Justin Bieber indrømmer alvorligt narkomisbrug

16x9
Justin Bieber fortæller på Instagram om den nedtur, han har været igennem, efter han som helt ung blev verdensstjerne. Foto: Danny Moloshok / Scanpix Denmark

Berømmelse og alt for meget pres i en ung alder fik ungdomsstjernen til at træffe nogle dårlige beslutninger, fortæller han på Instagram.

Allerede som 13-årig blev Justin Bieber opdaget og berømt. Inden for få år var han en international superstjerne, der tjente millioner af dollar og havde millioner af fans verden over.

Men berømmelsen ramte ham, og han var ikke klar til at håndtere det hele i så ung en alder. Og derfor traf han nogle ”forfærdelige beslutninger”, som endte i et alvorligt stofmisbrug.

Det skriver Bieber selv i et personligt opslag, som han mandag delte med sine 118 millioner følgere på det sociale medie Instagram.

Her beskriver han, at det ikke er mærkeligt, at så mange børnestjerner kommer på afveje, når man ser på det pres og ansvar, der bliver pålagt dem, selvom deres hjerner og følelser slet ikke er fuldt udviklet.

- Hele mit liv blev vendt rundt. Jeg gik fra at være en 13-årig dreng fra en lille by til at blive lovprist til højre og venstre af hele verden med millioner, der fortalte, hvor meget de elskede mig, og hvor fantastisk jeg var.

- Når man lægger det hele sammen, gør det noget ved dig, som bare ikke kan forklares, lyder det fra den i dag 25-årige sanger.

Indledte misbrug som 19-årig

Justin Bieber fortæller i opslaget, at han aldrig lærte at tage ansvar for noget selv, da andre altid gjorde alting for ham.

- Så da jeg var fyldt 18, havde jeg ingen evner i den virkelige verden, men millioner af dollar og adgang til lige det, jeg ville.

Justin Bieber brød igennem med megahittet 'Baby' efter at være blevet opdaget på Youtube.
Justin Bieber brød igennem med megahittet 'Baby' efter at være blevet opdaget på Youtube. Foto: Danny Moloshok / Scanpix Denmark

Den ene dårlige beslutning blev fulgt op af den anden, og samtidig sendte livet som sangstjerne ham ud i masser af op- og nedture, han ikke kunne håndtere.

- Jeg begyndte at tage hårde stoffer som 19-årig og misbrugte alle mine forhold. Jeg blev irritabel, respektløs over for kvinder og vred. Jeg blev fjern for alle, der elskede mig, og jeg gemte mig bag en skal af den person, jeg var blevet, skriver Justin Bieber.

Nu ser han fremad

Superstjernen skriver, at det har taget ham år at komme tilbage fra nedturen og få vendt sit liv.

Han slutter med at fortælle, at han nu ser fremad mod det gode, der ligger foran ham: hans ægteskab.

Bieber blev sidste år gift med Hailey Baldwin, som han tidligere på året havde forlovet sig med.

Du kan se hele opslaget fra Justin Bieber her: