Dansk baronesse spiller pludseligt en rolle til Oscar-uddelingen - og hun anede intet om det
Skal de store Hollywood-stjerner til at lave dansk mad? De Oscar-nominerede får en dansk kogebog i gave.
En rejse til Tanzania, en diamanthalskæde og 10.000 kroner i donation til et valgfrit dyreinternat.
Det er bare et lille udsnit af de ting, som de nominerede ved årets Oscar-uddeling får udleveret forud for showet i en såkaldt "Alle vinder"-gavepose.
Gaveposerne indeholder ting til en værdi på over 100.000 dollars - rundt regnet 600.000 kroner.
Men blandt de mange overdådige gaver har der også sneget sig et lille stykke dansk kultur med: En kogebog om dansk mad, skrevet af baronesse Caroline Fleming.
- Da jeg fik det at vide, var mine øjne ved at falde ud af mit hoved, skriver forfatteren i en mail til TV 2.
- Det er en utrolig tanke, at vinderne af dette års Oscars får min bog. Jeg håber, at de vil nyde den så meget, som jeg nyder deres arbejde.
Bogen 'Cook Yourself Happy - The Danish Way' ('Kokkerer dig glad - på den danske måde', red.) indeholder danske madopskrifter på alt fra stegt flæsk til marcipankonfekt, krydret med baronessens personlige fortællinger.
Oscar-uddelingen bliver sendt på TV 2 i nat. Optakten starter klokken 23.20.
En enorm overraskelse
Gaveposen har egentlig intet med arrangørerne bag Oscar-uddelingen at gøre, men er en pose med sponsorgaver fra virksomheden Distinctive Assets.
Nederst i artiklen er en liste over de ting, som gaveposen indeholder.
Men modsat hvad man kunne forvente, er det ikke et marketing-stunt fra Caroline Flemings side. For hun var slet ikke klar over, at hendes bog var endt i den eksklusive pose.
- Det var en pragtfuld overraskelse, skriver hun og understreger, hvor utrolig heldig hun føler sig.
Hun oplever, at dansk og skandinavisk kultur er meget populært rundt omkring i verden netop nu, og at Skandinavien forbindes med 'hygge' og det familiære.
Udover kogebogen er der masser af andre overraskende gaver at finde i posen - blandt andet lokale appelsiner, en peberspray og adgang til en ny dating-app.
Her er en liste over de ting, som de nominerede kan forvente at modtage:
- Spiselige "smykker" i chokolade
- Puder, der skjuler sved under armene
- Stærk alkohol med lemonade-smag
- En 12-dages tur til Tanzania
- En 7-dages tur til Hawaii
- Et ophold på et resort i Grækenland
- En uges spa-ophold
- En mini peberspray
- Tandrensende tyggegummi
- En gen-test, der kan vise, hvor ens gener stammer fra
- En diamant-halskæde, som markedsføres som "konflikt-fri"
- Eksklusiv adgang til en ny dating-app
- Et 10.000 kroners donationsgavekort til et dyreinternat efter eget valg samt dyrefoder
- Et livstidsabonnement på foundation
- Særlige lokale appelsiner
- En bog om Lotte Berk, der opfandt den særlige type fitness 'barre', skrevet af hendes datter Esther Fairfax
- En særlig mexicansk sodavand
- 10 sessioner med en personlig træner
- En boks med 199 kort med positive handlinger og citater
- Pyntelys lavet af soya-bønner
- Den danske kogebog 'Cook yourself happy' af Caroline Fleming
- Børnebogen 'Curlee Girlee'
- Økologiske og veganske slikkepinde
- En t-shirt produceret i USA
- Økologiske produkter til at fremme vægttab
- En symbolsk mønt, som symboliserer støtte til dyrevelfærd
- En 18-minutter session, som skal afhjælpe fobier
- Unikke irske smykker
- En særlig tandpasta, som er lavet af kokosnøddeskal, kul og bentonite-ler
- En selvhjælpsbog om kreativitet og succes
- Gaveboks med gourmet-kringler
- Detox-urtete
- Tandbørstesæt
- 'Badebombe' lavet uden test af dyr fra dyrerettighedsorganisationen PETA
- Bestilling af et billede fra en kunstmaler
- Ahornsirup
- Armbånd med tanzanite-sten
- En bluetooth-højtaler
- Kæmpetaske til opbevaring
- Madkasser
- Løbeudstyr til opbevaring af vand
- Et væld af makeup: 24 karat guld-ansigtsmaske, hudpleje, der er lavet til den enkelte stjerne, hårpleje, renseprodukter og masker, flere typer foryngende hudpleje, en kosmetik-pung, makeup lavet specielt til ældre kvinder, øjenvippe-produkter, et makeup-sæt i 10 dele, ansigtsvask og makeupfjerner, farveskiftende læbestift, et års abonnement på hudpleje, helende ansigtsserum, ansigtsmasker og øjencreme.