Dansker står bag kæmpe VM-show

16x9
Den 31-årige danser Sonny Fredie Pedersen har stået både på scenen og koreograferet i danseopsætninger verden over - nu står han for et af verdens største tv-events. Foto: Sonny Fredie Pedersen

Flere end 200 dansere er blevet undervist af danseren Sonny Fredie Pedersen i Rusland.

Danmarks VM-eventyr sluttede allerede i ottendedelsfinalerne, men en dansker får alligevel lov til at sætte sit meget tydelige præg på afslutningen af verdens største fodboldevent i aften.

Det store ceremoni, som løber over skærmene inden finalekampen mellem Frankrig og Kroatien, er nemlig koreograferet af den danske danser Sonny Fredie Pedersen.  

- Det er en humbling (ærefrygtindgydende, red.) oplevelse, fantastisk sjovt og stressende, lyder det fra den 31-årige danser, som har brugt samtlige af sine vågne timer - og lidt til - den seneste halvanden uge i Luzjniki Stadion i Moskva for at få hver en detalje i showet på plads.   

Familien Fredie-Pedersen, (fra venstre) Sonnys søster Gigi, Sonny, hans far Mickey og mor Søs, da de medvirkede i DR-dokumentaren
Familien Fredie-Pedersen, (fra venstre) Sonnys søster Gigi, Sonny, hans far Mickey og mor Søs, da de medvirkede i DR-dokumentaren "Familien Fredie Pedersen: Fra lakgulv til blokvogn" i 2005. Foto: Claus Bech Andersen / Scanpix Danmark

Han ikke kan afsløre, hvad showet indeholder, men fortæller, at han har skullet jonglere med mere end 200 showdeltagere, heriblandt stjernerne bag den officielle VM-sang, Will Smith, Niki Jam og Era Istrefi. 

Skal være en stor fest 

Til daglig bor Sonny Fredie Pedersen i Los Angeles, hvor han lever af sin dans, musik og driver et danseakademi, men han er også et kendt navn i Danmark.  

Som barn og ung medvirkede han i flere dokumentar-programmer om sin familie, der har opfostret ham og hans søster Gigi med dans og underholdning. 

Senere har han som koreograf arbejdet sammen med store internationale stjerner som Nicki Minaj og Christina Aguilera. Store produktioner er dermed ikke en ny disciplin for danseren, og han takkede straks ja, da han for bare få uger siden blev ringet op af Sony og FIFA med tilbuddet at stå for eventet i Rusland. Et event, som forventes at blive set af mere end en milliard mennesker verden over.

- Jeg tror, at alle, der har en kreativ hjerne, forstår, at det her er en absolut drøm at kunne få lov til at tage del i, siger han. 

Opgaven med afslutningsceremonien er en helt særlig genre, fortæller Sonny Fredie Pedersen, som føler sig sikker på, at han har fanget den rigtige stemning i aften.

Sonny Pedersen og partneren Jeanne Aurele vandt i 1999, da Sonny var 11 år, verdensmesterskabet i børnedans. Det var Sonnys far, Mickey Fredie Pedersen, der underviste dem. Samme år medvirkede familie i dokumentaren
Sonny Pedersen og partneren Jeanne Aurele vandt i 1999, da Sonny var 11 år, verdensmesterskabet i børnedans. Det var Sonnys far, Mickey Fredie Pedersen, der underviste dem. Samme år medvirkede familie i dokumentaren "Ingen slinger i valsen" på DR. Foto: Kaspar Wenstrup / Scanpix Danmark

- Det, der kendetegner en god afslutningsceremoni for mig, er at kunne binde sløjfe på en emotionel rutsjebane for alle seere, der har siddet over hele verden og fulgt deres landsmænd i opture og nedture, siger han. 

Stort for Danmark

Det er ikke kun stort personligt for danseren. At en dansker har fået lov til at koreografere dansen under det enorme event, er kort sagt et "kæmpe cadeau", lyder det fra danser og dommer i 'Vild med dans', Jens Werner.

- Bare det at komme i betragtning er stort. Det betyder, at man har gjort sig bemærket internationalt og der er nogle, der har vurderet, at du har evnerne til at stå for sådan et stort show.

Sonny Fredie Pedersen er i dag 31 år gammel og lever stadig af sin dans.
Sonny Fredie Pedersen er i dag 31 år gammel og lever stadig af sin dans. Foto: Sonny Fredie Pedersen

- Det her er virkelig noget at være stolt af og glæde os over i Danmark. På den måde kan man sige, at vi alligevel kom i finalen, griner Jens Werner til sidst.

Sonny Fredie Pedersen har endnu ikke haft tid til at lade det synke helt ind, hvor mange mennesker der kommer til at se showet i aften. I løbet af søndag formiddag har han endnu travlt med den sidste prøver inden showet løber ad stablen.

- Det er nok kun blevet til en fire timers søvn om natten. Jøsses, jeg glæder mig til at sove, siger han med et glimt i øjet.

Sonny Fredie Pedersen spillede hovedrollen i en opsætning af klassikeren
Sonny Fredie Pedersen spillede hovedrollen i en opsætning af klassikeren "Grease" i 2012. Her med sin medskuespiller Anna David. Foto: Camilla Rønde / Scanpix Denmark

- Men det er jo det hele værd. Når jeg kigger tilbage på showet næste uge: Wow, hvor vil jeg være stolt af det arbejde, der er blevet lavet, siger han. 

Afslutningsceremonien finder sted søndag eftermiddag klokken 16 - en time inden finalekampen mellem Frankrig og Kroatien.