Vild med dans

Har du spottet dette håndtryk? Se dansernes sære ritualer inden de skal på gulvet

Et skjult håndtegn, to uåbnede colaer og en særlig skjorte skal bringe danserne held inden ’Vild med dans’.

Intet er overladt til tilfældighederne, når danserne i ’Vild med dans’ går på gulvet.

Ugen lang har parrene trænet deres nyeste dans, kostumeafdelingen har syet deres smukke tøj og makeupartisterne har sørget for lækkert hår.

Men for at være helt sikker på, at alt går godt, har flere af danserne gennem de seneste par uger fået nogle rutiner, de ikke kan lade være med at udføre – bare for at være på den sikre side.

Her fortæller tre af danserne om deres ritualer og overtro.

Skjult 'pinky swear'

Julia Sofia og Frederik Nonnemann har en helt særlig måde at tage hinanden i hånden på, når de bliver præsenteret i programmets intro.

- Når vi skal ind, tager vi hinandens hænder, men altid med lillefingrene flettet ind i hinanden. Som en pinky swear. Det har vi gjort siden day one, fortæller Julia Sofia Aastrup.

Hun ved ikke helt, hvad det kom af, men nu gør de det hver gang:

- Det var mig, der begyndte med det, og Frede syntes vidst, det var lidt underligt, men nu er det bare en tradition.

De mystiske colaer

Daniel Svensson og Karina Frimodt har mange forskellige små rutiner mellem prøverne på showdagen. I deres fælles værelse har de en stor skål slik og en cola, som de drikker et glas af, før de skal på scenen.

Men der er også to colaer, der bestemt ikke bliver drukket af.

- Jeg ved ikke, om jeg bør fortælle det her, men vi har to colaer stående oppe på værelset. Hver fredag tager vi dem med hjem i en lille pose, og så tager vi dem med tilbage til vores værelse. Det er de samme hver gang. Jeg ved ikke, hvad det kommer af, men nu kan vi ikke lade være, fortæller Karina Frimodt.

Lykkeskjorten

I sidste uges program afslørede Sofie Lassen Kahlke, at hun og Michael Olesen altid kommer ind i studiet ad en særlig vej.

- Når vi skal ind på gulvet, har jeg lagt mærke til, at alle andre går en anden vej ind i studiet end os. Sidste gang spurgte jeg ham: Er der en grund til, at vi går rundt om kulissen?

Til det forklarede Michael Olesen:

- Vi har alle sammen vores ritualer og overtroiske ting for at sikre, at det forhåbentlig skal gå godt. Og min er, at vi skal tage en ordentlig runde, inden vi går ind.

Turen rundt i studiet er en af Michael Olesens faste rutiner gennem flere sæsoner. Men i år har han også fået en ny lykkebringer: En iturevet skjorte.

Han havde skjorten på til generalprøven i sæsonens femte program, efter at han havde flækket den midt på i en vild dans.

Se hvordan det så ud her.

Under generalprøven var danseren iført en iturevet skjorte. Video: Maria Thuesen Bleeg

Samme aften jivede Sofie og Michael sig til toppoint til John Mogensens ’Fut i fejemøget’. Derfor skal generalprøve i den flækkede skjorte nu være en fast tradition, fortæller han.

- Det gik så godt, da jeg havde den på til generalprøven i program fem, så nu skal jeg også have den på denne gang.