Kendte

Robert Hansen fejrer fødselsdag på hospitalet

Det går fremad for skuespilleren, der blev ramt af en hjerneblødning i august.

'Kærlighed ved første hik'-stjernen kan i dag fejre sin 38-årsfødselsdag. Men det kommer til at foregå i en smule utraditionelle omgivelser.

Robert Hansen er indlagt på anden måned, og derfor kommer fejringen til at foregå på Bispebjerg Hospital.

- Han skal stadig tage det stille og roligt, så det er bare den nærmeste familie, der er på besøg, fortæller Robert Hansens manager, Sten Hassing, til TV 2.

Hasteopereret

Det var en hjerneblødning, der sidst i august brat satte Robert Hansens karriere på pause. Han mærkede det først som en smerte i skulderen, som han troede stammede fra et slag under optagelserne til tv-programmet ’5 Gear’.

Men Robert Hansen blev hurtigt dårligere, og efter hans kæreste havde ringet efter en ambulance, blev han hasteopereret på Rigshospitalet.

Her har han været indlagt, indtil han den 4. oktober blev overført til Bispebjerg Hospital til en mere grundig genoptræning.

- Lige nu går det rigtig stærkt, og der er positive tilbagemeldinger fra personalet, siger Sten Hassing.

Alligevel vides det stadig ikke, hvornår Robert Hansen får lov til at komme hjem igen.

- Han har jo gennemgået en stor operation i hjernen, så han er stadig træt. Men det går bestemt den rigtige vej, siger manageren.

Ildebefindende under teaterforestilling

Det er ikke første gang, at Robert Hansen har været igennem en større operation. Tilbage i 2015 blev han også hasteindlagt med en blodprop i hjertet og har siden været på blodfortyndende medicin.

Dengang fik han et ildebefindende under teaterforestillingen ’Dirty Dancing’. Lægerne fandt ud af, at han havde en flænge i hovedpulsåren, hvilket krævede en otte timer lang operation i hjertet.

Den folkekære skuespiller kom siden ovenpå - indtil han i august blev ramt af hjerneblødningen.

Stor opbakning

Ifølge manageren ser Robert Hansen selv ikke andre muligheder end at kæmpe sig tilbage i topform inden foråret, hvor han har to store opgaver.

Og prognosen ser god ud for den nu 38-årige skuespiller, der ikke står til at få nogen varige mén efter hjerneblødningen. Også den store opbakning, han har mødt fra sine fans, har hjulpet ham i den svære tid.

- Opbakningen har været super, og det er han rigtig glad for. Det er klart, at det hjælper lidt, når man skal igennem sådan et forløb, siger Sten Hassing.