Brødrene Ost

Magnus Millang er en ægte levemand: - Jeg har jo set helt abnorm ud

Du har set Magnus Millang i roller, hvor alle hæmninger er sluppet, tordnende fremad, men privat lever han med en konstant trukket håndbremse.

Magnus Millang stod i kø til at få et bord på en restaurant, da en kvinde fik øje på ham.

- Gud, er det ikke dig fra 'Kursk'? Jeg kunne slet ikke genkende dig til at starte med, sagde hun.

Magnus Millang smilede med lukket mund.

- Jeg vejede også en hel del mere på det tidspunkt. Havde en Glistrup-hage, du ved, sagde han og kiggede ned.

Kvinden smilede. Han var lidt mere babyface i filmen, mente hun bare.

- Jeg så også helt abnorm ud i den film. Men jeg så det ikke rigtig, mens jeg var i det.

I dag er Magnus cirka 15 kilo lettere, end han var under optagelserne til 'Kursk', som fandt sted i 2017. Men faktisk har han nået at svinge op og ned et par gange siden da. Og det er meget sigende for hans liv, fortæller han.

Magnus Millang og hans bror Emil Millang er lige nu aktuelle i TV 2 PLAYs serie 'Brødrene Ost'. Et program, der dybest set handler om at rejse verden rundt og spise tonsvis af god mad - og særligt god ost.

De boltrer sig i de af livets glæder, som sætter sig på kroppen: tung ost, fede pølser, cremet pasta og masser af alkohol. Med netop levemandslivet er også det, som Magnus Millang kæmper med.

For hvordan overlever en ægte levemand, hvis han kommer til at leve så meget, at det bliver livsfarligt? Og hvad skal man gøre, når man føler sig sjovest med 10 ekstra kilo på maven, men samtidig skammer sig over, hvad man ser, når nogen har taget et foto af en?

Maden som samlingspunkt

Magnus Millang er 39 år og bor i Hellerup med sine to børn og sin kone. Han er kendt fra et hav af både seriøse og satiriske roller.

Han har spillet med i tre Thomas Vinterberg-film og har skrevet og instrueret komedien 'Selvhenter', men særligt kendt er han for at være den ene halvdel af comedyduoen 'Danish Dynamite', hvor han blandt andet spiller rollen som den kokainsniffende ejendomsmægler Jeppe K. Det er bare er en af de mange roller, hvor han vejer mere, end hans diætist mener er godt.

Han er vokset op nord for København i en familie, hvor mad fyldte en stor del af hverdagen. Der var masser af gæster, masser af vin og masser af mad. God mad.

Fra Magnus Millang var helt lille, var familiens samlingspunkt det gode måltid. Hvor andre familier tog en tur i skoven på lørdagsudflugt, tog Magnus med sin mor og far og sidenhen også sin lillebror Emil ind til København for at købe en helt særlig sardin, som forældrene havde et bestemt grillprojekt med. Der blev talt om estragon, hvidvinseddike og cacio e pepe, som var det almindelige hverdagsord i en børnefamilie. Og børnene lærte at elske alle nuancer af smagene.

Mad blev omtalt som noget særligt. Noget, som man tillod sig at hengive sig til. Han blev opdraget til at tage for sig af livets sødeste frugter.

Men Magnus Millangs mor blev også opmærksom på, hvad den gode mad gjorde ved hendes ældste søn. Da han en dag kom hjem efter en ferie i Norge, blev hun målløs.

"Hold da kæft"

Da Magnus Millang var 9 år gammel, var han 10 dage i Norge på besøg hos sin farmor og farfar. Han husker tydeligt ferien af to årsager.

Den store tømmerflåde, som han byggede med sine bedsteforældre - og så vaflerne. Tonsvis af vafler. Lige så mange han kunne spise. Med masser af sirup.

Da han kom hjem fra den ferie, stod hans mor og tog imod ham i lufthavnen. Og netop denne episode står også helt klar i Magnus Millangs hukommelse.

- Hun sagde bare: "Hold da kæft", da hun så mig. Og så sagde hun ikke mere. Men næste morgen, inden jeg skulle i skole, skulle jeg ud at løbe en tur med min far, siger Magnus Millang og fortsætter:

- Når vi har talt om den ferie senere hen, har min mor sagt, at hun synes, at det var tarveligt af mine bedsteforældre.

Magnus Millang mener, at hans mor har været hende, der har holdt i bremsen for ham, når det kom til, hvor meget og hvad han spiste. Hun har været grunden til, at han ikke blev overvægtig som barn.

Men da Magnus Millang efter gymnasiet rejste til Spanien i et halvt år, var hans mor ikke længere ved hans side, og så fik madglæden frit løb. Og det resulterede i en indsigt i et af sine livsvilkår.

11 kilo på et halvt år

- Det var jo faktisk bare en tur, hvor jeg kunne spise og drikke mig ned, siger Magnus Millang, når han husker tilbage på det halve år i 2001, hvor han var taget til Spanien for at lære spansk.

Da han kom hjem et halvt år efter, gentog episoden, fra da han var 9 år, sig.

- Min mor stod i lufthavnen, da jeg kom tilbage efter seks måneder, og hun kiggede på mig, ligesom dengang jeg kom hjem fra Norge: "Hold da kæft", sagde hun igen bare.

Inden Magnus var taget afsted, havde han vejet 75 kilo. Der var hans BMI på 22.6 - normalvægtig.

Nu stod vægten på 86, og han var nu oppe i kategorien 'overvægtig'.

- Der kom mit stofskiftes onde sandhed virkelig frem, siger Magnus Millang.

Han havde sluppet håndbremsen og levet livet 100 procent, men var blevet chokeret over resultatet. Så der skete noget inde i ham. En form for tab af uskyld.

- Jeg blev chokeret over, hvor slemt det egentlig kunne blive. Jeg var nok ikke helt klar til at indse det på det tidspunkt, men det var første skridt på vejen mod at indse, at jeg ikke bare kan gøre, som jeg vil, når det kommer til mad.

I dag ved Magnus Millang, at han må dosere, hvornår han giver slip.

- Det er nok bare et livsvilkår for mig, siger han.

Den sjove, tykke dreng

Magnus Millang ved ikke, om hans vægt har haft en direkte indvirkning på, hvad han har valgt at bruge sit arbejdsliv på.

- Altså, det kan godt være, at det er derfor, at jeg har kastet mig over komedie – og på den måde brugt min størrelse. Det skal jeg jo ikke kunne sige. At jeg har brugt det som en forsvarsmekanisme. At være den sjove, tykke dreng, siger han.

Men inde i Magnus Millang er der et spændingsfelt mellem, at han egentlig altid gerne vil tabe sig, men at han samtidig bruger sin vægt i sin satire.

- Det, man kan sige, er: Der er jo nok ikke nogen, der har lyst til at være overvægtig. Der er jo ikke nogen tvivl om, at jeg taber mig, fordi jeg ikke vil være tyk. Samtidig har det jo også givet nogle komiske karakterer, siger Magnus Millang og kommer med nogle eksempler:

- Tag vores karakter Torben Svendsen fra 'Danish Dynamite'. Han er jo sjovere som tyk end som helt tynd. Og jeg ville føle, at der manglede meget, hvis det var, at karakteren Tone bare stod som en streg i luften.

Tynd af kærlighed

På kur har Magnus Millang altid været. Nogle perioder har han givet slip og bare spist alt det gode. Pasta, ost, pølse, vin. Men han har altid haft et ønske om at komme tilbage på kur og holde igen. Han peger på helbredet som en vigtig faktor, men også udseendet.

Lige nu vejer han 89 kilo. Og det er for meget, mener han. Med en højde på 183 centimeter giver det ham en BMI på 26.8. Ligger man mellem 25 og 30, er man meget overvægtig. Hans diætist har sagt, at han helst skal veje omkring de 82 kilo.

Men det har han faktisk kun gjort én gang i sit liv.

- Da jeg mødte min hustru, blev jeg tynd-forelsket. Altså helt anorektisk. Jeg har nok ikke haft anoreksi. Men kiloene raslede af. Jeg fik nok givet hende et billede af, at sådan havde jeg jo altid set ud. Det holdt et lille års tid, siger Magnus Millang og fortsætter:

- Jeg har nok underbevist tænkt: Jeg skal nok ikke være så tyk, som jeg tidligere har været, hvis det her er noget, jeg gerne vil rykke på.

Når han skal vurdere, for hvem det egentlig er, at han holder i håndbremsen for, så peger han på sin kone.

- Da min hustru og jeg var til premiere på 'Kursk', og jeg første gang tonede frem på lærredet, begyndte jeg at grine. Og så begyndte hun også at grine. Jeg så jo helt abnorm ud. Jeg havde fået den vildeste Glistrup-hage.

Efter filmen sagde Magnus Millang undskyld til sin kone for bare at have givet så meget op. Så det er også for hendes skyld. For at se flot ud for hende, siger Magnus Millang.

Under indspilningerne til filmen vejede Magnus Millang det højeste, han nogensinde har vejet. Han turde ikke at veje sig, men gætter selv på, at han vejede tæt på 100 kilo. Hvis det stemmer, havde han en BMI på omkring 30, på grænsen til 'svært overvægtig'.

- Der er jo helt klart også nogle samfundsdynamikker, der gør, at folk synes, slankere mennesker er pænere, det kan jeg jo heller ikke undgå at ligge under for. Jeg skal da også ærligt indrømme, at jeg bedre kan lide at se billeder af sig selv i mine mere fitte dage end mine fede dage. Det, tror jeg, ville være svært at være ligeglad med.

"Fuck det"

Optagelserne til 'Brødrene Ost' understregede det spændingsfelt, som Magnus Millang bevæger sig i. At balancere det gode liv og det at være sjov med ønsket om at holde sin vægt nede.

- Under optagelserne havde jeg bedt om hoteller med fitnesscentre, og jeg har lagt en plan om kun at spise godt, når vi filmede. Og på dag et droppede jeg fitness og spiste aftensmad med holdet, siger Magnus Millang og tilføjer:

- Jeg tænkte bare "fuck det". Det var den rygrad. Der er jo alle mulige undskyldninger, siger han.

I dag har Magnus Millang fundet en ro omkring, at han nok altid vil kæmpe med sin vægt. Han har truffet en aktiv beslutning om, at løbe fem gange om ugen, så han til gengæld kan give los en gang imellem. Både for sit helbred og sin selvfølelse. Han har fundet ro i det livsvilkår, at han for altid vil være meget glad for mad, men samtidig skal kæmpe for at styre det.

For selvom han lever med én hånd på håndbremsen konstant, så tillader han sig selv at køre i frigear fra tid til anden.

'Brødrene Ost' har premiere 5. september på TV 2 PLAY.