Kendte

Har du hørt det samme som resten af Danmark? Det lyttede vi mest til i 2019

Tre af dem, danskerne har hørt allerflittigst i 2019. :  Sophia Juliane Lydolph, Danny Moloshok, Angela Weiss

Se hvilke kunstnere og sange vi havde mest på repeat i året, vi er på vej ud af. Eksperter er ikke overraskede over listerne.

2019 slutter snart, og i den anledning har streamingtjenesten Spotify offentliggjort listerne over, hvad danskerne - og hele verden - har lyttet mest til i årets løb.

Det er særligt én ting, der springer i øjnene på musikekspert og radiovært Sandie Westh, når hun læser listerne.

- Hiphop og urban (bred betegnelse for rap og R'n'B, red.) præger virkelig billedet de her år. Det er gået fra at være præget af voluminøst produceret pop til at blive urban og hip hop, siger Sandie Westh.

For radiovært på P3 Fie Neergaard er det ikke overraskende, at rapperen Gilli er øverst på danskernes playliste.

- Han har udgivet en masse singler, men folk har ventet på et album, været nysgerrige og klar på at trykke play, da det endelig kom i år, siger hun.

De ti mest afspillede kunstnere i Danmark

  1. Gilli

    Gilli

    Topscoreren målt på danske afspilninger er rapperen Gilli, der fik sit gennembrud i 2014 med EP'en 'Ækte Vare'. Siden er det gået slag i slag, og næste år spiller han koncert i Royal Arena, hvor der er plads til 17.000 mennesker.

     

  2. Ed Sheeran

    Ed Sheeran

    - Ed Sheeran ligger så højt, fordi han appellerer til en superbred fanskare. Det er renskåret popmusik, og han er pissedygtig. Måske lidt kedelig, synes jeg, men jeg kan godt høre, at 'Shape of You' er et godt popnummer, siger Sandie Westh om nummer to på listen over de mest spillede kunstnere.

  3. Post Malone

    Post Malone

    Austin Richard Post alias rapperen Post Malone er den kunstner, danskerne har streamet tredjeflest gange. Malones debutsingle 'White Iverson' blev udgivet i 2015, bare to dage efter han havde skrevet det.

  4. Khalid

    Khalid

    Den 21-årige amerikanske sanger Khalid indtager fjerdepladsen. Han startede sin karriere på Soundcloud og har i dag udgivet to albums: 'American Teen' og 'Free Spirit'.

  5. Billie Eilish

    Billie Eilish

    - Billie Eilish taler til en generation af unge mennesker, der er lidt emo. Hun ser på en måde ud, som Avril Lavigne gjorde i 2003: Rande under øjnene og en oprørsk attitude. Og så laver hun bare blændende god, gennemarbejdet musik, siger Sandie Westh.

  6. KESI

    Den danske rapper KESI underskrev som 18-årig en kontrakt med Universal Music - og i dag ligger han nummer seks på listen over kunstnere, danskerne streamer flittigst.

  7. Ude af kontrol

    Ude af kontrol har blandt andet udgivet singlerne 'Sleske typer', 'Fuckboi' og 'Jantelov', siden de startede deres karriere i 2014. 

    - Her er helt klart nogen, der ikke lever af at blive spillet i radioen. De er et stort skud humor og fest og lever på de sociale medier, siger Fie Neergaard om gruppen, som hun sammenligner med 'Odense Assholes'.

  8. Kim Larsen

    Kim Larsen er listens suverænt ældste navn, og hans død har været med til booste antallet af Spotify-afspilninger, siger Sandie Westh.

    - Han er en af de artister, der samler os. Vi er vokset op med hans musik, alle har et forhold til hans musik, og det er få forundt at blive så stor, som han var, siger Sandie Westh.

  9. Branco

    Branco

    Rapperen Branco, hvis borgerlige navn er Benjamin Cimatu, er nummer ni. Branco har tidligere medvirket på sange med Gilli og Sivas, men det virkelige gennembrud kom med debutalbummet 'Baba Business'.

  10. Ariana Grande

    I 2019 blev Grande den første kunstner siden The Beatles, der havde tre singler på de tre første pladser på Billboard Top 100-listen - og nu er hun også den tiendemest afspillede af danske Spotify-brugere.

    - Ariana Grande er et godt eksempel på udviklingen i det store billede: Hendes lyd er blevet mere urban, end da hun startede og var en rendyrket popmusiker, siger Sandie Westh.

Man skal have in mente, at streaminglisterne afspejler noget andet end de gammeldags album-bestsellerlister. Både fordi gruppen, der streamer, er yngre end dem, der køber albums. Men mønsteret er også et andet.

- Vi køber ikke et album flere år i træk - men vi kan sagtens høre det samme album flere år i træk på streamingtjenesterne, så derfor er de ikke på samme måde et udtryk for en tendens som albumlisterne, siger Sandie Westh.

Alligevel taler tallene for sig selv: Kunstneren Post Malone, som er den mest spillede kunstner på verdensplan, er afspillet mere end 6,5 milliarder gange.

Antallet af Spotify-brugere er også vokset voldsomt - i 2014 havde streamingtjenesten fire millioner betalende brugere, hvorimod tallet er 110 millioner i år.

De fem mest afspillede kunstnere globalt

  1. Post Malone

    - Det, Post Malone kan, er, at han laver noget meget melodisk rap. Han synger mere, end han rapper, så det kan de fleste være med på. Og så får han følelser i spil - noget, flere kan relatere til, end hvor dyrt ens armbåndsur er, som hiphoppen ellers godt kan fokusere på, siger Fie Neergaard.

  2. Billie Eilish

    - Billie Eilish har grebet en hel generation. Hun er kun 17 år gammel og har formået at blive talerør og skabe identifikation hos dem, der er outsidere – og det er de fleste som teenagere, siger Fie Neergaard.

  3. Ariana Grande

    - Ariana Grande har stået for nogle af de allerstørste hits, og ligesom Billie Eilish giver hun noget af sig selv. Også på de sociale medier. Samtidig har hun rykket sig musikalsk, så hendes musik er blevet mere urban og tung, end den har været tidligere, siger Fie Neergaard.

  4. Ed Sheeran

    - Ed Sheeran er den eneste, der er en ren poppet kunstner, på listen, og hans renskårede popmusik appelerer til rigtig mange, siger Sandie Westh.

  5. Bad Bunny

    - Bad Bunny er kæmpestor globalt set, særligt i USA og Sydamerika, men ikke verdens største herhjemme. Hans musik er latintrap med salsalyde og guitar. Det er en slags tropisk hiphop, der har sejret de sidste år, siger Fie Neergaard.

Hvad bliver det næste?

Kan man spå om, hvordan listen vil se ud for 2020?

- Hvis jeg skulle sætte mine penge på noget, skulle det være på de samme: Gilli, KESI og Ariana Grande, siger Fie Neergaard.

Selv om trends og genrer kan dominere listerne, er det i sidste ende noget andet, der afgør, hvem vi trykker play ved.

- Der vil altid være plads til pop, hvis den er god. Det gælder alle genrer - det vigtigste er kvaliteten, og at det er artister, der samler os, siger Sandie Westh.

Musik-data-gaveregnen stopper ikke her: Årets hurtigst voksende genre var 'Modern Bollywood', den mest populære humørbestemte playliste var 'feel good' efterfulgt af 'lit', og den mest populære podcastgenre var 'comedy'.

Ud over listerne over de mest populære kunstnere har Spotify også offentliggjort, hvilke sange vi har streamet mest:

Top 5 mest afspillede sange i Danmark

  1. 'Vai Amor' - Gilli
  2. 'Shallow' - Bradley Cooper og Lady Gaga
  3. 'Paris' - Lord Siva og Vera
  4. 'Dance Monkey' - Tones and I
  5. 'Someone You Loved' - Lewis Capaldi

Top 5 mest afspillede sange globalt

  1. 'Senorita' – Camila Cabello og Shawn Mendes
  2. 'Bad guy' – Billie Eilish
  3. 'Sunflower' – Post Malone og Swae Lee
  4. '7 Rings' – Ariana Grande
  5. 'Old Town Road' – Remix – Lil Nas X og Billy Ray Cyrus