Skuespiller bekræfter: Færdig med Bond

Det er første gang, skuespilleren selv bekræfter rygterne.
Efter måneders spekulation er det nu offentliggjort: Den næste James Bond-film bliver Daniel Craigs sidste.
- Det er på tide, at en anden får chancen, siger den britiske skuespiller til den tyske avis Express.
Første gang, Daniel Craig trak i agentjakkesættet, var i 2006. Det var i filmen ’Casino Royale’. Siden har han været Bond i tre film, senest ’Spectre’ fra 2015.
Efter den film udtalte Craig, at han hellere ville ”skære sig i håndleddene” end spille Bond igen, men alligevel er han på plakaten til den kommende Bond-film ’No time to die’.
Hvem tager over?
Spørgsmålet er nu, hvem der skal tage over i rollen som Agent 007.
Der har længe floreret rygter om mulige arvtagere, og blandt andet har britiske Idris Elba været i tale som den første sorte Bond. Elba har afvist rygterne.
Daniel Craigs pension fra Bond-rollen har også givet næring til rygter om, at agenten for første gang kan spilles af en kvinde.
Det har den tidligere Bond-skuespiller Pierce Brosnan været fortaler for.
- Nu har vi set fyrene spille ham i 40 år. Så væk med jer, drenge, og gør plads til en kvinde. Jeg synes, det ville være spændende, det ville være interessant, sagde han tidligere i år.