GO'

Video med Lise Nørgaard deles igen og igen: - Der er noget i vejen med folk, der ikke bryder sig om dyr

Der er én bestemt årsag til, at så mange deler Lise Nørgaards holdning, mener en professor i psykologi.

Ubetinget kærlighed og ubetinget venskab. For 101-årige Lise Nørgaard hersker der ingen tvivl.

Hunden er menneskets bedste ven.

Og den kendte danske journalist, forfatter og manuskriptforfatter var meget klar i mælet, da hun i 'Go' morgen Danmark' fortalte, hvor god en ven, hun mener, hunden er.

Lise Nørgaards mormor sagde altid, at man skal undlade at omgås mennesker, der ikke kan lide hunde. For så er der sikkert også andet galt med dem. Og hun er helt enig.

Det er et råd, der holder, sagde den folkekære forfatter i 'Go' morgen Danmark'.

- Det er rigtigt. Folk, der ikke bryder sig om dyr, dem er der noget i vejen med oppe i hovedet, lød det fra Lise Nørgaard.

Og meget tyder på, at det er en holdning, som rigtig mange danskere deler. Kort tid efter at interviewet blev offentliggjort, begyndte hundredvis at kommentere på Lise Nørgaards udtalelse på Facebook.

Lise Nørgaard gik viralt

Klippet, der blev delt på 'Go' morgen og Go' aften Danmark's Facebook-side, er gået viralt.

I skrivende stund er interviewet med forfatteren delt mere end 820 gange, og over 1500 danskere har kommenteret forfatterens udsagn.

- Kære Lise Nørgaard. Jeg elsker dig for den udtalelse, og jeg kan selvfølgelig kun give dig ret, lyder det fra en bruger på Facebook.

- Jeg er totalt enig med Lise Nørgaard. Jeg kunne aldrig finde på at flytte et sted, hvor min hund ikke må være. Og vil mennesker ikke være hos mig på grund af min hund, kan de blive væk, lyder det fra en anden.

Langt de fleste skriver: "Enig" i kommentarfeltet, og flere end 5000 har kvitteret med et like.

På sin vis er det dog slet ikke overraskende.

Sådan lyder det fra Henrik Høgh-Olesen, der er professor i psykologi ved Aarhus Universitet.

Han forstår udmærket, hvad Lise Nørgaard mener, når hun siger, at der er noget galt med de mennesker, der ikke kan lide dyr.

Dog findes der slet ingen sikker videnskabelig evidens for, at hun har ret. Til gengæld fortæller de tusindvis af reaktioner på Facebook en historie om noget helt, helt andet, mener han.

Professor: Vi gør kæledyr til familiemedlemmer

Lise Nørgaards udsagn illustrerer på glimrende vis det forhold, vi mennesker har til vores kæledyr og ikke mindst til hinanden, mener Henrik Høgh-Olesen.

- For langt de fleste, der har kæledyr, er dyret en ven, der kommet ind i intimsfæren, og man knytter sig meget ofte til dem i en grad, at de bliver ligesom familiemedlemmer, lyder det fra professoren.

Det forklarer, hvorfor så mange bakker Lise Nørgaards udsagn op med et like og en positiv kommentar.

For når en dyreejer hører om nogen, der ikke kan lide dyr, kan det udløse den samme reaktion, som når en forælder hører nogen sige, at de ikke kan lide børn - en følelse af fremmedgørelse. Man forstår dem ikke.

- Man kommer nemt til at tænke: "Når jeg nu selv kan lide dyr, så må de andre være nogle mærkelige mennesker, når de ikke kan lide dyr", forklarer professoren.

Det er Lise Nørgaard måske selv det allerbedste eksempel på.

Afstemning

Er du enig med Lise Nørgaard?

Lise Nørgaard: Det er det værste ved at blive gammel

Den folkekære forfatter og journalist har altid haft hund - lige indtil hun for snart otte år siden måtte sige farvel til sin bulldog, Viffer.

I interviewet i 'Go' morgen Danmark' var der ikke nogen tvivl om, at det var et dyr, Lise Nørgaard havde et meget nært og varmt forhold til.

Det var et hårdt slag, da Viffer døde, fortalte hun.

- Jeg fik en depression, for jeg havde aldrig været vant til at komme hjem, og der ikke var en hund. Jeg fik ikke lyst til at gå ture mere, og jeg kunne ikke spise, og jeg kunne ikke sove. Jeg interesserede mig ikke for noget, og jeg tabte mig flere kilo.

Faktisk er det for hende det værste ved at blive gammel, at hun ikke længere er i stand til at have hund.

- Hvis man er vant til hunde, så ved man, at hunden er ens bedste ven, og jeg vil sige, at selvom man er alene, så er man aldrig ensom med en hund, lød det fra Lise Nørgaard.

Det værste ved at blive gammel, det er, at hun ikke længere kan have en hund. Sådan lyder det fra 101-årige Lise Nørgaard i 'Go' morgen Danmark'. Da hendes hund døde, blev hun ramt af en depression. Video: Thomas Jørgen Seerup

Professor: Vi knytter os til dyr, der ligner os

Hunden er for rigtig mange danskere et helt specielt kæledyr. Det er der ikke nogen tvivl om.

Ifølge professor Henrik Høgh-Olesen er der da også en særlig grund til, at hunde af mange betragtes som menneskets bedste ven.

Den ligner os nemlig på mange områder, og det kan vi mennesker godt lide, lyder det.

- Forskning viser, at vi mennesker har en særlig tilbøjelighed til at knytte os til de dyrearter, der ligner os mest. Jo mere dyrene ligner os, desto mere empati føler vi med dem, siger professoren.

Det var det, Walt Disney udnyttede, da han tegnede sine figurer med store hoveder, øjne, næser, munde, fødder og hænder, lyder det. Og det gør man klogt i at huske på, når man taler om dyr, man kan lide og ikke kan lide.

Professor: Der er gode grunde til ikke at kunne lide dyr

For mange er det bare en medfødt følelse, et instinkt, der gør, at man finder hunde sødere end øgler, om man vil, lyder det fra professoren.

- Der er jo masser af mennesker, der ikke kan lide dyr, som kan have gode grunde til det. De kan have fobiske forbindelser til et eller flere dyr - en følelse af angst, når en fugl flagrer op eksempelvis.

- Det kan skyldes mange ting. Det kan være forsigtighedsprogrammer, som hos nogle mennesker bare er meget stærke. De fleste kender til følelsen, man får, når man kommer tæt på slanger, skorpioner og edderkopper og den slags dyr, siger Henrik Høgh-Olesen.

Ligesom vi nærmest instinktivt tager de dyr, der minder os om os, til os, så har vi også en instinktiv angst overfor visse dyrearter - en nedarvet overlevelsesstrategi, om man vil.

Måske fordi vi i tidernes morgen, for mange generationer siden, lærte, at dyr kan være farlige, lyder det.

Du kan se hele interviewet med Lise Nørgaard på TV 2 Play