Kendte

Hun startede som naboens countrydatter – nu bliver hun ’Årtiets kunstner’

Til sommer spiller Taylor Swift på Roskilde Festival. Men inden da bliver hun kåret til 'Årtiets kunstner'. Jean-baptiste Lacroix / Ritzau Scanpix

Taylor Swift har nået mere, end de fleste kan drømme om i løbet af et helt liv. Nu runder hun endnu en milepæl.

Hun har vundet flere American Music Awards-statuetter end nogen anden kunstner og er på vej til at slå Michael Jacksons rekord med fem priser på én aften.

Nu har American Music Award offentliggjort, at Taylor Swift hædres som ’Årtiets kunster’.

Begyndelsen

Men det startede et helt andet sted for den blonde sangerinde, der voksede op i staten Pennsylvania.

Hun lyttede til countrysangerinderne Shania Twain og Faith Hill, og som 11-årig tog hun med sin mor til Nashville og afleverede et demobånd, hvor hun sang Dolly Parton-karaoke-numre.

Båndet blev afvist, og Taylor Swift tog hjem og lærte at spille guitar.

Og tre år senere - i 2006 - skrev hun under på en kontrakt med Sony og udgav sit første album.

En ung Taylor Swift løfter sin guitar under en koncert.

Albummet markerede begyndelsen på en flod af priser, da hun vandt prisen for ’Årets bedste nye Countrynavn’ ved Horizon Award-showet. Sangene, der handlede om at være ung, forelsket og i tvivl, havde Taylor Swift selv skrevet, mens hun havde sit første år i high school.

Det hele tog fart - og skabte kontroverser

Men countrymusikken blev hurtigt skiftet ud med pop - og fik for alvor den unge kvinde med de lange krøller på alles læber.

I 2009 udgav Taylor Swift sit andet album, Fearless. Det blev årets bedst sælgende album i USA, vandt fire Grammyer og med sine tyve år blev hun den yngste vinder nogensinde af statuetten for ’Årets Album’.

Hun var officielt en af de helt store.

Her bliver Taylor Swifts takketale afbrudt af en utilfreds Kanye West.

Det er også ti år siden, at Kanye West hoppede op på scenen under VMA-uddelingen og proklamerende, at Taylor Swift ikke fortjente statuetten for årets video, fordi den i stedet skulle være gået til Beyoncé.

Kanye West og Taylor Swift begravede stridsøksen - men kun for en kort stund, for rapperen udgav i 2016 sangen ’Famous’, hvor han sviner hende til og blandt andet rapper, at hun kun er kendt på grund af ham.

Senere svarede Taylor Swift dog igen i sangen 'Look what you made me do' fra hendes sjette album, hvor de første linjer handler om, at hun ikke kan lide ham.

I 2017 optrådte Taylor Swift på forsiden af Time Magazine som en del af MeToo-bølgen.

Taylor Swift i tal

Taylor Allison Swift er født 13. december 1989.

Har solgt mere end 50 millioner albums og 150 millioner singler.

Har vundet 10 Grammypriser, 24 American Music Awards, 23 VMAs, en Emmy og en Brit Award.

Ifølge Forbes Magazine er Taylor Swift god for 360 millioner dollars (2,4 milliarder danske kroner, red.).

Taylor Swift var den første person, der fik 50 millioner følgere på Instagram. Det tal rundede hun i oktober 2015.

De seneste par år har Taylor Swift brugt sin magt til mere end blot at vinde priser.

Hun har blandt andet fjernet al sin musik fra Spotify i en periode og lagt sig ud med Apple Music, fordi de nægtede at betale kunstnere for afspilninger, hvis brugerne var i gang med en prøveperiode.

Det virkede, og Apple Music gav efter.

Taylor Swift er kendt som katteelsker, så det var på mange måder passende, at hun sidste år blev afsløret som en del af castet til filmversionen af musicalen ’Cats’. Her ses hun under en koncert i 2019.

Til sommer spiller årtiets kunstner sin første koncert på dansk grund, når hun indtager Orange Scene på Roskilde festival.

Ud over at modtage prisen som årtiets artist til American Music Award-showet, optræder Taylor Swift til showet, der finder sted 24. november.