Kendte

Tori Spelling bekræfter: Ny sæson af 'Beverly Hills 90210' på vej

Nu kan du snart igen følge det dramatiske liv i postnummer 90210.

Var du en af dem, der sukkede over bad boy Dylan McKay i tv-serien 'Beverly Hills 90210'? En af dem, der med spænding fulgte Kelly Taylor gennem hendes mange prøvelser? Eller grinte af den evige klovn Steve Sanders?

Så er der gode nyheder til dig.

Tori Spelling og en del af de originale skuespillere blev set holde møde sidste år, og allerede da begyndte rygterne om, at en ny sæson af 'Beverly Hills 90210' var i støbeskeen.

90'er-serien om teenagernes balancegang mellem forhold, fester, high school og dilemmaer i den californiske by vender tilbage.

- Det er bekræftet. Vi laver en ny '90210', fortæller skuespilleren Tori Spelling til magasinet Access Hollywood.

Hun er datter af seriens oprindelige producer, Aaron Spelling, og spillede i serien selv den - indimellem - lidt naive Donna Martin. Serien, der kørte fra 1992 til 2000, blev en kæmpe seersucces og et popkulturelt fænomen, blandt andet fordi den ikke bare behandlede de priviligerede unges liv, men også emner som diskrimination, misbrug og seksualitet.

Alle de gamle kendinge

Tori Spelling forklarer, at den nye serie vil være en "reunion" (genforening, red.) mellem karaktererne fra den originale serie. Det bliver derfor de selvsamme personer, som de, der voksede op med serien i 90'erne, har lært at kende sæson efter sæson. Og "næsten alle" skuespillerne er med igen, lyder det i interviewet.

Hvordan konceptet præcis bliver, er dog lidt svært at forestille sig ud fra hendes forklaring. Der vil indgå både klip fra den gamle serie og nye optagelser med skuespillerne, fortæller Tori Spelling.

- Fans vil blive glædeligt overraskede, udtaler hun.

Seerne kan dermed komme til at gense 90'er-idoler som Jason Priestly, der spillede den pæne dreng Brandon Walsh, der flyttede til Beverly Hills med sine forældre og tvillingesøsteren Brenda, Jennie Garth, som spillede den smukke Kelly Taylor, Ian Ziering som Steve Sanders og mange flere.

Beverly Hills kom først til Danmark to år efter den oprindelige premiere i USA, men blev også et kæmpe hit herhjemme og kørte gennem alle ti sæsoner.

Manden bag Dylan McKay, Luke Perry, vil kun delvist engagere sig i projektet, da han har travlt med optagelserne til serien 'Riverdale' på Netflix, afslører Tori Spelling, ligesom at hun ikke ved, om Shannen Doherty, som spillede Brenda Walsh, vil være med. Hun har været syg med brystkræft i flere år.

Hvornår den nye serie vil blive produceret og sendt, er endnu ikke fastlagt.