Kendte

Taylor Swift: Jeg må ikke spille mine hits til prisuddeling

Hashtagget #istandwithtaylor trender lige nu på de sociale medier, og flere melder, at Taylor-fans verden over har delt de to manageres kontaktoplysninger for at hjælpe deres idol. Mario Anzuoni / Ritzau Scanpix

Sangerinden opfordrer sine fans til at lægge pres på sine tidligere managere, som hun er i åben strid med.

Der er lagt op til det helt store show, når sangerinden Taylor Swift senere på måneden skal optræde ved årets American Music Awards, hvor hun også skal modtage prisen som 'Årtiets kunstner'.

Men nu hænger showet i en tynd tråd.

Årsagen er en efterhånden langvarig kamp mellem Swift og managerne Scooter Braun og Scott Borchetta, som ejer rettighederne til størstedelen af hendes musik.

- Jeg håber, vi kan tale noget fornuft i de mænd, der udøver tyrannisk kontrol over en, som bare gerne vil spille den musik, hun har skrevet, skriver Taylor Swift i et tweet.

Ifølge Taylor Swift vil Braun og Borchetta forhindre hende i at optræde med sine hits, og hun må heller ikke bruge sangene i en planlagt Netflix-dokumentar om hende.

Det budskab, de sender til mig, er klart: Vær en god, lille pige - og hold din kæft. Ellers bliver du straffet

Taylor Swift

Hvad handler striden om?

Kampen om rettighederne til sangerindens store bagkatalog begyndte, da Taylor Swift underskrev en kontrakt med Universal Music Group sidste år og forlod Scott Brauns selskab, Big Machine Record.

Problemet er, at Scott Braun stadig ejer alle Taylor Swifts master-optagelser fra hendes første seks albums. Hvis hun optræder med en hitparade til American Music Awards, vil det, ifølge Braun og Borchetta, tælle som genindspilninger. Og Taylor Swift har ikke lov til at genindspille sine ældre sange før november næste år.

- Det budskab, de sender til mig, er klart: Vær en god, lille pige - og hold din kæft. Ellers bliver du straffet, skriver hun.

Scott Braun er også manager for Ariana Grande og Justin Bieber.

Beder fans om hjælp

Sangkataloget er en guldfugl for Big Machine Records og skulle stå for 80 procent af pladeselskabets indtjening.

Hverken Scooter Braun eller Scott Borchetta har kommenteret Taylor Swifts opslag, men Braun har tidligere sagt, at det er "hårdt at blive angrebet", og at han er "åben for at tale om det".

Men det er Taylor Swift sandsynligvis ikke.

- Det her er FORKERT. Ingen af de her mænd har været inde over skriveprocessen med de her sange. De har ingenting gjort for, at jeg har det forhold, jeg har til mine fans i dag. Derfor beder jeg jer om hjælp, skriver Taylor Swift i opslaget.

Hashtagget #istandwithtaylor trender lige nu på de sociale medier, og flere melder, at 'Swifties' verden over har delt de to manageres kontaktoplysninger for at hjælpe deres idol.

- Jeg vil gerne bare kunne optræde med min egen musik, skriver Taylor Swift.

Taylor Swift er ikke den eneste musiker, der er endt i uenigheder med et pladeselskab. Se andre eksempler i listen herunder.

Andre musikere i krig med deres pladeselskaber

  1. Kesha

    Kesha ved MTV Video Music Awards i 2010.

    Sangerinden Kesha, hvis største hit er 'Tik Tok', trak overskrifter, da hun i 2014 sagsøgte sin producer Dr. Luke for at have bedøvet og voldtaget hende i begyndelsen af sin karriere.

    Året efter sagsøgte hun også sit pladeselskab, Sony, for at have vendt det blinde øje til og forsøgte også at blive fri af sin kontrakt. Det lykkedes ikke for sangerinden, der tabte begge sager. Hun havde havde skrevet under på at udgive seks albums under Sony og udgiver derfor stadig hos dem.

  2. Michael Jackson

    Michael Jackson i 2002.

    Michael Jackson følte ikke, at hans pladeselskab Sony gjorde nok for at promovere hans album 'Invincible'. 

    I 2002 anklagede han Sony for racisme og sagde blandt andet, at de "modarbejdede kunstnerne, stjal og snød", og at det særligt var tilfældet, hvis der var tale om afroamerikanske kunstnere. 

  3. Johnny Cash

    Johnny Cash i 1983.

    På trods af et 26 år langt samarbejde besluttede Colombia Records i 1986 at sige farvel til countrylegenden Johnny Cash.

    Inden da var forholdet mellem Cash og Columbia kølet gevaldigt af, fordi sangeren ikke følte, at han blev promoveret længere, mens pladeselskabet mente, at Cash ikke tjente nok ind til dem. 

  4. Prince

    Prince

    Prince er manden bag en af de mest åbenlyse pladeselskabskrige i historien. Han underskrev en 100 millioner dollars-kontrakt (678 millioner kroner, red.) med Warner Bros., men insiterede på selv at have rettighederne til sine sange og udgive dem, som han selv ville. 

    I en periode optrådte han med 'Slave' skrevet på kinden og skiftede navn til et symbol, ingen kunne udtale. Til sidst frigav selskabet Prince, og han udgav i en periode sin musik på nettet. 

  5. Dr. Dre

    Producer Dr. Dre i 2015.

    Det var de digitale rettigheder, der var udgangspunkt i fejden mellem rapperen Dr. Dre og hans pladeselskab Death Row Records. I 2015 fik rapperen rettens ord for, at han selv fik al overskuddet for det digitale salg af hans 1992-album 'The Chronic'. 

  6. Destiny's Child

    2001

    La Travia Roberson og LeToya Luckett hævdede, at de ikke vidste, at de var ude af pigegruppen Destiny's Child, indtil de så musikvideoen til 'Say My Name', hvor to nye medlemmer lipsyncede deres linjer. 

    Roberson og Luckett sagsøgte Beyoncé, hendes far, gruppens manager og pladeselskabet Sony. I 2002 indgik parterne forlig. 

  7. Metallica

    Metallicas danske trommeslager, Lars Ulrich, under retssagen mod Napster.

    Det var ikke et pladeselskab, men derimod hjemmesiden Napster, som Metallica sagsøgte i 2000 for at dele bandets musik gratis på nettet. 

    Metallica vandt sagen, som ændrede musikindustrien for evigt, og Napster blev dømt til at lukke.