Kasper Holten ny chef for Det Kongelige Teater

Han har elsket teateret, siden han var ni år gammel, fortæller han.

Siden slutningen af januar har stillingen som øverste chef for en af Danmarks største kulturinstitutioner været ledig. 

Teaterchef på Det Kongelige Teater, Morten Hesseldahl, sagde din stilling op, og der gik ikke længe, så svirrede rygterne og ønskerne til en ny på gangene i det over 250 år gamle teater.

Hvem skulle tage over?

Tillidsmanden og flere af de ansatte har overfor Politiken bestemt ikke lagt skjul på, at de meget gerne så Kasper Holten, tidligere operachef, tage over. Men stillingsopslaget og ansættelseskomiteen gav indtryk af, at man i højere grad søgte en erhvervsmand. 

- Vi har haft en meget grundig ansættelsesproces. Nogle har været utålmodige og gættet hist og pist. Jeg kan godt forstå, man har været utålmodig, siger Lisbeth Knudsen, bestyrelsesformand for teateret på et pressemøde fredag formiddag.   

Her er gætterierne endelig ovre. Medarbejdernes yndling trådte ud af kulissen i Skuespilhuset i København og blev præsenteret som den nye teaterchef. 

Vender hjem til drømmen

Det Kongelige Teater er alt andet end nyt for Kasper Holten.

Han betrådte gangene fra 2000 til 2011 som operachef.

Herefter forlod han landet for at prøve kræfter som operachef i London, men da stillingen blev ledig i januar, var han ikke i tvivl om, at det var tid til at komme tilbage.

Han har nemlig elsket teateret, siden han var ni år gammel, fortæller han på pressemødet, hvorfor han også anerkender de udfordringer, jobbet har.   

- Jeg kan ikke forestille mig noget mere spændende end at arbejde med, hvad det her teater skal være i fremtiden. Det er en udfordring. Danskerne har fået nye kulturvaner, og også de økonomiske rammer er under pres, siger Kasper Holten.

Han får i høj grad til opgave at modernisere den gamle kulturinstitution, samtidig med at statstilskuddet er blevet beskåret af politikerne. 

I 2015 fik teatret 527 millioner kroner årligt, mens det i 2019 vil være 492 millioner. 

Må vente lidt endnu

Inden Kasper Holten kan tage fat på opgaven. skal han dog afslutte sine projekter i London. Han tiltræder derfor først stillingen den 1. september. 

Morten Hesseldahl forlader direktørstolen i slutningen af april for at blive direktør i Gyldendal fra 1. maj. 

Hen over sommeren vil Det Kongelige Teaters salgs- og planlægningsdirektør, Henrik Sten Petersen, derfor fungere som teaterchef.