16x9

Christian fra 'Årgang 0': - Alle gik amok og kaldte mig megaforkælet og et kæmpe curlingbarn

19-årige Christian Elhauge er glad for at have medvirket i 'Årgang 0'. Men han mener, at mange har fået en forkert opfattelse af ham.

Jeg har aldrig manglet noget i min barndom.

Mine forældre er begge to omsorgsfulde, og de har givet mig og mine brødre, Oscar og Ludwig, frie tøjler til at gøre, hvad vi havde lyst til, så længe vi opførte os ordentligt.

De har aldrig presset mig til noget. Selvfølgelig vil de gerne have, at jeg gør det godt. Men de lader mig bare selv stå for det.

Da jeg var seks år, kom jeg med i ’Årgang 0’. Min far sendte en video ind, hvor jeg lavede nogle grimasser, og så blev vores familie udvalgt. Jeg tror, det kom lidt som en overraskelse for ham.

Jeg kan slet ikke huske noget fra dengang, fordi jeg var så lille. Jeg tror ikke, jeg tænkte over, at der pludselig var et kamerahold, der fulgte mig, og at fremmede mennesker begyndte at genkende mig rundt omkring. Jeg var nok ligeglad.

Christian Elhauge sammen med sin familie ved hjemmet i Højbjerg i det sydlige Aarhus. Bagerst sidder mor Tina og far Mogens, og forrest ses fra venstre lillebror Ludwig, Christian selv og storebror Oscar. Billedet er fra 2008.
Christian Elhauge sammen med sin familie ved hjemmet i Højbjerg i det sydlige Aarhus. Bagerst sidder mor Tina og far Mogens, og forrest ses fra venstre lillebror Ludwig, Christian selv og storebror Oscar. Billedet er fra 2008. Foto: Per Arnesen / TV 2

Nu ved man jo aldrig, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg ikke havde været med i ’Årgang 0’. Jeg synes, det er endt med at gå meget godt for mig. Så det har sikkert været godt.

Men jeg tror, at mange har fået et forkert billede af mig.

Kampen mod temperamentet og genertheden

Da jeg var lille, havde jeg et kæmpe temperament.

Det var meget større end mine brødres, Oscar og Ludwigs, tilsammen.

Vi drenge ”slåssede” altid mod hinanden, og jeg kunne slet ikke klare at tabe på nogen måde. Hverken derhjemme eller i de forskellige sportsgrene, jeg gik til.

Det var et kæmpe benspænd for mig selv

Christian Elhauge

Det var værst, da jeg begyndte at spille tennis som syv-otteårig. Hvis jeg tabte en kamp, gik jeg fuldstændigt amok. Jeg kunne finde på at kaste med min ketsjer eller råbe, og så surmulede jeg i flere timer efter.

Det var et kæmpe benspænd for mig selv, fordi man spiller meget dårligere, når man er sur.

Der, hvor jeg gik til tennis, havde jeg en mentaltræner. Han prøvede at hjælpe mig med at holde mit temperament tilbage.

Da han var 10-11 år gammel, drømte Christian Elhauge om at blive verdens bedste tennisspiller. Det siger han her til kameraet i 'Årgang 0'.
Da han var 10-11 år gammel, drømte Christian Elhauge om at blive verdens bedste tennisspiller. Det siger han her til kameraet i 'Årgang 0'. Foto: TV 2-screendump

Jeg kan huske, at der var en øvelse, hvor jeg skulle lege, at jeg fik en knap, som jeg skulle sætte på kroppen. Altså, en slags mental stopknap. Og så skulle jeg trykke på den, når jeg var ved at blive sur.

Det var ikke altid, det virkede på mig. Men med årene blev det bedre og bedre.

I dag er jeg stadig en dårlig taber. I kortspil, fodbold og alt andet. Jeg synes, det er træls at tabe. Men det er ikke sådan, at jeg slår nogen ned eller noget. Jeg dyrker heller ikke nogen sport længere, hvor det betyder så meget. Jeg går jo nærmest kun til fitness og spiller lidt fodbold. Det er ikke så alvorligt mere.

Jeg er også blevet langt mere konfliktsky. Hvis der er noget, der virkelig pisser mig af, vil jeg hellere bare lade det ligge. Jeg magter ikke at tage diskussionen. For det skaber altid så dårlig stemning, og det gider jeg ikke.

Som teenager var Christian Elhauge så dygtig til tennis, at han befandt sig i top-15 blandt de bedste, danske tennisspillere i hans aldersgruppe. I vinduet i hans værelse hænger nogle medaljer, som er blandt hans største
Som teenager var Christian Elhauge så dygtig til tennis, at han befandt sig i top-15 blandt de bedste, danske tennisspillere i hans aldersgruppe. I vinduet i hans værelse hænger nogle medaljer, som er blandt hans største "wins". Foto: Susanne NIelsen / TV 2

Udover at jeg som barn havde meget temperament, så var jeg også sådan... jeg ved ikke, om jeg vil sige... genert? Jo, jeg var nok lidt genert. I hvert fald overfor nye mennesker.

Min far har fortalt, at jeg ikke turde ringe til mine venner i skolen og spørge, om de ville have en legeaftale. Han mener, det hang sammen med, at jeg havde sådan en stolthed. At jeg måske var bange for, at de sagde nej.

I hvert fald er det noget, jeg har arbejdet meget med gennem tiden, blandt andet ved at jeg har tvunget mig selv til at møde nye mennesker.

Det er svært at være genert, når man er et kendt ansigt. Folk kommer jo hele tiden op til én og vil snakke

Christian Elhauge

Da jeg gik i sjette klasse, tog jeg for eksempel selv beslutningen om at skifte skole til noget, der hedder Forældreskolen, som er en privatskole. Det var, fordi læringsmiljøet var for dårligt på min gamle folkeskole. Det havde intet med mine klassekammerater at gøre, jeg havde megamange gode venner.

Den første måneds tid var lidt hård, fordi jeg ikke kendte nogen i den nye klasse. Men jeg fik hurtigt mange gode venner derinde – sådan en drengegruppe, som jeg stadig ser. En af dem er min bedste ven i dag. Samtidig blev jeg løftet gevaldigt rent fagligt. Jeg havde tre vanvittigt fede år der.

Det har også hjulpet at være med i ’Årgang 0’. For det er svært at være genert, når man er et kendt ansigt. Folk kommer jo hele tiden op til én og vil snakke og have taget et billede.

Beskyldt for at være et kæmpe curlingbarn

Jeg synes altid, folk har været megapositive, når de har henvendt sig til mig. Jeg tror heller aldrig, der er nogen, der har skrevet noget rigtigt negativt om mig på de sociale medier.

Det eneste, jeg nogensinde har fået hate for, var det program, hvor min mor lavede spejlæg til mig.

ÅRGANG 0 – DE UNGES EGEN HISTORIE

I fire nye portrætprogrammer fortæller Stephanie, Rachel, Emma og Christian, kendt fra 'Årgang 0', deres egen historie om deres opvækst.

Som 19-årige ser de hver især tilbage på deres barndom og de begivenheder, der har haft størst betydning for dem og skabt og formet dem til de unge voksne mennesker, de er i dag.

Programserien bygger på det kolossale, filmiske materiale, som siden 1999 er blevet indsamlet til dokumentarserien 'Årgang 0'. Der er også klip med, som ikke tidligere er blevet vist.

Alle gik fuldstændigt amok over, at jeg var megaforkælet og et kæmpe curlingbarn.

Jeg tænkte: Wow. Bare fordi hun lavede spejlæg til mig! Og det gjorde hun seriøst kun, fordi der var tv på. Det var ikke sådan noget, hun gjorde normalt. Men i programmet kunne det se ud, som om jeg var monsterforkælet. Jeg har da været forkælet, men SÅ forkælet har jeg heller ikke været.

Jeg har for eksempel aldrig fået lommepenge, og jeg har da heller ikke fået store, materielle ting som en bil eller sådan noget. Til gengæld har jeg fået masser af omsorg, kærlighed og opbakning fra mine forældre.

Folk har åbenbart også fået den opfattelse, at jeg blev kørt rundt til alting.

Men det var egentlig kun tennis, jeg blev kørt til. Der var jo indimellem tennisturneringer i København. Skulle jeg så selv tage et tog derover som 13-14-årig?

Jeg har altid cyklet til alle træninger, jeg cyklede til skole, og jeg finder da også selv på arbejde den dag i dag. Så det er jo ikke sådan, at de har kørt mig rundt til alt.

Det er svært, når jeg bliver sat op overfor de tre andre unge fra ’Årgang 0’. For de har jo haft det langt hårdere end mig, og så kommer jeg bare til at se megaforkælet ud.

Og så er jeg en dreng. Der er næsten ingen drama i drengeverdenen i forhold til pigeverdenen. Piger kan jo være onde overfor hinanden på måder, som drenge ikke er. Drenge er bare sure på hinanden i et par timer, sidder stille og kigger den anden vej, og så siger man "fuck det, lad os komme videre".

Mit liv har nok også været godt på den måde, fordi jeg har en mentalitet, der bare siger, at jeg kun vil fokusere på det positive. Når der er sket noget dårligt, så har jeg sikkert lært noget af det, men det er ikke noget, jeg dvæler ved. Jeg lever meget i nuet.

På vej ned til varmen

square to 16x9
Christian Elhauge var i efteråret 2019 på guideskole i Spanien. Han ses på dette billede i poolen lige bag manden i sort trøje og shorts på badebroen. Foto: Privatfoto

Lige nu bor jeg på mit gamle værelse hjemme hos mine forældre og min lillebror Ludwig igen. Tre aftener på hverdage og i weekenderne arbejder jeg som tjener på en restaurant, der hedder Slap Af i Aarhus.

Men det er kun midlertidigt. I starten af april skal jeg sendes ud som guide for Bravo Tours. Jeg ved endnu ikke, hvilken destination jeg kommer ud på. Men jeg er også ligeglad. Bare det er et varmt land.

Jeg var meganervøs, inden jeg skulle derop

Christian Elhauge

Jeg blev uddannet på et seks ugers kursus på guideskolen i Spanien i efteråret. Når du er dernede, tester de jo dine grænser hele tiden. Der er 80 mennesker på skolen, og det allerførste, man skal på den første dag dernede, er at gå op foran alle de andre og så snakke i tre minutter om sig selv. Det er lang tid, når man ikke er forberedt, og det var meget grænseoverskridende. Jeg var meganervøs, inden jeg skulle derop.

Men det var bare fedt, for det er jo for at udvikle sig. Det er jo sådan nogle ting, man skal kunne som guide.

Christian Elhauge ses her sammen med nogle af sine guidevenner på et udsigtspunkt i Barcelona i Spanien. Han står som nummer to fra højre ved siden af sin roommate Gustav.
Christian Elhauge ses her sammen med nogle af sine guidevenner på et udsigtspunkt i Barcelona i Spanien. Han står som nummer to fra højre ved siden af sin roommate Gustav. Foto: Privatfoto

Man skal også op og lave skuespil foran alle eleverne, så man kan øve sig i at entertaine sine gæster på destinationen. For eksempel skal man arrangere forskellige events for dem. Jeg tog selv en uges ekstra kursus som sportsguide, så jeg kan instruere gæsterne i sportsaktiviteter.

Jeg glæder mig bare sindssygt meget til at komme ud og være guide. Jeg tror, det bliver megafedt. Det eneste, du skal, er jo egentlig bare at være sammen med mennesker og kunne servicere dem på forskellige måder. Og så bare være nede i varmen. Selvom du arbejder meget, så har du jo også nogle fridage, hvor du kan hygge dig med dine venner.

Man er på hver destination i seks måneder, og min plan er at arbejde som guide i et par år. Når jeg har været ude og se verden, så håber jeg, at jeg finder ud af, hvad jeg har lyst til at lave bagefter.

Jeg regner med, at jeg skal i gang med at læse om et par år. Men lige nu har jeg ingen idé om, hvad det skal være.

Har lært at passe på pengene

Mine forældre har jo gjort det sindssygt godt begge to i deres arbejdsliv. Så hvis jeg kunne gøre det lige så godt som dem, ville jeg da være megaglad.

Men selvom jeg gerne vil opnå det samme, som de har gjort, er det ikke sikkert, at jeg vil opnå det på den samme måde. Jeg kommer jo aldrig til at lave dametøj som min mor, og jeg kommer nok heller ikke til arbejde indenfor reklamebranchen som min far. Men han laver mange forskellige ting, og egentlig er han bare en god sælger. Det kunne jeg måske godt forestille mig at blive.

Det er ikke, fordi jeg drømmer om at tjene sindssygt mange penge. For det er ikke nødvendigt for at have et godt liv. Når man er glad, har man succes i livet, synes jeg.

Det varer ikke længe, før Christian Elhauge forlader sit værelse i barndomshjemmet i Aarhus. I  april 2020 rejser han ud som guide på en endnu ukendt destination i udlandet. Billedet på væggen bag ham er en af de få ting, der betyder noget for ham, og som han gerne vil have med sig, når han engang flytter hjemmefra. Ellers går han ikke så meget op i materielle ting.
Det varer ikke længe, før Christian Elhauge forlader sit værelse i barndomshjemmet i Aarhus. I april 2020 rejser han ud som guide på en endnu ukendt destination i udlandet. Billedet på væggen bag ham er en af de få ting, der betyder noget for ham, og som han gerne vil have med sig, når han engang flytter hjemmefra. Ellers går han ikke så meget op i materielle ting. Foto: Susanne Nielsen / TV 2

Men jeg har lært at passe på mine penge. Begge min mors forældre er bankfolk, så det har altid været meget naturligt for os, at man skulle spare op og bruge pengene fornuftigt.

Jeg bruger næsten aldrig penge. Der er ikke noget, jeg har lyst til at bruge dem på. Måske en lejlighed på et tidspunkt.

Nogle tror sikkert, at jeg bare får lov til at bo i en af de nye, superlækre lejligheder, mine forældre har investeret i nede på Aarhus Havn. Men de er lejet ud begge to. De er for dyre. Så dem har jeg ikke råd til, før jeg engang får et rigtigt fuldtidsarbejde.

Længere ude i fremtiden vil jeg gerne have børn. Og jeg tænker, at jeg vil give dem en opdragelse lidt a la den, jeg selv har fået. Sådan noget med frihed under ansvar, som min far plejer at sige.

Jeg vil også forkæle mine børn. Det tror jeg, at alle forældre gør lidt. Det er ikke, fordi jeg vil give dem alt, hvad de peger på. Og det er heller ikke sådan, jeg selv har haft det. Hvis folk skulle tro det.

Men jeg har haft stor glæde af den omsorg og opbakning, jeg altid har fået af mine forældre. Så det vil jeg gerne give videre til mine egne børn.

Og hvad er der egentlig også galt i at være forkælet? Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan klare mig selv. Jeg synes da, at jeg klarer mig helt fint. Jeg har lige været afsted alene i seks uger, og nu skal jeg ud i verden og være guide i de næste par år.

Der er ikke noget, jeg ikke kan.

Se 'Årgang 0: Christians historie' lige nu på TV 2 PLAY eller torsdag klokken 20.00 på TV 2.

Efter programmet sidder Christian klar til at svare på spørgsmål fra seerne i en live-chat på TV2.DK. Du kan sende et spørgsmål til ham allerede nu her.