Emmy 2017

Derfor er der ingen Emmy-priser til Game of Thrones

Nikolaj Coster-Waldau og resten af Game of Thrones holdet må vente til 2018 med at være repræsenteret ved The Emmy Awards. MARIO ANZUONI / Scanpix Denmark

Game of Thrones har høstet adskillige Emmy-statuetter de senere år. Men i år er serien ikke repræsenteret.

Du kan se Emmy-showet i nat på TV 2 Play.

Natten til mandag dansk tid løber den stort anlagte prisuddeling The Emmy Awards ad stablen.

Og traditionen tro er alle, der er noget ved musikken, når det handler om at skrue en god serie sammen, repræsenteret.

Alle undtagen den helt store vinder de senere år. Nemlig hitserien Game of Thrones.

Nåede det ikke i tide

Den seneste sæson af den populære serie, der blev vist på HBO i løbet af sommeren, nåede det nemlig ikke inden for den tidsbegrænsning, man skal overholde for at komme i betragtning til en af de prestigefyldte statuetter.

Det fortæller Frederik Dirks Gottlieb, der er vært på serieprogrammet 'Binge - med Frederik og Kasper.'

Han fortæller, at det helt sikkert ikke er med HBO’s gode vilje, at en af deres største serier ikke er repræsenteret ved showet i år.

- Det er et kæmpe statussymbol at være nomineret til en Emmy. HBO har traditionelt været førende på seriemarkedet, når det handler om nyskabelse og kvalitet, så det er helt sikkert noget, de er ærgerlige over, siger han.

Dyrere og mere krævende effekter

Han fortæller, at Game of Thrones er vokset til en størrelse, hvor der skal flere krævende og dyre effekter til for at holde niveauet.

- Vi har at gøre med en serie, der efterhånden er så tung i effekter og produktion, at den tager væsentlig længere tid at lave. Derfor har man vægtet at lave den flot frem for at fremskynde processen, siger Frederik Dirks Gottlieb.

Han fortæller, at det er af samme grund, at seriens sidste sæson tidligst får premiere i 2018.

To serier der også mangler

Ifølge serieeksperten er der andre markante serier, der efter hans mening mangler ved aftenens prisshow, som han kalder seriernes svar på Oscars.

- Girls mangler helt sindssygt. De har afsluttet den sidste sæson i en helt fantastisk serie, der endda er blevet overset før. Det er en joke, at den kun er blevet nomineret i nogle af de små kategorier.

En anden serie, som Frederik Dirks Gottliebs mener, havde fortjent at være nomineret til nogle af de tunge priser, er dramaserien Leftovers.

- Jeg er fuldstændig forbavset over, at den ikke er nomineret i bedste dramaserie. Ligesom Girls kørte sidste sæson af serien i 2017. Det er efter min mening en af de bedste dramaserier i nyere tid. Den skulle have været nomineret, siger han.

Du kan se Emmy-showet i nat på TV 2 Play.