Årgang 0

'Årgang 0'-Mathilde vil helt til tops i McDonald's

19-årige Mathilde Beuschau fra København har fuld gang i karrieren og har fået ny kæreste og lejlighed.

Hun var en af de oprindelige 'Årgang 0'-børn, der lige fra fødslen blev hovedpersoner i det ambitiøse tv-projekt.

Her charmerede hun sig ind på seerne med sine lyse krøller og sit iltre temperament, lige indtil hendes forældre efter syv sæsoner valgte at trække sig fra serien af familiemæssige årsager.

Siden 2007 har familien Beuschau fra Valby ved København holdt sig uden for offentlighedens søgelys.

Men i de seneste år er Mathilde Beuschau enkelte gange dukket op i medierne igen og har fortalt om, hvad der er sket, efter at hun forlod skærmen.

Hun har en Instagram-profil med 21.000 følgere, som hun jævnligt forsyner med fotos af sig selv og sine tre søskende.

Og nu giver hun på TV 2 PLAY sine mange trofaste ’Årgang 0’-fans en opdatering på den seneste udvikling i sit liv.

Se klip fra den 17 minutter lange minidokumentar 'Ketchup i blodet' øverst på siden.

Satser på McDonald’s

Mathilde Beuschau føler sig allerede meget mere voksen end sine nu 19 år.

Hun var den første af ’Årgang 0’-børnene til at forlade barndomshjemmet, da hun som 17-årig flyttede sammen med sin daværende kæreste i hans fars hus, og siden 9. klasse har hun haft fritidsarbejde hos McDonald’s i Valby.

Arbejdet var bare meget sjovere end skolen

Mathilde Beuschau, tidligere 'Årgang 0'-barn

I sommeren 2017 begyndte hun på en erhvervsuddannelse på handelsgymnasiet Niels Brock i København og havde planer om senere at søge ind til politiet.

Familien Beuschau - kendt fra 'Årgang 0'

Familien Beuschau medvirkede i ’Årgang 0’ fra 2000-2007.

Sygeplejersken Louise og webdesigneren Martin boede i de første år i en lejlighed på Østerbro, hvor de fik datteren Mathilde i 2000.

Knap to år senere fik Mathilde en lillesøster, Frederikke.

I 2003 flyttede familien til Valby, hvor de købte en murermestervilla med have. Og to år senere, i 2005, kom lillebror Rasmus til verden.

I 2010 blev familien forøget med efternøleren Alberte.

Men i løbet af det første års studier kom arbejdet på McDonald’s til at fylde så meget, at hendes fravær efterhånden nåede op på 70 procent.

- Arbejdet var bare meget sjovere end skolen. Jeg elsker, at der er tempo på, og er generelt ikke så god til at sidde stille, erkender Mathilde Beuschau.

Hun tog derfor konsekvensen og satser nu 100 procent på McDonald’s, hvor hun siden i sommer har arbejdet som skiftleder for omkring 20 medarbejdere. Et tempofyldt job, der kræver fuld opmærksomhed og overblik.

Der er tempo på, når Mathilde Beuschau skal passe arbejdet som skiftleder for omkring 20 medarbejdere på McDonald's i Valby.

Næste skridt er, at Mathilde skal ”verificeres” som skiftleder, hvilket betyder, at hun officielt bliver godkendt til lederjobbet og kan skifte sin hvide skjorte ud med en blå.

Mødte sin nye kæreste på jobbet

Det var også på McDonald’s, at Mathilde Beuschau i marts 2018 mødte sin nuværende kæreste, 24-årige René.

Dengang var han en af skiftlederne med blå skjorte, der var chef for blandt andre Mathilde og de øvrige medarbejdere på skiftet.

- I starten snakkede vi bare meget sammen og blev venner. Men så udviklede det sig hen ad vejen. Omkring maj begyndte vi at date, og i starten af juli blev vi enige om, at vi var kærester, mens vi var på Roskilde Festivalen, siger Mathilde Beuschau.

For første gang føler hun, at hun har fået en kæreste, som alt fungerer med. At de stort set er enige om alting, og at de er gode til at gå på kompromis, når de en sjælden gang er uenige.

- Alting er nemt. Han er bare helt fantastisk, og jeg får lov til at drømme og sige min mening. Vi har fælles interesser og elsker de samme ting ved livet. Og så er min familie helt vilde med ham. Det er totalt bonus, jubler den tidligere 'Årgang 0'-pige.

Selv hendes vilde temperament, som forældrene Louise og Martin kæmpede hårdt med under Mathildes opvækst, er faldet til ro, efter at hun har mødt sin nye kæreste. For han giver hende al den frihed, hun har brug for.

Mathilde Beuschau ses her som femårigt 'Årgang 0'-barn sammen med sin far og mor, Martin og Louise. Trods sin store charme kunne hun indimellem være lidt af en mundfuld for sine forældre.

- Hvis jeg har lyst til at gå ud en aften, så gør jeg det, og hvis jeg ikke har det, så bliver jeg hjemme. Man kan gøre, hvad der passer én. Men selvfølgelig tænker man på sin partner også, siger hun.

Den seneste udvikling i forholdet mellem Mathilde og René er, at de er flyttet sammen i en fireværelses lejelejlighed i Valby, bare én kilometer fra McDonald’s. Det passer Mathilde rigtig godt, fordi hun så ikke skal bruge så meget tid på transport til og fra sit arbejde.

Samtidig bor hun stadig tæt på resten af familien, der fortsat holder til i murermestervillaen i Valby. Det sker ret tit, at hun og René tager forbi til aftensmad.

Til gengæld deler René ikke længere arbejdsplads med Mathilde. Han har nemlig besluttet sig for at skifte branche og er netop begyndt på uddannelsen til mejerist.

Tager videregående uddannelse gennem burgerkæden

Selvom Mathilde Beuschau i første omgang har planer om at blive verificeret som skiftleder, har hun også ambitioner om at komme endnu længere op i hierarkiet.

Til sommer vil hun begynde at læse til handelsøkonom gennem McDonald’s' eget uddannelsessystem.

Rent praktisk foregår det ved, at hun i løbet af et år skal tilbringe fem-seks uger på skolebænken, samtidig med at hun passer sit arbejde i Valby.

- Jeg skal gå i skole i Odense. Så bor man på skolen i en uge, og så kommer man tilbage efter den uge. Indimellem har man nogle skriftlige afleveringer, fortæller hun og fortsætter.

Mathilde Beuschau fra Valby ved København er gladere, end hun har været meget længe. Årsagen hedder René, som er hendes nye kæreste, og som hun mødte gennem sit arbejde på McDonald's.

- Der er nok ikke ret mange, der ved, at man kan tage en videregående uddannelse gennem McDonald’s. Man kan for eksempel også tage en ph.d. (en udvidet universitetsgrad, red.). Det er nok derfor, at mange mener, de kan se ned på én, fordi man ”bare” arbejder på en McDonald’s, siger Mathilde Beuschau.

På længere sigt håber hun, at uddannelsen vil føre hende helt til toppen af burgerkæden – enten som restaurantchef i Valby eller til et job på McDonald’s' hovedkontor i København.

Fremtidsplaner i USA

Hvad angår fremtiden med kæresten René, har Mathilde også lagt planer.

De har begge to en drøm om at flytte til USA.

Jeg har faktisk en lille drøm om at blive influencer

Mathilde Beuschau, tidligere 'Årgang 0'-barn

- Når René er færdig med sin skole om tre år, kunne vi godt tænke os at bo i USA i en periode. Han vil nemlig gerne arbejde derovre og tage en økonomisk uddannelse, som han kan bruge inden for mejeristfaget, siger hun.

Selvom der skulle være gode muligheder for, at Mathilde selv kunne komme videre med sine karrieremæssige ambitioner i McDonald’s' eget hjemland, har hun umiddelbart andre ønsker til livet i USA.

- Jeg har faktisk en lille drøm om at blive influencer, og der vil måske være gode muligheder for at prøve det af derovre. Så selvom det stritter imod alt, hvad jeg ellers siger, så tror jeg, at jeg vil tage lidt væk fra McDonald’s og prøve at satse mere på min Instagram, lyder det fra Mathilde Beuschau.

På spørgsmålet om, hvad der er blevet af hendes drøm om at søge ind hos politiet, svarer hun, at intet endnu ligger helt fast.

- Om jeg skal være politimand, om jeg skal være sygeplejerske (ligesom sin mor, red.), eller om jeg fortsætter inden for McDonald’s, ved jeg ikke. Det finder jeg ud af på et eller andet tidspunkt. Jeg føler også, at jeg stadig har masser af tid til at finde ud af det.

Se det allersidste afsnit af 'Årgang 0' lige nu på TV 2 PLAY eller tirsdag klokken 20.00 på TV 2.