De spillede forelskede i hitserie - nu er de blevet gift i virkeligheden

16x9
Kit Harington og Rose Leslie mødte hinanden under optagelserne til 'Game of Thrones' i 2012. Foto: Scanpix

Frieriet var ikke gået som planlagt, men lørdag sagde to af karaktererne i successerien 'Game of Thrones' ja til hinanden.

Der har ikke kun været amoriner i luften blandt skuespillerne i ’Game of Thrones’, fordi manusset dikterede det.

Kærligheden voksede ind i den virkelige verden og resulterede lørdag i et storslået bryllup mellem skuespillerne Kit Harington og Rose Leslie. Det skriver CNN.

I serien spiller gommen den fremtrædende karakter Jon Snow. Mens Rose Leslie spiller en kvinde af det frie folk, Ygritte.

De forelsker sig ligeledes, men lykken er kort, da Ygritte dør i sæson fire.

Skuespiller-kollegaer var gæster

Parrets forhold uden for 'Game og Thrones'-universet tegner dog til at blive et helt andet eventyr. Brylluppet foregik på et slot i Aberdeenshire i Skotland, der er ejet af brudens forældre.

Bruden og gommen, der begge er 31 år, udenfor kirken i Aberdeenshire.
Bruden og gommen, der begge er 31 år, udenfor kirken i Aberdeenshire. Foto: Scanpix

Med til festen var flere af de andre skuespillere fra 'Game of Thrones'-settet.

Heriblandt John Bradley, Emilia Clarke og Peter Dinklage, der spiller henholdsvis den godmodige Samwell Tarly, dragedronningen Daenerys Targaryen og den udstødte søn Tyrion Lannister.

Og Stark-søstrene Sansa og Arya, der spilles af Sophie Turner og Maisie Williams.

Her står gommen med fire kollegaer fra 'Game of Thrones'. Fra venstre danske Nikolaj Coster-Waldau, der spiller Jamie Lannister, Maisie Williams, Emilia Clarke og Sophie Turner.
Her står gommen med fire kollegaer fra 'Game of Thrones'. Fra venstre danske Nikolaj Coster-Waldau, der spiller Jamie Lannister, Maisie Williams, Emilia Clarke og Sophie Turner. Foto: Mario Anzuoni / Scanpix Denmark

Frieriet gik ikke som planlagt

Forlovelsen blev annonceret i september, og forud havde der været et frieri, der var endt noget anderledes, end Kit Harington havde planlagt.

- Jeg ville egentligt have hængt lyskæder i træerne og gjort alle de der romantiske ting. Men vi var på landet, under en smuk nattehimmel, der var ild i bålet og rødvin... Jeg fik spurgt lidt før end planlagt, sagde han efterfølgende i det britiske tv-show 'The Jonathan Ross Show'.

Parret har gennem hele deres forhold holdt sig uden for mediernes søgelys. Og selvom de startede med at date i 2012, blev det først kendt, da de optrådte sammen på den røde løber fire år efter.

Millioner ser med

Vil man gerne se mere til den nygifte Kit Harington, så er han tilbage i rollen som Jon Snow til næste år, hvor den næste og sidste sæson af den populære serie udkommer.

Han og resten af holdet har indtil videre tiltrukket millioner og atter millioner af seere, der ved hvert afsnit har siddet klistret til skærme verden over.

Alene i seriens hjemland, USA, fulgte 16,1 millioner mennesker med, da den seneste sæson blev frigivet. En rekord for kanalen og streamingtjenesten HBO, der viser serien.