Kendte

Skuespiller formåede at redde sin søn, men ikke sig selv, siger politiet

Nyheden om Naya Riveras død har fået flere af hendes venner til at hylde hende for hendes mod og humor.

Hun var kendt som high school-cheerleaderen, der kom med spydige kommentarer i musical-komedieserien 'Glee'.

I rollen som Santana Lopez var skuespiller Naya Rivera ikke altid én, der viste sine sårbarheder. Men hun var en stærk person, der kæmpede, har Naya Rivera sagt om rollen - og om sig selv.

At den 33-årige skuespillerinde skulle miste livet i en ulykke, er kommet som et kæmpe chok for mange.

Naya Rivera med sin søn, Josey.

Efter seks dages eftersøgning i Lake Piru, Californien, blev hendes lig fundet mandag. Hun var druknet under en bådtur med sin fireårige søn, Josey.

- Hun samlede nok energi til at redde sønnen op på båden, men ikke nok til at redde sig selv, sagde sheriffen i Ventura County Bill Ayud under pressemødet om deres fund.

Drømmen om skuespil

Siden nyheden er reaktionerne og kondolencerne til hendes familie strømmet ind. Og de er alle med til at fortælle noget om, hvem Naya Rivera var.

- Hvil i fred, Naya. Du var en kæmpe kraft, skrev skuespiller Jane Lynch, som spillede Naya Riveras skrappe cheerleader-træner i 'Glee'.

At Naya Rivera havde et stort drive, var allerede tydeligt som barn. Hun startede sin skuespil- og modelkarriere allerede som fireårig, men det var først, da hun blev en del af 'Glee'-holdet som Santana Lopez i 2009, at hun for alvor blev en maintream-kendis.

Serien om skolekoret på den fiktive William McKinley High School opnåede hurtigt stor popularitet og vandt blandt andet en Golden Globe i 2010 for 'Bedste tv-serie inden for musical og komedie'.

Castet fra 'Glee', da de modtog deres Golden Globe. Naya Rivera er nummer to fra højre.

Det var muligheden for både at dyrke sit skuepil, men også for både at danse og synge, der tiltalte Naya Rivera, har hun efterfølgende udtalt.

Og hendes rolle, som egentlig startede ud som en biperson i første sæson, blev allerede efter få episoder skrevet om til en hovedrolle.

Santana Lopez var udspekuleret og rap i replikken, men også sjov og hjertevarm inderst inde. Og den afdøde skuespiller mindede om sin kendte rolle ifølge kollegerne.

Humor over alt

Især ordet ”talentfuld” og ”frygtløs” går igen i de mange hyldester, Naya Riveras medskuespillere har delt på de sociale medier.

- Hun lærte mig at stå op for mig selv og forsvare de ting og mennesker, der var vigtige for mig. Altid, skriver Kevin McHale, som spillede Artie Abrams i 'Glee'.

Naya Rivera blev tilbudt en pladekontrakt under sin optræden i 'Glee'. Hendes første single solgte dog ikke så godt som forventet, så pladeselskabet trak kontrakten tilbage.

Men allermest er det hendes humor, der fremhæves af dem, som kendte hende:

- Hun kunne gøre en dårlig dag til en god dag ved en enkelt bemærkning. Hun løftede folk op. At være tæt på hende var både som et æresbevis og en beskyttende rustning, skriver Chris Colfer, som spillede 'Glee'-kormedlemmet Kurt Hummel.

- Jeg var heldig at dele så mange grin, Martinis og hemmeligheder med dig, skriver skuespiller Jenna Ushkowitz, der spillede rollen som Tina Cohen-Chang i tv-serien.

- Det er ubærligt, at jeg tog det for givet, at du altid ville være her.

Politiet udtalte sig mandag om fundet af Naya Rivera - hør det her:

Liget af 'Glee'-skuespilleren Naya Rivera er fundet ved søen Lake Piru i Californien. Det bekræfter politiet i Ventura Country i delstaten.

I løbet af seriens seks sæsoner udviklede Naya Riveras rolle sig drastisk.

Fra at være den lidt stereotype bitchy cheerleader i sin rød-hvide Cheerios-uniform viste skuespilleren også, at kunne portrættere de svære følelser. Det skete, da Santana Lopez opdagede, at hun var lesbisk.

Temperamentet i pressen

Privat var Naya Riveras kærlighedsliv turbulent, og med kendisstatussen fulgte også sladderpressens opmærksomhed.

Det blev blandt andet skrevet om hende, at hun i jalousi havde ridset sin medskuespiller Mark Sallings bil med en nøgle.

De to datede, men historien var helt misforstået, fortalte Naya Rivera senere i sin selvbiografi 'Sorry Not Sorry: Dreams, Mistakes and Growing Up'. Hun indrømmede dog, at hun havde fyldt hans bil med skrald og mad i vrede over, at han åbenlyst så andre kvinder.

- Han var nok lige så afhængig af drama, som jeg var, skrev hun i 2016 - fem år efter episoden.

Efter flere forliste forhold fandt Naya Rivera sammen med sin tidligere flamme Ryan Dorsey. De blev gift og fik sammen sønnen Josey.

Et af Naya Riveras forhold var til rapperen Big Sean. Forholdet endte i 2016, men de nåede at blive forlovet, inden forholdet brast.

Det var i forbindelse med parrets skilsmisse, at hendes temperament nåede sladderbladenes forsider igen: I november 2017 blev der offentliggjort billeder af Naya Rivera i håndjern og et mugshot fra fængslet. Hun var blevet anholdt efter et skænderi, hvor hun ifølge Ryan Dorsey havde slået ham i ansigtet og på hovedet.

Han valgte senere helt at droppe anklagerne og sagen mod hende.

I stedet fuldførte de deres skilsmisse og besluttede at gøre det, der var bedst for deres søn - at dele forældremyndigheden og slutte fred.

- Du er elsket

Fireårige Josey Dorsey blev 8. juli fundet alene og iført redningsvest på den lejebåd, Naya Rivera var sejlet ud med samme dag. Naya Rivera havde samme dag lagt et billede op af de to på Instagram.

"Bare os to", stod der.

Siden deltog flere af skuespillerens familiemedlemmer i eftersøgningen, som blev endegyldigt afsluttet mandag.

Hun bliver dermed den tredje unge skuespiller fra 'Glee', der dør. Hendes tidligere kæreste Mark Salling begik selvmord i 2018 kort inden en dom for besiddelse af overgrebsbilleder af børn. Cory Monteith, som spillede Finn Hudson i serien, døde af en overdosis heroin i 2013.

I flere af beskederne på de sociale medier beder Naya Riveras bekendte og venner om, at hendes familie nu får ro til at bearbejde sorgen.

- Jeg kan helt ærligt ikke forestille mig en verden uden dig, slutter Kevin McHale sin besked om Naya Rivera.

- Du er elsket. Du fortjener det bedste, og vi vil sørge for, at din søn og familie mærker det hver dag, lyder det fra Jenna Ushkowitz.