Kendte

Internettet hylder Keanu Reeves efter foto

Billedet af Keanu Reeves og Alexandra Grant, der har startet debatten om aldersdiskrimination.

Et billede af Keanu Reeves kæreste har sat ild til internettet - på grund af hendes hårfarve.

Keanu Reeves trender på Twitter, efter han er blevet fotograferet med en kvinde, som folk anser for ’alderspassende’ (age appropriate, red.). Men skal man hyldes, fordi ens kæreste er jævnaldrende med en selv?

Skuespilleren er mest kendt for sin rolle som Neo i ’Matrix’, men også for at holde sit privatliv ude af kameraernes blitzlys. Derfor tiltrak det ekstra opmærksomhed, da han mødte op på den røde løber med kunstneren Alexandra Grant.

Alligevel er det noget andet, der har vakt mest opsigt: Alexandra Grant har gråt hår.

Det syn er så sjældent, når kvinder træder frem på den røde løber, at det har fået folk til tasterne for at hylde Reeves.

- Når en kendis som Reeves dater en ældre kvinde, der ovenikøbet ikke farver sit hår, så tænker nogle, at han skal modtage en feministisk Nobelpris, siger Sharon Marcus, professor i engelsk kultur ved Colombia University, til NBC.

Sammenlignet med 74-årig

Nogle har forvekslet Alexandra Grant med den engelske skuespiller Helen Mirren, der er 74. Helen Mirren har selv udtalt, at hun er ”smigret” over sammenligningen, men mange ser det som et udtryk for, at aldersdiskriminationen mod kvinder lever i bedste velgående.

”Hvis du ikke er 24 i Hollywood, så er du så godt som 70”, skriver en Twitter-bruger, der ligesom mange andre ser det som et udtryk for, at ageism (aldersdiskrimination red.) fortsat er et problem i Hollywood.

På trods af både hårfarven og hyldesten er Alexandra Grant ni år yngre end den 55-årige Keanu Reeves. Det understreger endnu tydeligere sjældenheden ved jævnaldrende kærester, skriver flere medier.

Potens i powerkvinder

Parterapeut og sexolog Marie Safina Kademann studsede også over billedet, da det dukkede frem i hendes feed.

- Hun har de rynker, man har i fyrrene, og er ikke en trophy wife, som vi kender dem, siger hun.

Hun fortæller, at det i 80'erne, 90'erne og 00'erne var et statussymbol for en mand at have en yngre kvinde.

- Det var lig med penge, magt og potens. Der kunne sagtens også være kærlighed, men det andet var også en vigtig del af det. Nu er det anderledes. Hvis man kan få en powerkvinde, der er ti år ældre end en, så er man selv noget værd, siger hun.

Handler om noget andet

Hyldestreaktionerne er måske ikke helt grundløse - tal fra Danmarks Statistik viser, at i 2017 var gommen i to ud af tre danske brudepar ældre end bruden. I én ud af 20 vielser var bruden mindst fem år ældre.

Blandt andet derfor er det, ifølge Marie Safina Kademann, et stærkt signal, at Keanu Reeves stiller sig frem i kampen mod stereotyperne og ageism.

Men i virkeligheden drejer det sig om noget andet, siger Marie Safina Kademann.

- I bund og grund handler det om kærlighed, og i det her tilfælde er kærligheden så pakket ind med gråt hår, siger hun.

Andre par med stor aldersforskel

  1. Dot Wessman og Morten Messerschmidt

    Morten Messerschmidt og Dot Wessman

    Aldersforskel: 22 år

    Morten Messerschmidts kæreste Dot Wessman er halvandet år ældre end hans mor. Bakken-sangerinden og politikeren mødtes i 2009, og dengang sagde Morten, at folk, der gik op i aldersforskellen, kunne "rende ham i fordommene".

    På trods af en enkelt pause danner de stadig par i dag. 
     

  2. Mary-Kate Olsen og Olivier Sarkozy

    Olivier Sarkozy og Mary-Kate Olsen

    Aldersforskel: 22 år

    Den ene halvdel af Olsen-tvillingeparret Mary-Kate var 25 år gammel, da hun først begyndte at se den franske præsident Sarkozys halvbror Olivier. 

    Parret blev gift i 2015 ved et stort bryllup. 

  3. Ibi og Simon Makienok

    Ibi Støving og Simon Makienok

    Aldersforskel: 16 år

    Tv-værten Ibi Støving og fodboldspilleren Simon Makienok mødtes første gang under et interview. Senere fandt parret sammen og deler i dag efternavn - selv om der er spekulationer om, hvorvidt de er gået fra hinanden igen. 

    - Vi snakkede aldrig om aldersforskellen i starten, men det gjorde alle andre til gengæld, især fordi det var mig og ikke Simon, der var ældst, har Ibi Makienok tidligere fortalt i et interivew. 

  4. Jay-Z og Beyoncé

    Beyoncé og Jay-Z ved Met Gala i 2015.

    Aldersforskel: 12 år

    Et af de allerstærkeste power-par er Beyoncé og Jay-Z, hvor der også er en gedigen aldersforskel mellem dem. 

    Beyoncé var 19 år, da de mødtes. Jay-Z var 31. I dag har parret besluttet at "put a ring on it" og har tre børn. 

  5. Emmanuel og Brigitte Macron

    Brigitte og Emmanuel Macron under EP-valget.

    Aldersforskel: 24 år

    Brigitte Macron er i dag 65 år gammel, mens hendes mand er 40. De mødtes, da hun var hans lærer, og hans forældre var imod relationen, som i en årrække var hemmelig.

    De blev først gift i 2007 og er stadig sammen i dag.