Kendte

Mille Dinesen er gravid

Den danske skuespiller afslørede sin søde hemmelighed i 'Natholdet' - mens rulleteksterne kørte over skærmen.

Mille Dinesen forstår sig i sandhed på timing.

Da stjernen fra tv-serien 'Rita' onsdag gæstede Anders Breinholt i 'Natholdet', ventede hun til udsendelsens allersidste sekunder, før hun afslørede, at hun er gravid.

Faktisk så længe, at rulleteksterne kørte i bunden af skærmen. 

Føder til august

Nyheden kom frem efter, at Anders Breinholt spurgte ind til, hvad der nu skal ske i Mille Dinesens liv. 

- Nu tager jeg hjem med alle gaverne, så hygger jeg mig lidt, så tager jeg måske lidt ud og rejse og hygger mig, og så føder jeg en baby i august og spiser noget god mad, siger skuespilleren henkastet

- Den skal jeg have igen – du føder et barn i august?, spørger en overrasket Breinholt.

- Ja, jeg er gravid, bekræfter Mille Dinesen så, og Anders Breinholt og publikum bryder ud i jubel.  

Brug for nye bukser

I programmet ville Mille Dinesen dog ikke afsløre, hvem der er far til hendes kommende barn.

Den 43-årige skuespiller har nu også delt nyheden på sin Instagram-profil med et billede, der viser, hvordan hun ikke længere kan være i sine bukser og derfor har prøvet at lukke dem med en elastik. 

- Har brug for nye bukser. Babyen er flyttet ind og kræver sin plads. Velkommen lille ven, skriver hun.

Har prøvet i 10 år

Den populære skuespiller, der har deltaget i 'Vild med dans' og spillet Nynne i filmen og tv-serien af samme navn, har tidligere talt åbent om, at hun har haft svært ved at blive gravid. 

I december sagde hun for eksempel til Alt for damerne, at hun har kæmpet for at blive gravid i 10 år uden held - men at hun ikke har opgivet drømmen om at blive mor, til trods for, at hun brød med sin kæreste gennem 10 år tidligere i 2017. 

- Jeg har blod som en 20-årig og en stor æggereserve, men det gør det jo ikke mindre frustrerende. Faktum er, at jeg efter 10 års forsøg stadig ikke er blevet gravid, og tiden og alderen arbejder imod mig, lød det i interviewet. 

Her fortalte Mille Dinesen også om, hvordan hun på daværende tidspunkt holdt pause fra fertilitetsbehandling og ikke var sikker på, hvad næste skridt skulle være.

- Jeg har lovet mig selv, at jeg skal kigge mig i øjnene, når jeg har holdt pause fra fertilitetsbehandlingen, og sige: "Hvad skal jeg med det der barnløse-projekt?". Og spørge mig selv: "Skal jeg lukke den dør, eller skal jeg prøve igen?". Det er vigtigt, at det bliver et valg, jeg tager, og ikke tiden, der tager valget for mig. Så det er der, jeg er lige nu, sagde hun til Alt for damerne.  

Allerede inden onsdagens udgave af 'Natholdet' løftede Mille Dinesen sløret for, at programmet bød på en lille overraskelse. Det skete også på Instagram.

I en kommentar til TV 2 oplyser Mille Dinesen, at hun ønsker at holde yderligere detaljer omkring graviditeten privat for nuværende.