Claus Elming stopper som vært på 'Vild med dans' efter 12 år

Det store underholdningsprogram skal fornys, og et nyt ansigt skal i front.

- 10 sekunder til live. God fornøjelse. 

Sådan har det lydt i Claus Elmings øresnegl fredag efter fredag gennem 12 sæsoner af 'Vild med dans'. 

Netop den besked og den spænding der er, lige inden danskerne tænder for fjernsynet og danserytmerne, vil den garvede vært komme til at savne.

- Nerven ved live-tv er svær at forklare, men det er meget vanedannede. Det er et drug, når man først har været der, og det er svært at give slip på, siger Claus Elming til TV 2. 

Han lægger ikke skjul på, at det også bliver svært at give slip på programmet. 

- Vi havde et møde med TV 2, hvor de løftede sløret for planerne for 'Vild med dans' fremover, og vi blev enige om at gå i hver sin retning. Hvad planerne for programmet er, kan jeg ikke afsløre, men det indebærer, at jeg giver faklen videre, siger Claus Elming.

TV 2s underholdningsredaktør kan ikke afsløre flere detaljer på nuværende tidspunkt, men han understreger, at man har været glad for Claus Elming i værtsrollen. 

- Men et format i ’Vild med dans’-kaliberen fortjener løbende fornyelse, og med Elmings farvel bliver en af de store nyheder i årets sæson netop på værtsfronten. Dét glæder jeg mig til at fortælle meget mere om meget snart, siger Thomas Strøbech, underholdningsredaktør på TV 2.

Vil tilbage på tv

Når Claus Elming ikke har svunget hofterne side om side med medvært Sarah Grünewald, har han blandt andet brugt tid på hjemmesiden gulklud.dk med nyheder fra NFL, som han står bag. 

 - Det er blevet større gennem årene, og nu får jeg mulighed for at involvere mig i det 100 procent. Men jeg vil også gerne lave mere fjernsyn. Lige nu er der ikke nogen konkrete planer, men jeg vil gerne lave store quiz- og underholdningsprogrammer igen, for det elsker jeg både i og uden for tv, fortæller Claus Elming. 

I mange år har han været tilknyttet TV 2 SPORT, men i efteråret kunne han meddele, at han havde lavet sin sidste opgave for dem. Nu har han skuffen fuld af ideer til, hvordan han kommer tilbage på tv. 

- Jeg har et par ideer til tv-programmer liggende i skrivebordskuffen, som jeg nu skal pitche. Så må vi se, hvad det kaster af sig, siger Claus Elming. 

Bliver i kulissen

Den folkekære vært har stået i spidsen for 'Vild med dans' siden 2006. 

Selvom han ikke længere vil være foran kameraet, forestiller han sig ikke, at det bliver et endeligt farvel til programmet.

- Jeg kommer aldrig til at slippe 'Vild med dans', og det kommer ikke til at slippe mig, siger Claus Elming. 

Han forventer ikke at sidde på forreste række ved det første program med en ny vært ved roret, men han vil formentlig være at finde i kulissen ind i mellem.

-  Jeg kommer til at besøge alle danserne, dommerne og dem bag kameraet. Vi har været en del ting og sæsoner igennem sammen, og jeg glæder mig til at se, om den nye vært kan styre Britt Bendixen. Hun kan være en mundfuld, griner Claus Elming.