Kendte

Hvem har vundet flest, og hvordan fik prisen sit navn? Her er 10 ting, du skal vide om Oscar

Årets Oscar-fest bliver afholdt 24. og 25. februar 2019.  Scanpix

Vidste du, at et mordforsøg på en præsident betød, at Oscar-showet blev rykket en dag? Her får du ti facts om det storslåede Oscar-show.

Natten mellem 24. og 25. februar løber det 91. Oscar-show over skærmen, mens mellem 25 og 30 millioner seere verden over følger med. Den populære prisuddeling blev første gang afholdt i 1929, dengang hed det Academy Award of Merit.

Men hvordan endte prisen egentlig med at hedde Oscar? Hvordan bliver de nominerede film udvalgt, og hvilken person har flest statuetter på hylden?

Sådan kan du se Oscar-showet på TV 2

TV 2 er med hele vejen, når Oscar-uddelingen sendes søndag aften 9.-10. februar 2020. 

  • Klokken 23.00 byder Michèle Bellaiche indenfor i studiet, hvor eksperter fortæller om de nominerede og er med hele showet igennem.
  • Klokken 00.30 ankommer stjernerne på den røde løber.
  • Klokken 02.00 begynder selve showet med prisoverrækkelser.
  • Klokken 05.30 slutter showet. 

Hele showet sendes direkte på TV 2 PLAY.

Du kan gense højdepunkter fra showet på TV 2 ZULU mandag klokken 22.10.

Det kan du få svar på i denne artikel.

Se alle vinderne fra Oscar-uddelingen 2019 her. Listen opdateres løbende som priserne overrækkes.

Hvorfor hedder prisen Oscar?

Det er der faktisk ingen, der ved. Prisen hedder slet ikke Oscar, men Academy Award of Merit – eller groft oversat 'Akademiets pris for fortjeneste'.

 

Navnet Oscar begyndte at blive brugt i avisartikler i begyndelsen af 1930'erne.

 

Der findes en række teorier omkring kælenavnet, men Akademiets favoritteori er, at en sekretær ved Akademiet ved navn Margaret Herrick så en skitse til statuetten og påpegede, at den lignede hendes onkel Oscar. Flere overhørte det, og det hang ved. 

 

En anden teori er, at Bette Davis gav sin statuette øgenavnet Oscar efter sin mand, da hun vandt i 1935. Det skriver The Guardian

Hvordan bliver en film nomineret?

Der er mange krav, der skal opfyldes, for at en film kan blive nomineret.

 

Filmen skal blandt andet vare mindst 40 minutter. Den skal have været vist i en kommerciel biograf for betalende gæster i Los Angeles i mindst en uge. Og så skal den have været vist i perioden 1. januar til 31. december året forud for Oscar-showet. 

 

Producerne indstiller selv deres film. Dernæst stemmer Oscar-akademiet på deres favoritter. Filmene med flest stemmer kommer blandt de få nominerede. 

Hvem bestemmer, hvem der vinder?

Det gør Oscar-akademiet (Academy of Motion Picture Arts and Sciences), der består af 6000 medlemmer, som repræsenterer forskellige brancher inden for filmverdenen, for eksempel skuespillere, instruktører, kamerafolk, klippere og makeup-artister.

 

De er inddelt i brancher, og man kan kun nominere folk inden for sin egen branche. Eneste undtagelse er prisen for 'bedste film'. Her må alle fra Akademiet stemme. 

 

Størstedelen af medlemmerne er amerikanere, men der er filmfolk fra hele verdenen. Instruktørerne Nicolas Winding Refn og Tobias Lindholm er blandt nogle af danskerne i Akademiet.

Har der nogensinde været to vindere, fordi stemmerne har været lige?

Seks gange i Oscar-historien har man måttet give to priser i samme kategori, fordi to personer eller film fik lige mange stemmer. Det skriver Huffingtonpost.com.

 

Den mest berømte episode foregik i 1969, da den nyudklækkede 26-årige skuespillerinde Barbra Streisand måtte dele titlen som årets skuespillerinde med 61-årige Katharine Hepburn, der allerede havde to Oscar-statuetter hjemme på hylden. 

 

Barbra Streisand vandt for sin rolle i 'Funny Girl', mens Hepburn vandt for 'Løve ved vintertid'. Barbra Streisand fik dog lov til at gå alene på scenen, eftersom Hepburn aldrig nogensinde har deltaget i Oscar-showet i forbindelse med, at hun har vundet en pris. 

Er Oscar-showet nogensinde blevet aflyst?

Nej, Oscar-showet er aldrig blevet aflyst, men det er blevet udskudt tre gange som følge af alvorlige hændelser. 

 

I 1938 blev showet forsinket en uge på grund af voldsomme oversvømmelser i Oscar-hjembyen Los Angeles, der kostede mere end 100 mennesker livet. 

 

I 1968 valgte Akademiet at udskyde showet to dage på grund af menneskerettighedsforkæmperen Martin Luther Kings begravelse. 

 

Oscar-showet skulle have været afholdt 30. marts 1981, men samme dag blev den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan skudt og forsøgt myrdet. Showet blev derfor udskudt en dag. 

Hvilken film har vundet flest Oscars?

'Titanic' (1997) og 'Ringenes Herre - Kongen vender tilbage' (2003) og 'Ben Hur' (1959) er de eneste film, der har vundet hele 11 Oscar-priser. De er dermed de mest prisvindende film nogensinde. 

Hvilken person har vundet flest Oscars?

Med 26 priser er Walt Disney den person, der har vundet flest Oscar-statuetter. Han vandt de fleste af sine priser i perioden 1932-1969. Her vandt han en række priser for bedste animerede kortfilm. 

 

Katharine Hepburn er den skuespiller, der har modtaget flest Oscar-statuetter. Hun har vundet fire priser som årets skuespillerinde. 

Hvor mange Oscar-statuetter har Danmark vundet?

Det kommer lidt an på, hvordan man kategoriserer "Danmark". Hvis man ser på danske filmproduktioner, har Danmark vundet otte priser. Det viser en opgørelse fra Det Danske Filminstitut. Derudover har en række danskere og udenlandsdanskere vundet priser for deres arbejde med film, der ikke var dansk producerede. 

 

Her kan du se listen over de danske Oscar-vindere igennem tiderne: 

'Bedste ikke-engelsksprogede film':

  • 2011: 'Hævnen' – Susanne Bier
  • 1989: 'Pelle Erobreren' – Bille August
  • 1988: 'Babettes gæstebud' – Gabriel Axel

Bedste kortfilm:

  • 2014: 'Helium' – Anders Walter
  • 2009: 'De nye lejere' – Joachim Back
  • 2002: 'Der er en yndig mand' – Martin Strange-Hansen
  • 1998: 'Valgaften' – Anders Thomas Jensen

Bedste animerede kortfilm

  • 1985 'Anna og Bella' - Børge Ring. 
Vinder man andet end selve prisen?

Man vinder "kun" statuetten, der er omkring 2500 kroner værd i materialer. Den kan dog ikke videresælges, for Oscar-Akademiet har førsteret til at få den uden betaling. 

 

Til gengæld viser adskillige opgørelser fra Hollywood, at en Oscar-statuette ofte baner vej for nye jobtilbud og en god lønstigning. 

 

Desuden får de 200 nominerede en goodiebag, der er mange tusind kroner værd. I dette års goodiebag er der blandt andet et krydstogt til Galapagos eller Costa Rica, en uges ferie i Grækenland og en "fobi-kur" hos en fobiekspert. Det skriver Independent.com.

Hvem er inviteret med til Oscar-festen?

Der er plads til 3400 personer fordelt på fire etager og 20 loger i Dolby Theatre. Alligevel er det umuligt at få plads til de mange filmfolk, der ønsker at deltage. 

Hvert år nomineres omkring 200 personer, og de får mulighed for at medbringe et sted mellem en og tre personer hver. Derudover får de kendte, der skal uddele priser, også mulighed for at medbringe en gæst. 

 

En stor bunke billetter gives til tv-kanalen ABC, der producerer og viser showet. Samtidig får store filmselskaber som Warner Bros., Disney, Fox, Sony, Paramount og Universal, der ofte har mange film nomineret, også en stor stak billetter. 

 

Man kan altså ikke som helt almindelig person købe biletter til Oscar-showet.