Kendisser på stribe er havnet i modvind - vores kogepunkt er en hel del lavere i en krise, mener forsker

16x9
De kendte, som er blevet kritiseret tæller blandt andet familien Beckham, Gal Gadot og Ellen DeGeneres. Foto: Ritzau Scanpix

Stjerner som David Beckham, Gal Gadot og Ellen DeGeneres får kritik for at være blinde for deres egne privilegier under coronakrisen.

Coronakrisen har vendt op og ned på millioner af menneskers hverdag. Det gælder også for de mange stjerner, vi kender fra tv-, film- og sportsverdenen.

Men flere kendte er de seneste uger endt i modvind på grund af deres opførsel under covid-19-pandemien.

Det gælder blandt andre fodboldikonet David Beckham og den populære talkshowvært Ellen Degeneres, som begge er blevet mødt med beskyldninger om at være "egoistiske" og "ufølsomme" omkring almindelige menneskers situation.

De kendtes luksusliv bliver nemlig meget tydeligt, når samfundet er i en krisesituation, forklarer Lene Bull Christiansen, der er lektor ved RUC og forsker i kendiskultur.

- Når alle mennesker bliver bedt om at bringe ofre, og man så kan se, at der er en klasse af mennesker, som ikke rigtig behøver at ofre noget som helst, men flyder oven på på grund af deres penge, så kommer der nogle stærke reaktioner, siger hun til TV 2.

Herunder kan du læse om tre eksempler på kendisser, der er endt i modvind - og hvorfor deres opførsel opfattes som kontroversiel:

1. Familien Beckham og Gordon Ramsay i karantæne i luksussommerhuse

David og Victoria Beckham er taget på landet med fire af deres fem børn.
David og Victoria Beckham er taget på landet med fire af deres fem børn. Foto: Cristina Quicler / Ritzau Scanpix

David Beckham misser med øjnene i solen, mens et naturskønt område passerer i baggrunden af hans løbevideo, som han slog op på Instagram tirsdag. Selvom det ikke er videoen på Instagram, der har bragt fodboldspilleren og hans familie i sladderpressens søgelys, så viser den et glimt af det, der har.

Efter de engelske myndigheder lukkede samfundet ned, valgte David Beckham og designer Victoria Beckham og tre af parrets fire børn at rejse fra deres hjem i London til deres luksussommerhus i det idylliske landområde Cotswolds vest for storbyen.

På trods af at det blev frarådet, at man flyttede sig.

I blandt andet DailyMail har flere lokale rettet kritik mod beslutningen og kalder det "dumt", "uansvarligt" og "egoistisk", fordi de små byers sundhedsberedskab ikke har kapacitet til at tage sig af både lokale og nyankomne, hvis nogle skulle blive syge med covid-19.

Den samme kritik ramlede ned over stjernekokken Gordon Ramsay, som også tog på landet i sit 'andet hjem' med sin kone og fem børn.

Gordon Ramsay er taget i karantæne i Cornwall i det sydvestlige England.
Gordon Ramsay er taget i karantæne i Cornwall i det sydvestlige England. Foto: Robyn Beck / Scanpix Denmark

- Der har været anbefalinger om, at man blev hjemme, og det er jo ikke, fordi de har lidt nød, hvor de boede. Her vil mange tænke: "De lever i forvejen et ret lækkert liv i kæmpe huse, men det synes de ikke var godt nok, så nu tager de ud i landområderne og risikerer at belaste systemet derude", lyder det fra Lene Bull Christiansen.

Afstemning

2. Ellen DeGeneres med "ufølsom" joke om indsatte

Ellen DeGeneres er kendt for sit talkshow 'The Ellen DeGeneres Show' som har kørt siden 2003. Lige nu laver hun videoer fra sit hjem som erstatning for showet.
Ellen DeGeneres er kendt for sit talkshow 'The Ellen DeGeneres Show' som har kørt siden 2003. Lige nu laver hun videoer fra sit hjem som erstatning for showet. Foto: Robyn Beck / Ritzau Scanpix

62-årige Ellen DeGeneres er komiker og vært på et af USA’s mest populære talkshows - og så er hun lige nu i karantæne i sit hjem. I en video fra luksusvillaen i Beverly Hills i Californien sammenlignede hun mandag sin situation med at være i et fængsel:

- Mest fordi jeg har båret det samme tøj i ti dage, og alle herinde er homoseksuelle, sagde hun i sjov, med henvisning til at hun bor med sin kone, den 47-årige skuespiller Portia de Rossi.

Men det skurer i ørene på nogle, når der er frygt for, at covid-19-pandemien vil få fatale konsekvenser for USA's over to millioner indsatte. De lever tæt og har begrænset adgang til værnemidler og sæbe, hvilket kan få coronavirussen til at sprede sig ukontrolleret.

Afstemning

På Twitter deler kommentaren vandene. Hvor nogle henviser til, at det er sagt i sjov, kalder andre den ”ufølsom”.

Og det er der god grund til, mener Lene Bull Christiansen. Så snart en type som Ellen DeGeneres, der regnes som en af verdens rigeste inden for tv-branchen, begynder at have ondt af sig selv, vil mange ifølge lektoren tænke:

- "Du er simpelthen for priviligeret til at kunne tillade dig at pive i den her situation. Der er nogle, der har det meget værre end dig", forklarer hun.

3. 'Wonder Woman'-skuespillers 'Imagine'-video

Kendte som skuespiller Natalie Portman, tv-vært Jimmy Fallon, musiker Labrinth og komiker Sarah Silverman var alle med på Gal Gadots video.
Kendte som skuespiller Natalie Portman, tv-vært Jimmy Fallon, musiker Labrinth og komiker Sarah Silverman var alle med på Gal Gadots video. Foto: Jean-baptiste Lacroix / Scanpix Denmark

'Wonder Woman'-skuespilleren Gal Gadot delte i slutningen af marts en video, hvor hun sammen med en 21 andre kendte personer sang John Lennon-nummeret 'Imagine' med et budskabet om, at vi alle er i samme båd.

Hun havde ladet sig inspirere af en video fra det hårdt ramte Italien, sagde hun.

Men en sang, hvor teksten blandt andet lyder "Imagine no possessions" (forestil dig, at der ikke er noget at eje) har fået sangen til klinge en smule hult, når samtlige af de medvirkende formentlig er dollarmillionærer.

- Især fordi det jo er i en amerikansk situation, hvor mange mister deres arbejde og rigtig mange mennesker ikke engang har adgang til sundhedsvæsenet. Det har været fuldstændig out of touch, forklarer Lene Bull Christiansen.

Flere skriver da også på Twitter, at kendisserne hellere skulle bruge deres indflydelse på at kræve lige rettigheder for lægehjælp til alle.

Og videoen er blevet til flere parodier verden over - også i Danmark, hvor Ruben Søltoft har samlet en række komikere i sin version.

Afstemning

Hvorfor får de kendte så megen kritik?

Gal Gadots video har uden tvivl været velmenende, så hvorfor møder den - og de andre kendte - så megen kritik?

Det har adfærdsforsker Andreas Lieberoth fra Aarhus Universitet et bud på. Ifølge ham kan krisetiden forstærke folks reaktion.

De fleste mennesker er ekstra tyndhudede netop nu på grund af frygten for coronavirus og konsekvenserne, og det viser sig også i, hvor let vi lader os provokere.

- Det svarer lidt til, at vi hele tiden har en dårlig dag. Vores kogepunkt er en hel del lavere – og så bliver sådan en steningskultur bare mere udtalt, fordi vi hurtigere langer ud efter dem, som irriterer os, siger han og fortsætter.

- Når der derfor er noget, vi kan blive enige om at være forargede over, så er det måske på en eller anden måde en lettelse over, at nu har vi noget, som vi reelt kan blive gale over.

Anderledes med danske kendte

Både han og Lene Bull Christiansen mener, at situationen er anderledes for de danske kendisser, da de ikke på samme måde sættes op på en piedestal.

- Forargelsen ville ikke være lige så stor, hvis Anne Linnet tog i sommerhus, siger Lene Bull Christiansen.

- De fleste musikere og skuespillere har jo ikke mange flere penge end de fleste andre middelklassedanskere. Så på den måde er skellet ikke rigtigt eksisterende.

De internationale kendte kommer derimod til at fremstå "privilegieblinde".

- Det at sidde i sit kæmpestore lækre hus med sin store indhegnede have og sin søde kone er ikke det samme som at sidde i en etværelseslejlighed i New York og høre ambulancerne køre forbi, fortsætter hun og påpeger, at det især er provokerende for borgere i USA og England, fordi de lever i samfund med stor ulighed.