Superstjerne indrømmer utroskab

I et interview fortæller rapperen, at han tidligere også har gået i terapi.
Hun har antydet det, han har antydet det, og alverdens medier har i dén grad skrevet om det.
Nu bekræfter sangskriver og rapper Jay-Z selv de rygter, som har svirret længe. At han har været sin hustru, Beyoncé, utro.
Det fortæller han i et stort interview med New York Times.
- Du bliver nødt til at overleve. Så du går i overlevelsestilstand, og når du går i overlevelsestilstand, hvad sker der så? Du lukker ned for alle følelser. Så selv med kvinder lukker du ned følelsesmæssigt, så du ikke kan skabe forbindelse.
- I mit tilfælde stikker det dybt. Og så sker alting derfra: Utroskab, siger superstjernen blandt andet i interviewet, hvor han også fortæller, at han tidligere har gået i terapi.
Sang om utroskab
Rygterne om Jay-Z's utroskab har stået på længe.
Spekulationerne blev ikke mindre, da overvågningsbilleder fra en elevator viste Beyoncés lillesøster Solange i 2014 gå til angreb på Jay-Z, mens Beyoncé selv så passivt til.
Parret, der gentagne gange er blevet kåret som verdens mest magtfulde par, har aldrig selv kommenteret direkte på rygterne, men da Beyoncé sidste år udgav sit sjette album, 'Lemonade', tog rygterne for alvor fart.
Her gav den tidligere Destiny's Child-frontfigur adskillige insinuationer om utroskab.
På et af numrene - ‘Don’t Hurt Yourself’ - vælger sangeringen blandt andet at kaste sin vielsesring væk med ordlyden:
- If you ever try that shit again, you’re gonna lose your wife (hvis du laver det nummer igen, mister du din kone, red.).
Jay-Z antydede det også på sit seneste album, '4:44'.
- What good is a ménage à trois when you have a soulmate. You risked that for Blue? (Hvad nytter en trekant, når du har den eneste ene. Risikerede du det for Blue? red.) rapper han i sangen 'Sorry'.
Beyoncé og Jay-Z, der blev gift i 2008, har datteren Blue Ivy og tvillingerne Rumi og Sir Carter.