Lykke-Per

Nu går verdenskendt dansk instruktørs drøm i opfyldelse

TV 2's ambitiøse filmatisering af 'Lykke-Per' byder på nogle specielle arbejdsforhold.

Det bliver den dyreste tv-serie i TV 2's historie.

Filmatiseringen af Henrik Pontoppidans klassiske roman 'Lykke-Per' er i fuld gang med den berømte danske instruktør Bille August ved roret.

Projektet er det største af sin art, og det har også taget adskillige år at finde finansieringen på 55 millioner kroner, som udmønter sig i en serie på fire afsnit og en spillefilm.

Efter knap to måneders optagelser var filmholdet torsdag i sidste uge rykket til Nytorv i København, hvor en scene med karaktererne Per Sidenius og Jacobe skulle i kassen.

Projektet har i årevis været en drøm for Bille August, og han glæder sig over, at det nu er lykkedes at realisere drømmen.

- Da jeg genlæste romanen for fem år siden, gik det op for mig, hvilken fantastisk historie det er. Men det er klart, at det ikke må blive en illustreret klassiker - det skal det ikke være, siger han og fortsætter:

- Jeg har brugt meget tid i skrivearbejdet på at give 'Lykke-Per' et filmisk liv, så den store fortælling fungerer som en film.

Den rolige leder

Det er skuespilleren Esben Smed, som har fået hovedrollen som Per Sidenius, der gennemgår en dannelsesrejse i sit eget liv og Danmark omkring sidste århundredeskifte.

Og der er særligt én ting, som Esben Smed kan tage med fra optagelserne med den erfarne instruktør.

- Han har en helt særligt ro over sig, som han giver optagelserne. Det er ofte instruktøren, som sætter stemningen, og her giver han os skuespillere en ro. Det er vigtigt, når vi skal koncentrere os om at være helt vildt dygtige, når der bliver sagt "værsgo", siger Esben Smed til TV 2.

Der er også rosende ord fra instruktøren selv.

- Esben Smed er bare vores Lykke-Per. Han er en meget lydhør og begavet fyr, som også kan omsætte følelser til konkrete udtryk, siger Bille August.

Det gamle Danmark og bandemedlemmer

Optagelsen involverede et større antal medarbejdere og cirka 40 statister, som sammen med rekvisitter skulle give indtrykket af et marked på en plads i København for 100 år siden.

Men en skærende kontrast kunne man finde få meter ved siden af filmsettets rød-hvide plasticbånd.

Her var en større samling bandemedlemmer fra grupperingen Loyal to Familia nemlig samlet foran retsbygningen.

Samme dag fik gruppens leder, Shuaib Khan, stadfæstet sin dom i Østre Landsret, og det var altså derfor, at flere personer var mødt op foran Københavns Byret.

Se eller gense 'Lykke-Per' på TV 2 PLAY lige her