Kendte

Gossip Girl-stjerne fældet af MeToo-anklager – skæres ud af ny serie

Skuespiller Ed Westwick er særlig kendt for sin medvirken i ungdomsserien 'Gossip Girl'. FREDERIC J. BROWN / Scanpix Denmark

Anklager om seksuelle overgreb koster teenage-idol rollen i ny serie.

Han har smeltet mange pigehjerter som den charmerende Chuck Bass i den amerikanske ungdomsserie ’Gossip Girls’.

Men siden november har den britiske skuespiller Ed Westwick fået mere seriøse kvindelige anklager på nakken.

Her blev han beskyldt for seksuelle overgreb, herunder voldtægt, på tre kvinder – heriblandt skuespillerkollegaen Kristina Cohen, der har medvirket i serien ’Californication’.

Og nu koster anklagerne ham rollen i BBC-miniserien ’Ordeal by Innocence’, som er baseret på romanen af samme navn skrevet af Agatha Christie i 1958. Det skriver The Guardian

Skaberne bag serien har besluttet at erstatte Ed Westwick og genindspille de scener, han medvirker i.

Nægter sig skyldig

Beskyldningerne mod Ed Westwick begyndte på Facebook, hvor Kristina Cohen i et opslag beskriver, hvordan hun, efter at have spist middag hos Westwick, falder i søvn på hans gæsteværelse og vågner op med Gossip Girl-stjernen oven på sig.

- Jeg sagde, at han skulle stoppe, men han var stærk, skriver hun og fortsætter:

- Han tog mit ansigt i sine hænder, rystede mig og sagde, at han ville "kneppe mig". Jeg var lammet, skræmt. Jeg kunne ikke tale, kunne ikke flytte mig. Han holdt mig nede og voldtog mig.

På de sociale medier kalder Ed Westwick beskyldningerne ”usande” og skriver blandt andet i et tweet:

- Jeg kender ikke denne kvinde. Jeg har bestemt aldrig begået voldtægt.

Har afventet afklaring

BBC valgte i november at udskyde premieren på ’Ordeal by Innocence’, der ellers var programsat over julen, da anklagerne mod Westwick efterforskes af Los Angeles Politi.

- BBC dømmer ikke, men vi vil ikke vise ’Ordeal by Innocence’, før disse spørgsmål er afklaret, lød det dengang ifølge The Guardian.  

Nu er det dog blevet meldt ud, at Ed Westwick erstattes af skuespilleren Christian Cooke. Hvornår miniserien får premiere er endnu ikke blevet offentliggjort.

BBC oplyser desuden til The Guardian, at Ed Westwick, mens sagen ruller, også har stoppet indspilninger af komedieserien ’White Gold’, der har skuespilleren i hovedrollen og vises på Netflix.