Film om Batman-skurk vinder hovedprisen under Venedig Film Festival

16x9
Instruktør Todd Phillips (højre) og skuespiller Joaquin Phoenix modtog Guldløven i Venedig. Foto: Alberto Pizzoli / Ritzau Scanpix

'Joker' har også gode chancer ved Oscar-uddelingen næste år, lyder det fra flere.

Den er blevet rost til skyerne af kritikerne og spået stor hæder.

Derfor var det for mange ingen overraskelse, at filmen 'Joker' lørdag aften løb med hovedprisen - den såkaldte Guldløve - ved dette års filmfestival i Venedig.

Instruktør Todd Phillips og skuespiller Joaquin Phoenix tog imod prisen sammen.
Instruktør Todd Phillips og skuespiller Joaquin Phoenix tog imod prisen sammen. Foto: Claudio Onorati / Ritzau Scanpix

Filmen, som handler om den ikoniske skurk Jokeren i Batman-universet, før han blev en skurk, har Joaquin Phoenix i hovedrollen, og det er særligt hans præstation, som tilskrives æren for prisen.

Hans tolkning af rollen er blevet kaldt "hypnotiserende" og et udtryk for "teknisk brillans".

I fodsporene på flere succeser

Instruktøren af filmen, Todd Phillips, var rørt, da han modtog prisen under festivalen. Og han benyttede da også lejligheden til at hylde hovedrollen.

- Du er den mest bidske og modigste og mest åbensindede løve, jeg kender. Tak for at stole på mig med dit utrolige talent, lød da fra instruktøren til Joaquin Phoenix.

Under premieren på 'Joker' var masser af fans mødt op. I Danmark har 'Joker' premiere 3. oktober.
Under premieren på 'Joker' var masser af fans mødt op. I Danmark har 'Joker' premiere 3. oktober. Foto: Claudio Onorati / Ritzau Scanpix
Den tysk-amerikanske skuespillerinde Zazie Beetz spiller også med i 'Joker' i rollen som alenemoren Sophie Dumond.
Den tysk-amerikanske skuespillerinde Zazie Beetz spiller også med i 'Joker' i rollen som alenemoren Sophie Dumond. Foto: Claudio Onorati / Ritzau Scanpix

Siden visningen 31. august under den 76. Venedig Film Festival har anmelderne ikke bare snakket om Guldløven - muligheden for en Oscar-statuette til hovedrolleindehaveren er også blevet nævnt.

Vindere under Venedig Film Festival

Guldløven for bedste film: 'Joker'

Juryens hovedpris: 'J’acusse'

Sølvløven for bedste instruktør: Roy Andersson, 'About Endlessness'

Bedste mandlige skuespiller: Luca Marinelli, 'Martin Eden'

Bedste kvindelige skuespiller: Ariana Ascaride, 'Gloria Mundi'

Bedste manuskript: 'No. 7 Cherry Lane'

Speciel jurypris: 'The Mafia Is Not What It Used To Be'

Bedste nye skuespiller: Toby Wallace, 'Babyteeth'

FIPRESCI (Kritikernes pris): 'J’accuse' (Roman Polanski)

Blandt andet kalder den britiske avis The Guardian 'Joker' for "en af de modigste Hollywood-produktioner i længere tid".

Hvis 'Joker' får succes ved Oscar-uddelingen næste år, vil den følge i fodsporene på tidligere års vindere som 'The Shape of Water' og 'Roma'.

Se traileren til 'Joker' her.

Roman Polanski vinder pris

Den næststørste pris ved filmfestivalen, juryens hovedpris, gik til 'J'accuse' af instruktøren Roman Polanski.

Emmanuelle Seigner smilede stort, da hun modtog prisen for sin mand.
Emmanuelle Seigner smilede stort, da hun modtog prisen for sin mand. Foto: Andrea Merola / Ritzau Scanpix

Han har været i strid modvind i Hollywood i årtier, efter at han blev dømt for at have bedøvet og voldtaget en 13-årig pige.

86-årige Polanski mødte ikke selv op på festivalen. I stedet var det hans kone, den franske skuespiller Emmanuelle Seigner, som også er med i 'J'accuse', der tog imod prisen.

Det gjorde hun til få klapsalver og et par buh-råb.