ABBA genforenet og klar med ny musik

Det svenske band udgiver to nye sange.

De er forlængst kommet på museum, og her står de som livagtige figurer formet i voks - præcis som så mange andre af fortidens ikoner. 

Men efter 35 år børster ABBA støvet af sig og vækker sig selv til live igen. 

Det oplyser deres manager i en pressemeddelelse. 

- Vi følte alle fire, at efter omkring 35 år ville det være sjovt at genfinde kræfterne og komme ind i studiet. Så gjorde vi det, står der i teksten, der er underskrevet af Agnetha, Benny, Björn, og Anni-Frid

De fortæller, at selvom de er blevet ældre, så føles det som om, tiden har stået stille, når de er sammen igen. 

- Som om vi kun havde været på en kortere ferie, skriver de. 

Det svenske band ABBA som voksfigurer. De blev afsløret i marts 2015 på ABBA-museet i Stockholm.
Det svenske band ABBA som voksfigurer. De blev afsløret i marts 2015 på ABBA-museet i Stockholm. Foto: Jonathan Nackstrand / Scanpix Denmark

To udgivelser på vej

De har dog ikke ligget på den lade side og sippet cocktails.

Turen i studiet er mundet ud i to nye sange fra svenskerne. 

Vi må være blevet ældre, men sangen er ny. Og det føles godt

Agnetha Fältskog, Björn Ulvaeus, Benny Andersson og Anni-Frid Lyngstad

Den ene, der har titlen 'I still have faith in you', vil blive opført i et særligt tv-program produceret af britiske BBC og amerikanske NBC.

Og bandet glæder sig tilsyneladende til at dele den med resten af verden. 

De fire medlemmer af ABBA, Björn Ulvaeus, Anni-Frid Lyngstad, Agnetha Fältskog og Benny Andersson, da de mødtes i januar 2016.
De fire medlemmer af ABBA, Björn Ulvaeus, Anni-Frid Lyngstad, Agnetha Fältskog og Benny Andersson, da de mødtes i januar 2016. Foto: Anders Westin / Scanpic

- Vi må være blevet ældre, men sangen er ny. Og det føles godt, skriver de fire bandmedlemmer. 

Fans må dog være tålmodige med at høre de nye toner. Tv-programmet bliver nemlig efter planen først sendt til december. 

Hvornår det er muligt at høre den anden sang, ABBA barsler med, meldes der ikke noget om. 

Skabt i kærlighed

ABBA er blevet beskrevet som et af verdens mest betydningsfulde bands.

De udsendte deres første single sammen 1972. To år efter vandt de det internationale Melodi Grand Prix med sangen 'Waterloo', der blev deres helt store gennembrud. 

Se ABBAs præsentation og optræden ved Eurovision 1974.

Privat så det også ud til at være fryd og gammen. Agnetha Fältskog og Björn Ulvaeus var mand og kone, og Benny Andersson og Anni-Frid Lyngstad dannede også par. 

Men i sidste ende var det måske kærligheden, der spændte ben for bandet. Agnetha og Björn blev skilt i slutningen af 1979.

Bandet blev sammen i flere år efter det interne brud, men i 1982 udgav de sidste plade og i 1986 optrådte de sammen live for sidste gang.

Afstemning

De 35 stille år

Det var egentligt meningen, de bare skulle have en pause fra hinanden, men pausen endte med at blive permanent. 

Pigerne Agnetha og Anni-Frid gik solo, men Björn og Benny gik sammen om at skabe en fælles karriere inden for musicals med stor succes. 

De står blandt andet bag musical-sucessen 'Mamma Mia', der er bygget op om en af ABBAs sange. Den er opført mange steder i verden og blev indspillet i en filmversion i 2008 med blandt andre Meryl Streep og Pierce Brosnan på rollelisten. 

I 1990 udsendte gruppen opsamlingsalbummet 'ABBA Gold: Greatest hits', der blev deres mest sælgende album nogensinde. 

Samlet set er de det næstbedst sælgende band i verden efter The Beatles. De har solgt mere end 400 millioner plader.