Årgang 0

’Årgang 0’-instruktør ser tilbage: Fem minder, der gjorde særligt indtryk

Instruktør og tilrettelægger Anne Hjort har været med hele vejen i tv-projektet 'Årgang 0'. Her ser hun tilbage på de mest mindeværdige begivenheder.

19 sæsoner med dokumentarserien 'Årgang 0' er nået til vejs ende, og seriens hovedpersoner kan se frem til at gå voksenlivet i møde uden et kamera i hælene.

Instruktør og tilrettelægger Anne Hjort har været med helt fra begyndelsen af det banebrydende tv-projekt, og hun kan nu se tilbage på en lang række mindeværdige oplevelser - og uendeligt mange optagedage.

- Vi har prøvet at regne ud, hvor mange gange jeg har kørt frem og tilbage til familien i Tarm. Hvis vi lægger det hele sammen, svarer det til at køre to og en halv gang rundt om Jorden. Kun til Tarm. Og så stoppede Emma endda før tid, siger Anne Hjort til TV 2.

Missionen er fuldført, og det fylder hende med både vemod og glæde.

- Det har været et kæmpe privilegium at få lov til at følge børn gennem så lang tid og samtidig få et indblik i en række meget forskellige familiers liv. Jeg vil savne samværet med de medvirkende og de mange optagedage, men samtidig er jeg taknemlig og glad for, at det hele er lykkedes så godt, siger Anne Hjort.

Nedenfor har Anne Hjort plukket en række af de begivenheder ud, som har gjort personligt mest indtryk på hende gennem tiden.

Instruktørens mest mindeværdige øjeblikke i 'Årgang 0'

  1. Fødslerne

    Når man, som tilrettelægger og instruktør Anne Hjort, har været med til optagelserne af 'Årgang 0' siden 1999, er fødslerne af seriens hovedpersoner klart blandt de allerstørste oplevelser.

    Anne Hjort var så heldig at være til stede på fødestuen, da Rachel kom til verden, og det gjorde et kæmpe indtryk:

    - Der er jo altid noget dramatisk over en fødsel, og jeg kan huske, at der var ekstra spænding, fordi Theresia ikke kunne få fat i Lars, da fødslen gik i gang. Jeg overvejede, om jeg skulle køre hen og hente ham. Heldigvis nåede han derind i sidste øjeblik, siger Anne Hjort.

    Fødslen af Emma, som kom til verden midt om natten på Herning Sygehus, missede tv-holdet dog med halvanden time på grund af den lange køretur fra København.

  2. Konfirmationerne

    'Årgang 0' er først og fremmest en hyldest til hverdagen - med skole, arbejde, huslige pligter og alt, hvad der ellers hører til.

    Men fra instruktørens synspunkt har konfirmationerne af seriens hovedpersoner været blandt de absolutte højdepunkter: 

    - Konfirmationer er helt naturligt en slags opsummering, hvor man fejrer overgangen fra barn til voksen og samler alle de mennesker, der har fulgt én gennem livet. Derfor er de også kommet til at fylde meget i programmerne, siger instruktør og tilrettelægger Anne Hjort.

  3. Rejsen til Japan

    Noget af det, der har fyldt meget gennem stort set samtlige sæsoner af 'Årgang 0', er de mange udlandsrejser.

    Ikke mindst har Rachel og resten af familien Ellebye fra Aabenraa rejst verden tynd, og her har kameraholdet indimellem fået lov at være med.

    - Rejsen til Japan i 2009 gjorde særligt indtryk. Det var nok dét med at møde en fuldstændig fremmed kultur og opleve den gennem Rachel og Davids øjne. Jeg kan huske, at Rachel var meget fascineret af manga (japansk tegneseriekunst, red.), siger Anne Hjort og fortsætter.

    - Det var også spændende, da Theresia og Lars mødtes med en japansk apoteker og hendes søn, som efterfølgende kom på besøg i Danmark, hvor de boede hos mig. Vi fik dog en forskrækkelse, da den voldsomme tsunami nogle år senere ramte det område, de boede i. Heldigvis skete der dem ikke noget.

  4. Livets alvor

    Blandt de mindeværdige oplevelser i 'Årgang 0' hører også de mere alvorlige begivenheder. For selvom de bestemt ikke kan benævnes som højdepunkter, har de gjort et stort indtryk.

    Som så mange andre danske familier har 'Årgang 0'-familierne været ramt af både sygdom, stress, depressioner, skilsmisse og sorg.

    - Allerede i 2000 indtraf der en meget tragisk begivenhed, da Theresias mor blev dræbt i en trafikulykke. Det var et kæmpe chok, og Theresia led af stor sorg i lang, lang tid efter. Det var selvfølgelig svært at være vidne til, erkender Anne Hjort og tilføjer.

    - Vores opgave som tilrettelæggere er at formidle de smertefulde erfaringer i livet på en måde, der både er meningsfuld og samtidig respektfuld over for de medvirkende.

  5. 'Årgang 0'-weekenderne

    For holdet bag 'Årgang 0' og de medvirkende selv har et af de årligt tilbagevendende højdepunkter været den såkaldte "'Årgang 0'-weekend", som altid finder sted i en weekend i november.

    Her deltager de medvirkende familier og gennemser de færdigklippede programmer, så de har mulighed for at komme med indsigelser. 

    - Jeg plejer at kalde det "årets hårdeste arbejdsdag", fordi det jo både er hyggeligt, men også enormt spændende, om de godkender programmerne. Og om de er glade for dem. Heldigvis har det altid kun været småting, vi har skullet ændre, siger Anne Hjort, som tilføjer, at hun vil komme til at savne disse weekender fremover.

Fortsat noget at glæde sig til

Men selv om de 19 sæsoner af 'Årgang 0' nu er slut, venter der stadig fire programmer, som vil blive vist på tv-skærmen i 2020.

Det er fire portrætprogrammer - ét af hver af de 'Årgang 0'-hovedpersoner, der har holdt ved i længst tid: Nemlig Rachel, Stephanie, Christian og Emma.

Portrætterne bliver til ved, at instruktør Anne Hjort gennemser en stor del af det råmateriale, som endnu ikke har været brugt i de eksisterende 'Årgang 0'-afsnit, og klipper nogle helt nye programmer sammen.

- Vi har gemt alle de optagelser, der er blevet lavet siden 1999. Så i det kommende år vil jeg gennemgå meget af det. Men ikke det hele, for det ville tage mig halvandet år bare at se det igennem!, lyder det fra instruktøren.

Se eller gense alle 19 sæsoner af 'Årgang 0' lige nu på TV 2 PLAY.