Kendte

Ole Neumann fylder 70 - brugte paryk og topmave som Lille Per

Rigtig, rigtig mange danskere kender karakteren Lille Per fra 'Far til fire'-filmene. I dag fylder manden bag karakteren rundt.

'Far til fire'-filmene

  • Far til fire - 1953
  • Far til fire i sneen - 1954
  • Far til fire på landet - 1955
  • Far til fire i byen - 1956
  • Far til fire og onkel Sofus - 1957
  • Far til fire og ulveungerne - 1958
  • Far til fire på Bornholm - 1959
  • Far til fire med fuld musik - 1961

I dag runder Ole Neumann et skarpt hjørne. Nemlig 70 år, der blandt andet har budt på berømmelse, skuespil, rockmusik og et arbejde som pornofotograf.

Han kan være svær at genkende, for de fleste kender ham fra dengang, han blot var fem år og spillede rollen som Lille Per i ’Far til fire’-filmene, der første gang udkom i 1953.

Rigtig mange kan formentlig huske ham fra 'Far til fire i byen' fra 1956, hvor han var en tur "til julebal i nisseland", en sang, som stadig spilles omkring jul.

Eller fra 'Far til fire i sneen' fra 1954, hvor Lille Per vandrer rundt i knæhøj sne og hilser på de mange dyr, han møder på sin vej, mens han synger sangen 'Hej for dig'.

Her ses Ole Neumann som dreng og som voksen i 2002.

Valgt blandt 1100 drenge

Det var Ole Neumanns mor, der sendte et billede af ham ind, da hun fandt ud af, at man søgte en dreng til rollen.

Dengang var der allerede lavet en tegneserie med ’Far til fire’.

Nu skulle tegneserien filmatiseres, og 5-årige Ole Neumann blev udvalgt til rollen som Lille Per blandt 1100 andre drenge.

Hans mor fulgte ham til og fra filmsettet hver dag i de måneder, filmene blev optaget.

Her ses 'Far til fire'-familien under en optagelse i Dyrehaven til den første film. Fra venstre ses Ole (Otto Møller Jensen), Lille Per (Ole Neumann), Søs (Birgitte Price), Mie (Rudi Hansen) og Far (Ib Schønberg).

Kunstig topmave

I tegnefilmen har karakteren sort hår og en lille topmave. Ole Neumann havde ingen af delene. Han var en slank dreng fra Vesterbro i København med lysebrunt hår.

Men det blev hurtigt løst. Ole Neumann fik en paryk på og spændt en kunstig topmave om livet.

- Det var varmt. Meget varmt, har Ole Neumann senere fortalt i tv-programmet 'Paraplyen'.

Mange barnestjerner har som voksne givet udtryk for, at det ikke kun var positivt at medvirke i film som barn. Men Ole Neumann synes selv, at han har fået en masse godt med fra tiden.

Derfor var det kun de første par år, at han brugte paryk. Efterfølgende farvede han sit lysebrune hår sort.

Det tog omkring to til tre måneder at lave en 'Far til fire'-film, og der blev optaget én film om året. Men som dreng i den alder, Ole Neumann havde, kunne der ske meget på et par måneder.

Eksempelvis måtte filmproduktionen lave et par kunstige tænder til ham, fordi han i løbet af optagelserne tabte sine mælketænder.

Ole Neumann var allerede musikalsk som barn, hvor han spillede og sang.

Fra Lille Per til pornofotograf

I 1961 havde Ole Neumann spillet Lille Per i otte ’Far til fire’-film, og han søgte nye veje. Som teenager spillede han med i tre danske film, der var lavet på baggrund af nogle Morten Korch-romaner. Men to år efter lagde Ole Neumann som 18-årig skuespillet på hylden.

Nu handlede det hele om musikken, og Ole Neumann dannede rockbandet Ole Neumann And His Newmen, der blandt andet indspillede en engelsk udgave af ’Far til fire’-hittet ’Hej for dig’, som kom til at hedde ’Hey for you’.

Sideløbende uddannede han sig til fotograf og fik det noget kulørte job som fotograf på det frække blad Weekend Sex.

Musikken slap han dog ikke, og i mange år har han spillet bas og sunget i bandet Rock4you.

Det har desværre ikke været muligt at få kontakt til Ole Neumann.

Danske barnestjerner

  1. Sonja fra Saxogade

    Her ses Sonja med nogle andre børn i en baggård på Vesterbro, hvor tv-programmet også blev optaget.

    Sonia Sander spillede sig selv, da hun fra 1968-1970 havde hovedrollen i tv-programmet ’Sonja fra Saxogade’ og i filmen ’Sonja på Bornholm’.

    Dengang var hun blot 10 år gammel, og hun var vild med at filme og var glad for både sammenholdet og venskaberne, som hun fik under optagelserne.

    Men når hun ser tilbage på tiden, er det alligevel to år, hun godt kunne have undværet. For hvad hun ikke var forberedt på, var, at hun blev landskendt på meget kort tid. Og berømmelsen var ikke rar.

    Hun har efterfølgende ved flere lejligheder sagt, at hun fortrød sin eksponering.

  2. Børge fra Olsen-banden

    Her ses Jes Holtsø sammen med Ove Sprogøe.

    Udover at spille Børge i 10 ’Olsen-banden’-film i slutningen af 1960'erne og 70'erne spillede Jes Holtsø også William i ’Huset på Christianshavn’. I modsætning til flere andre barnestjerner havde han ikke noget imod eksponeringen.

    Han har tidligere udtalt, at det er en klassisk floskel, at man går i hundene efter at være blevet eksponeret. Jes Holtsø mener selv, at det var lige omvendt med ham. Hvis han ikke havde haft filmverdenen at støtte sig til, frygter han, at det var gået ham meget værre.

    Han fik dog allerede smag for alkohol som dreng, og som lidt større dreng begyndte han at tage stoffer.

    I 14 år var han stiknarkoman, men har i dag været clean i over 25 år.

  3. Jan Priskorn

    Jan Priiskorn Schmidt var en af landets allerstørste barnestjerner i 1960’erne, hvor han blandt andet medvirkede i ’Min søsters børn’ og ’Sommer i Tyrol’.

    Men for nylig stod Jan Priiskorn Schmidt frem og fortalte, at arbejdet som barneskuespiller var så stressende og utrygt, at han som 21-årig smækkede med døren til den danske filmbranche. Og han vendte aldrig tilbage.

    - Beslutningen var undervejs i lang tid. Jeg begyndte at se, at det ikke var så lyserødt og veltilrettelagt, som det først havde virket som, fortalte Jan Priiskorn Schmidt i ’Go’ aften Danmark’ i september.

    I årtier efter han forlod filmbranchen, undgik han pressen. Men i en biografi fra september 2017 åbner han op for tiden som barnestjerne i Danmark og ikke mindst for, hvilke personlige omkostninger berømmelsen havde for ham. Bogen hedder ’Barnestjernen fra Bryggen’.

  4. Buster Oregon Mortensen

    Her ses Mads Bugge Andersen i rollen som Buster.

    En af 1980’ernes helt store barnestjerner var uden tvivl Mads Bugge Andersen, der spillede Buster Oregon Mortensen i den populære film ’Busters Verden’, hvis titelmelodi også blev et kæmpe hit.

    Men Mads Bugge Andersen brød sig slet, slet ikke om den berømmelse, der fulgte med filmen. Titelsangen red ham som en mare, og han oplevede, at folk hviskede og sendte blikke, når de så ham på gaden.

    Selvom folk bare var nysgerrige, så var det ikke rart, når man var en ung fyr på 14 år. Faktisk syntes han, at det var enormt ubehageligt, og han havde knap nok lyst til at gå uden for døren.

    Han har flere gange som voksen optrådt i medier med budskabet om, at børn bør holdes ude af film eller som minimum bør få tildelt en form for konsulent til at hjælpe børnene med at tackle berømmelsen.

  5. Krumme

    Her ses en ung Laus Høybye.

    Laus Høybye var uden tvivl en af 1990’ernes allerstørste barnestjerner. De fleste børn fra den periode kan formentlig stadig skråle med på, at ”det er svært at være 11 år…”

    Han var blot 13 år, da han tog Danmark med storm, og selvom han elskede at optræde, så kunne det godt blive for meget, når skrigende piger jagtede ham for at få en autograf. Han blev også ringet op hjemme ved sine forældre og fik fanbreve.

    I årene efter holdt han en lang pause fra skuespillet og rampelyset, men er siden vendt tilbage. Efter en tur på universitetet, hvor han læste musikvidenskab, besluttede han sig for igen at kaste sig over skuespillet.

  6. Lille Per

    Her ses Ole Neumann som Lille Per med karaktererne Mie, Ole og Peter.

    I 1950’erne var den helt store barnestjerne uden tvivl Ole Neumann, der spillede Lille Per. Han var blot fem år, da han første gang var med i en 'Far til fire'-film. Da han var 18 år, lagde han skuespillet på hylden og tog en uddannelse som fotograf.

    - Jeg følte, at jeg havde aftjent min værnepligt i filmverdenen, da jeg var 18. Det har da været sjovt, og jeg har oplevet noget, som ingen af de andre på min alder gjorde. Men skuespilverdenen er en illusion, har han tidligere udtalt til BT.

    Han ved godt, at det kan være barskt at være barn i filmbranchen, men han synes selv, at han har undgået det værste:

    - Jeg har været hamrende heldig at overleve. Jeg fik også lov at være barn ved siden af… Jeg fik lov at være menneske, har han udtalt. 

Kilder: Information, Kristeligt Dagblad, BT, Ude og Hjemme.