Fødsel gik i gang før tid - måtte forlade optagelserne til 'Badehotellet' i hast
Midt under optagelserne til femte sæson af 'Badehotellet', måtte Merete Mærkedahl skynde sig hjem. Kæresten var gået i fødsel 400 kilometer væk.
Det er ikke kun på skærmen, dramaet sker, når der laves tv.
Det kan Merete Mærkedahl, der spiller rollen som Otilia i TV 2-serien ’Badehotellet’, nu skrive under på.
For midt under optagelserne til seriens femte sæson, der har premiere den 12. februar, kom et opkald, der fik den 35-årige skuespiller til at smide alt, hvad hun havde i hænderne og køre hjem.
Det fortæller Merete Mærkedahl i 'Go' aften Danmark'.
Hun var på arbejde i studierne i Albertslund, hvor serien optages, da vandet gik i Aalborg, 400 kilometer borte. Her befandt kæresten, Anna Windfeld, sig.
Det kom bag på Merete Mærkedahl, der pludselig fik meget, meget travlt.
Smed alt, hvad hun havde i hænderne
Hun havde slet ikke overvejet, at det kunne ske, for der var over en uge til termin, lyder det fra skuespilleren.
- Blodet rasede rundt i kroppen, og jeg besluttede mig for, at jeg ville afbryde optagelserne og tage hjem. Én tog mit hår ud, én mit tøj af, én smurte madpakke og en fjerde kom med vand, fortæller hun.
Det gik stærkt.
10 minutter efter, hun havde fået beskeden, sad hun i en bil, som produktionen havde lånt hende. På vej hjem havde hun en ven i røret, der guidede hende udenom trafikken.
Det tog fire timer at køre til Aalborg fra Albertslund.
- Det var en intens køretur, og jeg var helt skæv i hovedet, da jeg kom hjem, husker Merete Mærkedahl.
Hun nåede dog hjem i tide og fik fyldt vand i det badekar, der skulle bruges til den hjemmefødsel, parret havde planlagt.
Samme nat fødte kæresten en velskabt dreng, Anker. 3.801 gram og 53 centimeter lang.
Har to børn sammen
I dag er sønnen fire måneder gammel.
Han er Merete Mærkedahl og Anna Windfelds andet barn sammen. Storesøsteren, Esther, er tre år gammel og deler samme donor-sædstrå, det vil sige sæd fra den samme donor, som sin lillebror.
- De er helsøskende. Det var et valg, vi tog, fordi vi mente, at det kunne være skønt for dem at vide. Det er en mulighed, man har, siger Merete Mærkedahl.
- Vi har flere 'strå', men vi tænker, at vi stopper ved to børn, for det er hårdt at have små børn, tilføjer hun. Derfor har skuespilleren valgt at tage forældreorlov for at få tingene til at hænge sammen.
Otilia ville ikke løfte et øjenbryn
Privat skaber Merete Mærkedahl og Anna Windfelds familiekonstellation dog ikke nogen problemer.
De kommer begge fra familier, som har taget godt imod deres måde at leve på.
- I dag er der så mange familiekonstellationer. Der er mange heteroer, som ikke kan få børn, men som er blevet insemineret, og vi har flere heterovenner, som er blevet insemineret, lyder det.
Men troppede Merete Mærkedahl op med sin familie i serien 'Badehotellet', er hun ret sikker på, at der ville blive løftet en del øjenbryn og hvisket i krogene.
Det er ikke noget, man skal blande sig i
For i 1932, som næste sæson tager afsæt i, ville det være højst usædvanligt, at to kvinder fik børn sammen.
- Jeg tror slet ikke, at der var tilfælde som mit dengang, lyder det fra Merete Mærkedahl, som dog er ret sikker på, at i hvert fald en af seriens hovedpersoner ville tage det med sindsro: Otilia.
- Hun ville ikke blande sig, for det interesserer hende ikke. Men Edith ville gå totalt amok, og så ville Otilia bare sige, at det er ikke noget, man skal blande sig i. Hun ville ikke spilde tiden med den slags, siger Merete Mærkedahl.