Kendte

Kim Larsen hyldet ved musical - men sangeren selv blev væk

Torsdag aften havde en af de mest sete danske film premiere på de skrå brædder.

Kameraernes blitz bader den røde løber i lys, og klikkene fra udløserne larmer om kap med fotograferens råb for at få Larsen-familien til at kigge ind i lige netop deres store linse. 

Premieren på musicalen 'Midt om natten' har været ventet længe. Torsdag aften skal fortolkningen af den syvende mest sete danske film spækket fuld af nationalskjalden Kim Larsens sange stå sin prøve som musical i Tivolis Koncertsal. 

Det spændte publikum bliver fotograferet i flæng på vej ind i teateret, og flere af de brede smil og vilde krøller ser velkendte ud. 

Ikke fordi de tilhører sangeren Kim Larsen selv, men fordi de tilhører hans sønner Lui Larsen og Hjalmer Larsen. 

Manden bag musicalens mange hits har meldt afbud, da han er syg af prostatakræft.    

- Men det er også fordi, han er lidt for genert til det her. Han kan ikke så godt lide rød løber og den slags. Med hans sygdom går alt, som det skal. Lige nu sidder han og skriver nye sange til et album, så han er, som han skal være, forsikrer Hjalmer Larsen TV 2s reporter på stedet.

Barndommens hits

Som sønner af en af de største danske musikere og hovedrolleindehaveren i filmen 'Midt om natten', kan Lui og Hjalmer Larsen nærmest teksterne til filmens hits i søvne.

For det kan godt være, at over 900.000 danskere så filmen, men der var også 650.000, der købte pladen for at drømme sig væk til 'Haveje' sammen med 'Susan Himmelbå'.

- Vi har altid hørt sangene, når vi har været til koncerter, og vi har set filmen, når den kom i fjernsynet. Når man bliver ældre og hører og ser det igen, så forstår man det på en anden måde. Det er svært at sætte ord på, men jeg har altid vidst, at 'Midt om natten' var noget specielt, fortæller Hjalmer Larsen.

Karrierens vendepunkt

Der er ingen tvivl om, at musikken også har fyldt langt ud over familien Larsens hjem, og mange af de fremmødte benyttede derfor lejligheden til at hylde den kræftramte musiker. 

- Det er virkelig skøn musik, som man er vokset op til og blevet ældre til, siger skuespillerinden Lisbeth Dahl, hvis søn faktisk skal spille samme rolle i musicalen, som Kim Larsen havde i filmen. 

- Jeg forventer at få en rigtig god oplevelse med Kims sange, som vi kender så godt. Det er jeg meget spændt på, siger skuespillerinden Anne Marie Helger. 

Hun mener, at mange af filmens og sangenes temaer stadig er aktuelle i dag, selvom albummet og filmen havde premiere i henholdsvis 1983 og 1984.

Filmen havde premiere i 80'erne, men nu får den nyt liv som musical. Video: Nina Brorson

Dengang havde Kim Larsen boet i USA i flere år. Han drømte om det store internationale gennembrud, men det lod vente på sig, og til slut vendte han tilbage til sine vante scener i Danmark. Derfor blev sucessen afgørende for hans videre karriere.  

- Det betød virkelig meget for ham. Han var lige kommet hjem og skulle finde ud af, hvad han nu skulle lave. Og så ramte han bare så meget plet, som man overhovedet kan med det her. Det betød, at han fandt hjem med det, fortæller Hjalmer Larsen, der nu håber, at han selv føler sig hjemme i musicaludgaven af de sange og den film, der har været en del af hans opvækst.

- Jeg forventer meget af den. Jeg har hørt, de har digtet videre på noget af historien og fortolket sangene, så jeg glæder mig meget. Det virker til at være gennemarbejdet, og jeg er virkelig spændt på at se, hvad de har gjort ved det, siger han, inden han forsvinder ind i salen og musikken fra sin barndom.