Vild med dans

'Vild med dans'-stjerne Mads Vad er blevet gift

Mads Vad dansede med Søs Egelind i 'Vild med dans' 2015. Hun var også en af gæsterne under hans bryllup lørdag. Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Flere af hans danse-kollegaer deltog i den overdådige fest på Fyn.

To år. Så lang tid skulle der gå fra 33-årige 'Vild med dans'-stjerne Mads Vad friede til sin kæreste, Nana Strand, til de to kunne give hinanden deres "ja".

Det skete til parrets kærlighedsfest lørdag på Holckenhavn Slot på Fyn.

Det nygifte par har været kærester siden 2014, og den dobbelte 'Vild med dans'-vinder udtrykte sin glæde lige efter ceremonien:  

- Det føles fantastisk. Men det er også mærkeligt, for man vidste jo, at denne her dag kom. Og altså, jeg kunne ikke sove i nat, fortalte Mads Vad til Se og Hør, da vielsen var overstået. 

Brylluppet fastsat

Nana Strand, som er 10 år yngre end sin udkårne, er model og blev færdig med sin bachelor-uddannelse i Marketing og Management Communication denne sommer. Derfor var det nu tid til, at brylluppet skulle stå.

- Det skal passe sammen med både mit job og Nanas studier, og lige nu nyder vi bare forlovelsen, forklarede Mads Vad til TV 2 efter frieriet. 

Det var på en tur til Gammel Skagen i foråret 2016, at den dengang 31-årige danser stillede hende det store spørgsmål, og sidste sommer annoncerede parret, at de nu havde besluttet en dato.  

I dagene frem til brylluppet har Mads Vad delt flere billeder om forberedelserne. Blandt andet inviterede han sine følgere med, da parret øvede deres brudevals - en disciplin, som der næsten ikke findes bedre lærermestre i, da Mads Vad flere gange har vundet mesterskaber i sportsdans. 

Flere kendte gæster

Mads Vad har været med i 'Vild med dans' igennem hele 12 sæsoner og er dermed en af dem, der har undervist allerflest amatørdansere i programmet. Flere af hans kolleger og venner fra skærmen var da også med til festlighederne. 

Mads Vad vinder 'Vild med dans'-finale i 2013 med tidligere bordtennisspiller Mie Skov.

Af de øvrige dansere var danser Silas Holst, Karina Frimodt, Frederik Nonnemann, Mie Moltke og Thomas Evers Poulsen og Claudia Rex.

I 2010 vandt Mads Vad dansekonkurrencen med Cecilie Hother, som også var på gæstelisten sammen med sin kæreste, Thomas Honore. Anne Sofie Espersen og Søs Egelind, som han dansede med i henholdsvis 2011 og 2015, deltog også.