Kendte

Versace sagsøger modefirma for at kopiere ikonisk kjole

- Versace frygter en udvanding af deres brand - det mest dyrebare, de har, siger ekspert. Alessandro Garofalo / Ritzau Scanpix

Den grønne kjole var årsagen til, at Googles billedsøgning blev opfundet. Nu er den omdrejningspunktet i en retssag.

Som journalist skal man være varsom med at bruge et ord som 'ikonisk' for tit. Men en gang imellem er der ingen vej udenom.

For den grønne Versace-kjole, som Jennifer Lopez havde på til Grammy-uddelingen i 2000, er lige præcis det.

Billederne af sangerinden i den meget udringede kjole gik verden rundt og fik så mange til tasterne, at Google oprettede sin billedsøgningstjeneste, og i dag, 20 år efter, kan den stadig trække overskrifter.

Versace har nemlig sagsøgt det amerikanske mærke Fashion Nova for at kopiere kjolen. Fashion Nova udnytter populariteten fra Versaces "signaturdesigns" til "at tjene penge, der går direkte ned i Fashion Novas lommer", står der blandt andet i søgsmålet.

Kjolen til højre er originalen, mens den til venstre anklages for at være en kopi.

Penge er den mindste del

For Versace handler sagen dog ikke meget om penge, mener Stina Teilmann-Lock, lektor på Institut for Design og Kommunikation på SDU med speciale i ophavsret og design.

- Dem, der køber Versace, er et helt andet segment end dem, der køber kopierne, siger hun.

Det er mærkets værdi, som er på spil. For hvis man går forbi for mange, der har Versace-lignende kopikjoler på, bliver det mindre eksklusivt.

- Versace frygter en udvanding af deres brand - det mest dyrebare, de har, siger Stina Teilmann-Lock.

20 år efter at Jennifer Lopez første gang havde den grønne kjole på, indtog hun catwalken i en 2020-version. Her sammen med designeren Donatella Versace.

Når kopi bliver strategi

Fashion Nova er berømt og berygtet for at kopiere dyre designs, kort tid efter at de kendte har båret dem på den røde løber. Og så at producere vanvittige mængder af tøj - op til 1000 designs om ugen.

- De prøver ikke at være originale. Det er en forretningsmodel for dem, at folk vil have kopierne, siger Stina Teilmann-Lock.

Fashion Nova har opbygget en kæmpe følgerskare på Instagram, fordi de samarbejder med tusindvis af influencere i form af mode- og livstilsbloggere. Stifter Richard Saghian har åbent lagt sig ud med den etablerede modeindustri.

- Konceptet er, at catwalks er døende. Hvorfor blev de skabt i første omgang? Fordi der ikke var noget internet. I dag ser folk mere på deres feeds for at få inspiration - ikke catwalkshow, sagde han til Buzzfeednews i 2017.

Stina Teilmann-Lock mener, det er svært at spå om udfaldet af sagen. Til gengæld vil vi sandsynligvis se flere sager af samme slags i fremtiden.

- Mode er at kopiere. Der findes kun mode, hvis der er efterlignere. Så det handler om at finde grænsen, siger lektoren.