Tre danske film valgt til kapløb om oscarindstilling

16x9
Jesper Christensen er med i 'Før Frosten'. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen / Ritzau Scanpix

'Dronningen', 'Før frosten' og 'Ser du månen, Daniel' er de film, der skal kæmpe om at være det danske bud.

'Dronningen', 'Før frosten' og 'Ser du månen, Daniel' er valgt til kapløbet om en dansk indstilling til en Oscar.

Det skriver Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.

De tre film er valgt som dem, der nu skal dyste om at blive indstillet som det danske bud på en oscarnominering til bedste internationale film.

Det sker, efter at Det Danske Filminstitut tirsdag formiddag har offentliggjort deres såkaldte shortlist, som instituttet laver hvert år.

Vandt publikumspris

'Dronningen' handler om advokaten Anne, der indleder en affære med sin 17-årige stedsøn.

Filmen vandt publikumsprisen ved filmfestivalen Sundance og blev udråbt af flere anmeldere som et hovedværk i dansk film. Trine Dyrholm spiller hovedrollen og fik stor ros for sin præstation.

'Før frosten' udspiller sig i midten af 1800-tallet og følger en bondefamilie.

Filmen blev varmt modtaget ved verdenspremieren på Toronto Filmfestival i 2018, hvor især Jesper Christensen høstede ros.

'Ser du månen, Daniel' er en filmatisering af Puk Damsgårds roman med samme navn. Den følger den danske fotograf Daniel Rye, der blev holdt som gidsel hos Islamisk Stat i 398 dage.

Esben Smed spiller hovedrollen Daniel. Filmen har endnu ikke fået premiere, men kommer i biograferne 29. august.

Feltet skal først snævres ind

Der er dog lang vej til, at en af filmene kan modtage den eftertragtede guldstatuette i februar næste år.

Først skal filminstituttet snævre feltet ind, så de tre film bliver til en enkelt dansk kandidat. Det gør de 24. september.

Herefter ser forskellige komitéer på landenes bud. 13. januar offentliggøres fem film, der er udvalgt som nominerede til prisen for bedste internationale film.