Whitney Houston modtager 'den største anerkendelse'

16x9
Whitney Houston ved Grammy Awards i 1988 efter hun blev kåret som 'Bedste kvindelige popstemme'. Foto: Ethan Miller / Scanpix Denmark

Den amerikanske stjerne er dog ikke den eneste nytilkomne kunstner på listen.

Næsten otte år efter sin død er den amerikanske pop- og R&B-sanger Whitney Houston blevet optaget i den prestigefyldte Rock & Roll Hall of Fame.

Og det er en imponerende præstation af den afdøde stjerne, lyder det fra musikekspert på P4 Henrik Milling.

- Det er den største anerkendelse for en livstidsindsats som musiker på amerikansk grund, siger han til TV 2.

Dog er der i musikekspertens øjne ingen tvivl om, at den amerikanske sangerinde hører til på listen.

- Hun er i en klasse for sig. Hendes stemme er så voldsom en magtdemonstration, at den kan rive og flå det menneskelige følelsesapparat i stykker, siger han.

Whitney Houston medvirkede i 1992 i filmen 'The Bodyguard'.
Whitney Houston medvirkede i 1992 i filmen 'The Bodyguard'. Foto: Handout / Scanpix Denmark

Et unikt eftermæle

Whitney Houston startede med at synge gospel i kirkekor i New Jersey som 11-årig. I 1985 udgav hun sit første album, og siden har hun vundet seks Grammy-priser, 30 Billboard Awards og 22 American Music Awards for numre som 'I Will Always Love You' og 'Saving All my Love for You'.

Ved American Music Awards i 1994 vandt Whitney Houston hele syv priser.
Ved American Music Awards i 1994 vandt Whitney Houston hele syv priser. Foto: Vince Bucci / Scanpix Denmark

Det er dog ikke kun den amerikanske sangerindes store stemme, der har båret hende gennem karrieren, siger Henrik Milling:

- Man sidder efter at have hørt hendes ballader og er helt savet over. Med sit kropssprog og sin mimik havde hun virkelig evnen til at indtage en scene.

Det er til trods for, at de sidste ti år af den store kunstners 48-årige liv var turbulente og præget af stof- og alkoholmisbrug.

Se Whitney Houstons liv i billeder her.

Overraskelser på listen

Der er dog også andre nye navne, der i år er blevet optaget i den prestigefyldte klub.

De seks nytilkomne kunstnere spænder over et bredt felt fra amerikansk rap til britisk, elektronisk musik og tæller udover Whitney Housten også Nine Inch Nails, Depeche Mode, The Doobie Brothers, T. Rex og The Notorious B.I.G.

Mellem de navne springer især 90’er-rapperen The Notorious B.I.G i øjnene på Henrik Milling. Tidligere har der nemlig ikke været megen plads til rapkunstnere på listen, og musikeksperter ser især en bestemt grund til, at juryen i Rock & Roll Hall of Fame nu åbner op for den mere hårdtslående gademusik.

- Ligesom mange andre musikpriser har de fået et spark over skinnebenet, fordi unge mennesker ikke længere gider se med. Så nu forsøger de at gøre noget rigtigt for at ramme dem, siger han.

The Notorious B.I.G døde i 1997, men er blevet foreviget på voksmuseet Madame Tussauds.
The Notorious B.I.G døde i 1997, men er blevet foreviget på voksmuseet Madame Tussauds. Foto: Carl Court / Scanpix Denmark

Udvælges af 1000 branchefolk

Rockens Hall of Fame kan opleves på Rock and Roll Hall of Fame and Museum i Cleveland i USA.

Her gennemgås hele rock’n’roll-historien, og i en særskilt afdeling kan man se alle de musikere, der siden 1986 er blevet tildelt en plads blandt de mest indflydelsesrige i genrens historie.

For at blive nomineret til en plads i Hall of Fame skal man have udgivet sin første kommercielle plade for mindst 25 år siden.