Årgang 0

Har du fået talt ud med dine forældre? Og 16 andre ting, seerne spurgte 'Årgang 0'-Stephanie om

Snart 20-årige Stephanie Siguenza fra Slagelse fortæller sin egen historie om sin opvækst i programmet 'Årgang 0 - Stephanies historie'. TV 2

Vil du deltage i reality-shows? Hvilken 'Årgang 0'-familie ville du helst være vokset op i? Har du fået professionel hjælp? Se Stephanies svar her.

Seernes spørgelyst var meget stor efter det hudløst ærlige portrætprogram 'Årgang 0': Stephanies historie'.

I programmet afslørede den snart 20-årige Stephanie Siguenza fra Slagelse, at hun i løbet af sin opvækst har haft det en hel del sværere, end hun gennem årene har vist på tv. Blandt andet har hun været plaget af uhyggelige mareridt, spiseforstyrrelser og tristhedsfølelse.

I live-chatten efter programmet fik Stephanie hundredevis af spørgsmål og kærlige kommentarer fra seerne, som hun svarede beredvilligt på.

Her nedenfor kan du se et udvalg af hendes svar.

17 ting, seerne ville vide om Stephanie fra 'Årgang 0'

Hvordan har du det med, at du som barn flyttede så ofte?

Forfærdeligt. Kaotisk. Det er, hvad jeg kan sige til det. Det er noget, som et barn aldrig skal opleve, børn har brug for tryghed og stabilitet, og det synes jeg helt sikkert, der har manglet i det, at vi har flyttet så meget.

Har du og dine søskende fået hjælp til at bearbejde jeres barndom?

Der må jeg ærligt sige nej. Det har vi ikke, og det er noget, jeg den dag i dag ville have ønsket, vi havde fået.

Hvad laver du til daglig? Er du begyndt på en uddannelse?

Jeg har sabbatår og arbejder engang imellem som lærervikar på en folkeskole her i Slagelse. Lige nu har jeg planer om at tage to sabbatår. Sådan ser det ud indtil videre. Jeg ved ikke, hvad de næste år bringer. Men lige nu håber jeg at kunne koncentrere mig om at lave foredrag, og det vil jeg arbejde på det næste års tid. Jeg ved ikke, hvornår jeg starter på uddannelse.

Kunne du tænke dig at lave reality-tv som 'Ex on the Beach' og 'Date mig nøgen'? Nu, hvor du er 18?

Nej, det kunne jeg ikke. Det er ikke lige noget for mig. Men jeg ville gerne lave ’Vild med dans’. Bliver 20 om 16 dage. :D 

Når du engang selv får børn, hvad vil du så gøre anderledes?

Jeg vil ikke opdrage dem på samme måde, som jeg selv er blevet. Jeg synes, min opdragelse til tider har været lidt for hård, med lidt for hårde stemmer. Og så vil jeg sørge for, at mine børn har et stabilt sted at vokse op og ikke skal flytte fra sted til sted.

Har du fået talt ud med dine forældre om din kaotiske opvækst?

Ikke rigtig. Jeg er stadig en person, som til tider kan have svært ved at sætte ord på mine følelser. Jeg vil så sige, at efter optagelserne og godkendelsen af mit program har jeg snakket en del med min mor om mange af tingene, og det synes jeg har lettet en del :) 

Hvorfor forlod din mormor og morfar Danmark?

Jeg ved faktisk ikke, hvad grunden var. Andet end at min mormor er fra Filippinerne. Så mit bedste bud er, at hun ville hjem.

Er det mest din mors forældre, du har været tæt på? Hvad med din farmor og farfar?

Jeg har aldrig rigtig haft en farfar, som jeg egentlig snakkede med. Og siden min mormor og morfar flyttede til Filippinerne, har det altid været min farmor, jeg er gået til.

Føler du nogensinde, at din mor valgte dig og Isabella fra, da hun flyttede til Sverige?

Mange gange. Alt for mange gange før i tiden havde jeg den tanke. Den dag i dag kender jeg jo grunden og mener derfor ikke, at hun valgte os fra.

Hvilket råd ville du give dit 13-årige jeg?

Det har jeg aldrig nogensinde tænkt over. :) Jo, pas altid på dig selv først!!

Har du kontakt med nogle af de andre fra 'Årgang 0'?

Engang imellem har vi. Det er bare sådan lidt on and off. Jeg vil sige, at jeg snakker mest med Emma. Vi skriver sammen engang imellem.

Hvis du skulle vælge én af de andre 'Årgang 0'-unges opvækst? Hvilken skulle det så være?

Skulle jeg have valgt en andens opvækst, ville jeg måske have valgt Mathildes eller Emmas. For når man ser deres familier i programmet, er de meget kærlige og kysser og krammer hele tiden. Det kunne jeg godt have tænkt mig.

Var der nogen sagsbehandlere, der reagerede, da din mor var i det voldelige forhold?

Det var der ikke nej, men vores rigtig søde tilrettelægger på det tidspunkt snakkede meget med min mor om det hele, men der er ikke nogen, der har snakket med mig.

Laver du stadigvæk tøj sammen med din mor?

Nej, det gør jeg ikke. Det er min mor, der har taget over nu.

Hvordan går det med dit og Jeffs projekt med at bygge lejlighed øverst i hans forældres hus?

Vi er kommet nogenlunde op, der er stadig en del, der mangler at komme på plads, men vi sover deroppe og har også en lille sofa. :) 

Hvilken uddannelse vil du have i fremtiden?

Jeg kunne godt tænke mig at uddanne mig til folkeskolelærer for mellemtrinnet. Jeg begynder allerede at få mig lidt erfaring ved, at jeg dagligt arbejder som lærervikar.

Hvordan har det været at være med i 'Årgang 0'?

’Årgang 0’ er noget, jeg aldrig kunne have været foruden. Det har været med til at gøre mig til den, jeg er. Til tider har der da været tidspunkter, hvor jeg bare gerne ville have det til at stoppe, men på den anden side så ville jeg nok ikke kunne undvære det.