Toppen af poppen

'Toppen af poppen'-sangerindes første møde med døden blev til populær sang

Dorthe Gerlach skrev sangen 'Ingers ting', da hun for første gang havde været med til at rydde et dødsbo. Oplevelsen gjorde stærkt indtryk på hende.

- Nu er Ingers ting blevet til ingenting.

Sådan lyder den første linje i HUSH-sangerinden Dorthe Gerlachs allerførste forsøg på at lave en dansksproget sang, 'Ingers ting'.

Sangen er baseret på en personlig oplevelse, som har påvirket hende dybt, og som hun løftede sløret for i 'Toppen af poppen' søndag aften. 

Nemlig, da hun i en alder af 30 år for første gang blev konfronteret med døden.

- På en måde var jeg jo nået ret langt hen i livet, før jeg sådan rigtig skulle forholde mig til døden. I 2010 døde min mand, Michaels, tante Inger, og vi var de nærmeste til at rydde op i hendes dødsbo, siger Dorthe Gerlach til TV 2 og fortsætter.

- Selv om hun var en fjern slægtning - hun var min svigerfars kusine - havde hun altid været med til alle familiefester og juleaftener. Men jeg havde ikke været hjemme hos hende og drikke kaffe mere end én gang, tror jeg, så det føltes meget intimt at gå i hendes lejlighed og rode i hendes mest private ting og sager.

I 'Toppen af poppen' bliver Dorthe Gerlach rørt til tårer over Søren Huss' fortolkning af sangen. Se videoklip fra programmet øverst.

Bunkevis af ting blandet med store spørgsmål

Dorthe Gerlach - Blå bog

Dorthe Gerlach er født 6. april 1980 i København.

Hun voksede op i den lille by Sterup i Vendsyssel og sang i kirkekor som barn.

Gik på musikefterskole og tog sammen med sin værelseskammerat ud og optrådte med sang og guitarspil på gågaderne i Aalborg og Randers.

I 1997 dannede hun sammen med guitaristen Michael Hartmann popduoen HUSH.

I 2004 udkom HUSH med debutalbummet 'A Lifetime', der solgte over 100.000 eksemplarer og blev nomineret til fem Danish Music Awards. Samme år blev parret gift.

I 2015 udgav Dorthe Gerlach sit dansksprogede solodebutalbum ’Natlys’.

Medvirker i 'Toppen af poppen' 2017.

Noget af det, der gjorde oplevelsen med at skulle tømme dødsboet særligt voldsom for Dorthe Gerlach, var, at den afdøde tante Ingers store lejlighed i Randers bugnede af ting. I rækkevis af skuffer, skabe og reoler.

- Inger var aldrig blevet gift eller havde fået børn, og hun boede stadig i sine forældres lejlighed, da hun døde som 86-årig. Så det var ikke bare Ingers ting, men også hendes forældres ting. Og hun smed aldrig noget ud. Flere af skabene så ud som om, de ikke havde været åbnet i årevis, fortæller Dorthe Gerlach, som synes, at de mange ting satte selve døden i relief.

- Vi gik der med vores sorte plasticsække og skulle tage stilling til, hvad der skulle ske med de enkelte ting: "Her er et askebæger fra Rhodos. Er der nogen, der vil have det? Eller skal det til Blå Kors eller måske på 'fyldingen' (nordjysk ord for losseplads, red.)?" Alle de der meget praktiske og håndgribelige ting. Samtidig med at vi stod tilbage med store spørgsmål som: "Hvor er Ingers sjæl nu, og hvor godt kendte vi hende egentlig?"

I 'Toppen af poppen' afslører sangerinden Dorthe Gerlach, hvordan rydningen af et dødsbo inspirerede hende til at skrive 'Ingers ting', som betyder meget både for hende selv og mange andre danskere. Video: Susanne Nielsen

Fotografi fortalte en særlig historie

Selv om der var en overdådighed af ting i lejligheden - blandt andet fem store spisestel, en større samling pelsjakker, kongeligt porcelæn og mange fine smykker - var det en helt anden og mere ydmyg opdagelse, der gjorde allerstørst indtryk på Dorthe Gerlach.

- Jeg åbnede dørene ind til et stort dobbeltfløjsskab, som var helt fyldt op med håndtasker af alle mulige slags. Og da jeg kiggede ned i en af håndtaskerne, lå der en pung, og i pungen lå et gammelt fotografi af Inger som barn.

Det slog mig, at der nu ikke længere var nogen tilbage på Jorden, som kunne huske Inger fra den tid

Dorthe Gerlach, sangerinde i HUSH

På billedet var Inger omkring fem-seks år gammel og sad på skødet af sin far. Hun vinkede hen mod fotografen og så glad ud. Hun havde en karakteristisk pukkelryg, som børn, der er ramt af polio (børnelammelse, red.), ofte får, og som Inger havde helt frem til sin død.

 - Jeg havde jo kun kendt Inger som den gamle dame, der var med til familiefesterne, og på alle de billeder, jeg havde set af hende i fotoalbummerne, lignede hun også en gammel dame. Som om hun havde været gammel i de sidste 50 år. Men her var der pludselig et foto af barne-Inger, og det slog mig, at der nu ikke længere var nogen tilbage på Jorden, som kunne huske Inger fra den tid. 

Toppen af poppen: Søren Huss fortolker Dorthe Gerlach Video: TV 2 Danmark

Er sporløst forsvundet 

Det gamle fotografi, som Dorthe Gerlach fandt i dødsboet, var den direkte årsag til, at hun skrev 'Ingers ting'. Men alligevel fik hun aldrig billedet med hjem.

- Det, der skete med billedet, siger jo også bare noget om, hvordan det tit går med de her ting. For da vi gik i lejligheden og ryddede op sammen med min svigerfamilie, altså, Michaels forældre og søster, sagde jeg til min svigermor: "Ej, se her, hvad jeg har fundet, Kirsten, det er jo lille-Inger på det her billede". Og Kirsten syntes også, det var et helt fantastisk billede. Så hun tog det med sig hjem, siger Dorthe Gerlach og fortsætter.

- Men kort efter Ingers død blev min svigermor syg og døde et par år efter. Min svigerfar døde også. Så hele den proces med at skulle rydde op i sådan et hjem har jeg prøvet nogle gange siden, blandt andet hjemme hos mine svigerforældre. Men dét billede kan jeg simpelthen ikke finde! Vi har ledt alle skuffer og skabe igennem, uden held. Så nu er jeg nået dertil, hvor jeg tænker, at det ikke gør så meget, at selve billedet er væk, fordi det har fortalt sin historie til mig.

I første omgang skrev Dorthe Gerlach 'Ingers ting' som en slags terapi-digt, der endte i skrivebordsskuffen. Men skæbnen vile, at det nogle år senere, i 2015, blev til en af sangene på hendes solodebutplade, 'Natlys', som i modsætning til de engelsksprogede HUSH-sange alle er skrevet på dansk.

Vækker genkendelse hos mange 

'Ingers ting' har dog ikke bare stor betydning for Dorthe Gerlach selv. Sangen har også vist sig at være populær hos mange mennesker rundt om i Danmark.

- Jeg kan mærke, at folk bliver enormt berørte af den. Netop fordi de selv har været i en situation, der ligner. Typisk er der nogle, der siger: "Åh, jeg har lige mistet min mor for to måneder siden, og nu har vi gået og ryddet op i vores barndomshjem". Eller "Åh ja, vi ryddede op hjemme hos min onkel, og han samlede på veteranbiler gennem et helt liv, så nu ved vi ikke, hvad vi skal stille op med dem. Han ville have hadet, at vi solgte dem," siger den 37-årige sanger.

Når jeg fortæller historien om Inger og hendes ting, får det andre til at tænke på de hjem, de selv har været med til at rydde op i

Dorthe Gerlach, sangerinde i HUSH

- Jeg får jo folks egne historier, og det er dét, jeg synes, der er så magisk ved det. For når jeg fortæller historien om Inger og hendes ting, får det andre til at tænke på de hjem, de selv har været med til at rydde op i, og de liv, de har været med til at afslutte. For det er jo dét, man gør. Man lukker døren til det liv, der er blevet levet, og siger: Okay, og det var så det! Det er en vigtig ceremoni i sig selv. 

Er stolt på egne og Ingers vegne

Netop fordi 'Ingers ting' er en af Dorthe Gerlachs absolutte yndlingssange, er hun også ekstra glad for, at hendes sangerkollega Søren Huss valgte at fortolke lige netop dén sang i 'Toppen af poppen'.

- Søren har en særlig følsomhed og kan skabe de der intense rum omkring en tekst, hvor den virkelig fremstår rent og autentisk. Så jeg blev helt vildt taknemlig, da han sagde, at han ville synge 'Ingers ting'. Samtidig blev jeg også stolt, både på sangens, på egne og Ingers vegne. For på en eller anden underlig måde syntes jeg også, at Inger nu fik en lille stund på nationalt tv, og at der blev skabt en lomme til hende, hvor vi husker hende, siger Dorthe Gerlach.

Hjemme i sangerindens egen lejlighed på Nørrebro i København, hvor hun bor sammen med sin mand og partner i popduoen HUSH, Michael Hartmann, er der også stadig en del af Inger, der lever videre.

- Jeg tog nogle ting med hjem. Blandt andet en lillebitte guldmus i en broche, som jeg synes, er rigtig sød. Og så er det Ingers kedel, jeg bruger, hver gang jeg koger té-vand. Det er sådan en gammeldags, sølvfarvet én til gasblus. Men den ting, som jeg selv synes, er det allerbedste, jeg tog med hjem fra Inger, er sådan nogle festlige portvinsglas i farvet krystal. Hver eneste gang jeg holder fødselsdag eller tøseaften, kommer de her glas frem. Og så skåler vi også for Inger!, slutter Dorthe Gerlach.

Gik du glip af 'Toppen af poppen' med Dorthe Gerlach i fokus, kan du se det lige nu på TV 2 Play, hvor du også finder snigpremieren på sjette og sidste afsnit med Burhan G.