GO'

Claes Bang efter prisregn: - Jeg får op til tre filmtilbud om ugen

Claes Bangs nerver sendte ham i en tilstand af "klar til indlæggelse", før han modtog sin pris under lørdagens European Film Awards.

I lørdags blev den danske skuespiller Claes Bang ”tordnende lykkelig”.

Det fortæller han i ’Go’ Aften Danmark’ mandag, da han – 48 timer efter sin store triumf - gæster programmet med sin nye, skinnende statuette.

Som første dansker nogensinde blev han hædret med prisen for bedste mandlige hovedrolle ved European Film Award, den europæiske pendant til Oscaren.

Han fik prisen for sin rolle i filmen ’The Square’, som tidligere i år vandt Gulmpalmen ved filmfestivalen i Cannes. Og det betyder noget at have hovedrollen i en prisvindende film, indrømmer Claes Bang.

- Den bliver set overalt, og derfor får jeg nu opmærksomhed fra steder, jeg aldrig har prøvet før. I øjeblikket får jeg et til tre manuskripter om ugen, siger den danske skuespiller.  

Priser ad libitum

Det var ellers en dybt nervøs dansk skuespiller, der satte til rette under awardshowet i Berlin. Han havde prøvet at udfritte alle om aftenens udfald - dog uden held - så tilbage var der blot at vente.

- Her befandt jeg mig så i en tilstand af ”klar til indlæggelse”, siger den 50-årige skuespiller.

Men det var Claes Bangs navn, der gemte sig i konvolutten.

- Jeg blev tordnende lykkelig og røg op af stolen som en raket. Og ret hurtigt tænkte jeg, at nu skulle jeg tage mig lidt sammen, for der var ting, jeg gerne ville sige, siger han.

- Jeg var også enormt bange for at komme til at græde.

Hør Claes Bang beskrive den store vinderaften i Berlin i videoen herunder: 

Skuespiller Claes Bang fortæller om den store vinderaften for filmen 'The Square'. Filmen vandt hele seks priser ved European Film Awards. Video: Nanna Jakobsgaard Nielsen

Den danske skuespiller var blevet rørt tidligere på aftenen, da instruktøren Ruben Östlund modtog den første af i alt seks priser til ’The Square’. Men han fattede sig og fejrede efterfølgende prisregnen med manér.

- Jeg drak nok mere champagne, end man skulle, og det var også ret sindssygt, for filmen var nomineret i seks kategorier, og vi vandt i dem alle seks, så på en måde var det helt perverst, siger han og tager fat i statuetten:

- Vi havde et bord med seks af de her stående.

Et afslørende, skævt smil

Og som om prisen ikke var en stor nok gave, var detikke hvem som helst, der overrakte den til ham. På scenen ventede østrigske Peter Simonischek, som spiller hovedrollen i skuespillerens yndlingsfilm ’Min far Toni Erdmann’, som sidste år høstede hele fem priser ved European Film Award.

De to havde mødt hinanden første gang få uger inden lørdagens prisoverrækkelse under en irsk filmfestival, hvor Claes Bang krammede sin skuespillerkollega i det øjeblik, han fandt ud af, at det var den Peter Simonischek.

Jeg ville knusende gerne have den her rolle

Claes Bang om filmen 'The Square'

- Det var på en måde virkelig pinligt, og på en måde ikke, for han tog det virkelig pænt, griner Claes Bang.

Antydningen af et skævt smil ramte også Peter Simonishek, da han åbnede konvolutten på scenen ved lørdagens European Film Award.

- Jeg ved ikke, om det havde noget med det at gøre, men jeg synes i hvert fald, det var meget yndigt, siger Claes Bang.

Vidste at filmen var særlig

Den danske skuespiller, som blev bredt kendt i rollen som Anna Pihls kæreste, Martin, havde aldrig forestillet sig, at ’The Square’ ville opleve den anerkendelse, som den nu har fået. Men han vidste godt, at filmen var noget særligt.

- Jeg var klar over helt fra begyndelsen, da jeg var til den allerførste casting, at det her var specielt. Det kunne jeg mærke og høre og føle. Jeg ville bare knusende gerne have den her rolle, fortæller han.

Det er netop blevet offentliggjort, at ’The Square’ også er nomineret til en Golden Globe i kategorien bedste udenlandske film.