Coronavirus

Kim Kardashian fejrede sin fødselsdag på privat ø under pandemien - og så gik internettet amok

Kim Kardashians fødselsdagsfejring på en privat tropisk ø har givet bagslag på de sociale medier.  Angela Weiss / Ritzau Scanpix

Selvom folk er forargede over realitystjernens fødselsdagsfejring, vil det ikke betyde noget for hendes popularitet, siger to danske eksperter.

Efter næsten otte måneder med coronavirus og tilhørende restriktioner kunne mange af os nok godt bruge en god fest med vores venner og familie. Måske også lidt sol og en tur på stranden.

Det var netop det, realitystjernen og forretningskvinden Kim Kardashian West invitererede til, da hun forleden fyldte 40. Hun lejede en privat tropisk ø, fik fløjet sine coronatestede venner dertil i privatfly og holdt en fest over flere dage, for at de kunne "lade, som om alt var normalt, bare i et kort øjeblik", skrev hun på Twitter.

- Jeg er klar over, at det her for de fleste er noget, der lige nu er langt uden for rækkevidde, og det er i øjeblikke som disse, at jeg ydmygt bliver mindet om, hvor privilegeret mit liv er, skrev hun blandt andet over et billede af sig selv i en glitrende guldkjole.

Men fødselsdagsfejringen har fået mangemillionæren i stormvejr. Det skyldes timingen midt i en pandemi, der har kostet 226.000 amerikanere livet.

På sociale medier bliver opslaget kaldt "tonedøvt" og "ude af trit med virkeligheden", mens der er startet en modreaktion af memes, der gør grin med fødselsdagen.

40-års-fødselaren fotograferet i en guldkjole.
Khloe Kardashian, Kim Kardashian West, Rob Kardashian, Kourtney Kardashian og Kendall Jenner.

Kritikken ligger lige til højrebenet

Da Lene Bull Christiansen, der er lektor ved RUC og forsker i kendiskultur, stødte på Kim Kardashian Wests ekstravagante fødselsdag, var det gennem et af de memes, der gjorde grin med arrangementet.

For både kendte og ukendte har kopieret en del af teksten fra Kim Kardashian Wests opslag og sat det sammen med billeder af forskellige "helvedeslandskaber", som Lene Bull Christiansen kalder det - blandt andet fra filmene 'Midsommar', 'Parasite', 'Fluernes Herre', den skandaleramte Fyre Festival og Hieronymus Boschs maleri af helvede.

De mange memes er en reaktion på, hvordan Kardashian-familien har brandet sig selv, mener forskeren.

- Kim er poster child for det overdrevne forbrug, og derfor er hun meget nem at gøre grin med og kritisere for at være tonedøv. For alle er med det samme med på, hvad det handler om, siger hun.

Et billede fra den private ø Kim Kardashian havde lejet til sin fødselsdag.

Og selv om chokeffekten ikke er voldsomt stor ved, at en millionær holder en ekstravagant fødselsdag, reagerer vi alligevel, når vi ser ulighed udpenslet på sociale medier.

- Det er provokerende, at folk, der har det meget bedre end gennemsnittet, klager over at have det hårdt. For det virker uempatisk og udstiller en skrigende ulighed, der bliver endnu tydeligere under en krise, siger Lene Bull Christiansen.

Kendte for at være almindelige

Men selv om internettet ikke har taget godt imod fødselsdagen, vil det hverken skade Kim Kardashian Wests eller resten af familiens image. Sådan lyder det fra Mathilde Anhøj, der er radiovært, forfatter og trofast Kardashian-følger.

- Jeg er helt sikker på, at det ikke kommer til at betyde noget, siger hun.

Der er flere grunde til skråsikkerheden. Først og fremmest handler det om, hvad familiens brand er bygget på.

- Kardashians er ikke kendte, fordi de gør alting rigtigt, men fordi de er mennesker, siger hun.

En fødselsdagskage i tre lag - med en Barbie-version af Kim Kardashian West på toppen.

Kardashian-klanen har i snart 15 år været en del af det amerikanske kendismiljø, og deres strategi har været at dele alt med omverdenen. Blandt andet i realityserien 'Keeping Up with the Kardashians'.

Både skænderier, bryllupper, Kims psoriasis og deres enorme rigdom - hvad end det er i form af 15 jaguarer på række eller fødselsdagsfester på private øer - bliver filmet, fotograferet og delt med deres følgere på sociale medier.

- Den menneskelige grimhed er en del af deres image. Derfor kan de ikke blive skammet ud af spotlightet, for de har været ærlige, siger Mathilde Anhøj.

Kim Kardashian West på kølerhjelmen af en Range Rover.

Det, familien formår, er at blande en ekstrem rigdom og et falsk overfladisk liv med ægte følelser, vi kender fra os selv, mener Mathilde Anhøj.

- Vi vil gerne følge et helt menneske, og jo mere fuld adgang, vi får til en person, jo bredere appellerer de. Og det er præcis det, der er Kardashian-strategien. De har skabt et liv i et krydsfelt mellem en eventyrverden med rigdom og skønhed og så følelser, vi genkender, siger hun.

Det gør, at forargelsen ikke stikker så dybt. For det ekstravagante er jo en del af det at være en Kardashian.

Paris Hilton og Kim Kardashian West med skinnende Louis Vuitton-tasker.

En dansk lov og en amerikansk drøm

Hvis en dansk kendis havde lagt billeder af en ekstravagant fødselsdag uden masker og flashet sine privilegier, ville reaktionen have været voldsommere, mener Lene Bull Christiansen. Og det skyldes primært janteloven, der også fylder noget i en coronatid, hvor vi har fået samfundssind i vores ordforråd.

- Essensen af janteloven er ikke kun, at man ikke skal stikke næsen for langt frem - det er også, at man vil fællesskabet. Så det falder udenfor at fremvise sin rigdom og privilegier, siger hun.

Kanye West, Kim Kardashian West, Kendall Jenner og Kylie Jenner.

Det er ikke et problem i samme skala i USA, lyder det fra både Mathilde Anhøj og Lene Bull Christiansen. Og slet ikke for familien Kardashian, der passer ind i den amerikanske drøm.

- De er ikke kravlet op af rendestenen, men de har været fattigere og "kun" haft én bil. På den måde viser de, hvad man kan opnå, og derfor er der flere, der accepterer, at de også er en del af en ekstrem ulighed, siger Mathilde Anhøj.

Kim Kardashian West er ikke den eneste kendis, der er kommet i problemer på grund af sin opførsel under coronapandemien. Herunder kan du læse to eksempler.

Ellen DeGeneres

Ellen DeGeneres sammenlignede sin coronavirus-situation med at være i et fængsel.

62-årige Ellen DeGeneres er komiker og vært på et af USA’s mest populære talkshows, og da hun uploadede en video fra sin luksusvilla i Beverly Hills, sammenlignede hun for sjov sin situation med at være i et fængsel. Det fik mange op af stolene.

Lene Bull Christiansen mener, at kritikken ramte Ellen DeGeneres hårdt, fordi hendes image er at være sympatisk og solidarisk.

- Kendte, der har et brand, der handler om at være gode mod alle eller socialt ansvarlige, bliver ramt hårdere, hvis de fremstår uempatiske, siger hun.

Donald Trump

Demonstranter uden for golfbanen, hvor Donald Trump spillede golf i september.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, mødte en del kritik, da han spillede golf, samtidig med at landet befandt sig i en sundhedskrise. Blandt andet stod demonstranter tæt på golfbanen med skilte, hvorpå de nyeste dødstal var skrevet.

Men Donald Trump skal ikke være bekymret for, at hans golfture ødelægger hans image, mener Mathilde Anhøj.

- Han taber ikke på at være en cowboy, der går i mod fællesskabet, for det var det, han blev valgt på, siger hun.