Danske skuespillere i sort ved prisfest: - Der er meget, vi ikke har fået frem i lyset
Robert-uddelingens vært høster klapsalver for åbningstale om seksuelle krænkelser i branchen.
Der var én modefarve, da kendte ansigter fra den danske filmbranche ankom på den røde løber til årets Robert-uddeling søndag aften.
Sorte kjoler, sorte jakkesæt og badges med et rødt hjerte, som støtte til Time's Up-bevægelsen.
Dermed følger de danske skuespillere trop efter amerikanske Golden Globe Awards, hvor nærmest alle mødte op på den røde løber i sort som en symbolsk protest mod de utallige seksuelle krænkelser, der er blevet afsløret i Hollywood og resten af verden siden efteråret.
Meget at diskutere
Blandt de sortklædte ved aftenens Robert-prisuddeling var skuespillerinden Danica Curcic, der er nomineret til prisen som årets kvindelige hovedrolle for sin rolle i filmen 'Darling'.
Hun ville ikke være dukket op i sort, hvis ikke det var for den verdensomspændende bevægelse.
- Jeg har valgt at tage sort på for at støtte den internationale bevægelse, der sker lige nu inden for vores branche. Kvinder og mænd kæmper imod den her tavshedskultur, mod sexchikane og ret til ligestilling i vores fag. Det, synes jeg, er vigtigt at markere, siger hun til TV 2 og får opbakning af skuespillerinden Mia Lyhne:
- For mit vedkommende handler det om at støtte 100 procent op. Der er noget sammenhold i det, som jeg godt kan lide, og forhåbentlig bærer det noget med sig. Der er meget at diskutere og meget, som vi ikke har fået frem i lyset før, siger hun til Blockbuster.
De skal ikke tage farverne fra os
Der var også opbakning fra mændene. Skuespiller Dar Salim, der er nomineret til prisen som årets bedste mandlige hovedrolle for 'Underverden', glæder sig over den bevægelse, de mange afsløringer allerede har sat i gang.
- Det har været Berlinmurens fald imellem kønnene, og det, synes jeg, kun er dejligt. At det udmønter sig i andet end symbolsk snak og badges. At folk reelt tænker på - både på arbejdspladsen og i privaten - hvordan vi behandler hinanden som mennesker. Ikke bare som kvinder og mænd, siger han til TV 2.
Dog var det ikke alle, der så sig nødsaget til at vise sin støtte med et sort outfit.
- Jeg respekterer mine kvindelige kollegaer på lige fod med mine mandlige, men hvis sexkrænkere og andre svin skal tage farverne fra os, hvad har vi så tilbage?, spørger instruktør Fenar Ahmad, der havde iklædt sig en blomstret skjorte, til Blockbuster.
Her holder vi snitterne for os selv
Prisuddelingens vært Paprika Steen adresserede også #MeToo i showets åbningstale. Hun så sig nødsaget til at gøre lidt grin med kampagnen, fordi det i hendes øjne er blevet et minifelt at tale om.
- Har I også svært ved at finde ud af, hvilken farve kjole eller suit, I skulle have på i aften?, spurgte hun publikum og afslørede, at hun selv havde bestilt en kjole for bagefter at annullere til fordel for en sort.
- Hele filmbranchen har glødet omkring, hvad man skal tage på. Lige meget hvad man gør, er det et statement. Men i min verden er vi alle sammen lige, og herinde er vi alle sammen enige om, at man holder snitterne for sig selv, med mindre man bliver inviteret, lød det fra Paprika Steen, som modtog klapsalver fra salen for kommentaren.
Se nogle af de sorte kjoler fra den røde løber herunder: