Tre tidligere vindere: Sådan ændrede ’Vild med dans’ vores liv
Sarah Mahfoud fik et nyt job, Joachim B. Olsen fik en fadder til sit barn, og Cecilie Hother har ikke danset siden.
De bliver kaldt Danmarks modigste dansere. De har aldrig danset før, men har alligevel sagt ja til at lære at danse klassiske standard- og latindanse på højt niveau – mens hele familien Danmark ser med fra sidelinjen.
Men det er ikke bare underholdende tv for seernes skyld. De nye dansere får sig også en oplevelse for livet.
Vi har talt med tre tidligere vindere om, hvordan deres liv blev påvirket af ’Vild med dans’.
Joachim B. Olsen og Marianne Eihilt – vindere 2008
Joachim B. Olsen fik en nær familieven efter sin deltagelse i ’Vild med dans’, og så opdagede han for alvor glæden ved at danse.
Daværende kuglestøder Joachim B. Olsen, som nu er folketingspolitiker for Liberal Alliance, ser tilbage på sin tid i ’Vild med dans’ med glæde. For det intensive danseforløb lærte ham to vigtige ting:
- Jeg lærte, at man kan meget mere, end man tror. Det, med at have en deadline hver fredag, hvor man skal kunne noget, man ikke kan om lørdagen eller om søndagen, det er en utrolig vigtig lektie, siger han og tilføjer:
- Og så lærte ’Vild med dans’ mig at overkomme min generthed på dansegulvet. Før det var jeg ikke meget for at danse, men når jeg er til fest nu, synes jeg, det er rigtig sjovt. Jeg gør, hvad jeg kan for at danse mest muligt med min hustru - om det så er hjemme i stuen, køkkenet eller til fest, så gør vi det.
Marianne passede børnene
Og de mange uger i danselokalet gjorde, at han kom meget tæt på sin dansepartner Marianne Eihilt.
- Marianne (Eihilt, red.) stod fadder til min yngste søn, hun har passet mine børn, og især hende og min hustru Karen blev meget tætte.
De har stadig kontakt med hinanden, men efter Joachim B. Olsen er flyttet til København og Marianne Eihilt er blevet mor, ser de lidt mindre til hinanden.
- Vi ses ikke så tit mere, men vi er gode venner, og det vil vi altid være.
Cecilie Hother og Mads Vad – Vindere 2010
Vejrværten Cecilie Hother tænker tilbage på sin deltagelse i ’Vild med dans’ som et kanindræberkursus. Og så har hun ikke danset siden sejren.
Cecilie Hother dansede sig til en sikker sejr med Mads Vad tilbage i 2010. Men selvom det så legende let ud på tv-skærmen, rykkede programmet hendes personlige grænser gevaldigt.
- Det var en rigtig dejlig oplevelse, men en skelsættende og meget intens periode.
Vejrværten plejer at kalde sin deltagelse for et kanindræberkursus.
- Man skubber hele tiden sine grænser, udfordrer sig selv og kommer ud af sin komfortzone. Det er ligesom på sådan et kursus, hvor man skal lære at slå en kanin ihjel.
Hun har stadig kontakt med sin gamle dansepartner, men de to ses ikke længere for at danse sammen. Faktisk har Cecilie Hother ikke rigtig danset siden ’Vild med dans’.
- Intentionerne var der, for det var så stor en glæde at danse. Men man skal have en fast aftale og en fast makker, og det fik jeg aldrig rigtig prioriteret, siger hun.
Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard – vindere 2016
Sarah Mahfoud fik sin største drøm opfyldt efter ’Vild med dans’. Forrige uge sagde hun sit faste job op.
Sarah Mahfoud var bestemt ikke en af favoritterne fra starten, men seerne fik hurtigt øjnene op for den hurtige bokser.
- Når jeg tænker tilbage på finaleaftenen, kan jeg stadig ikke lade være med smile. Det var selvfølgelig forfærdeligt, fordi jeg var så nervøs, men da vi først havde danset, så faldt der en ro over mig.
Da ’Vild med dans’ gik i gang var Sarah Mahfoud amatørbokser, men hun blev opdaget af boksepromoter Mogens Palle, der så programmet og efterfølgende tilbød hende en professionel kontrakt.
- Jeg fik min største drøm opfyldt på grund af ’Vild med dans’. To måneder efter vi vandt, fik jeg debut som professionel bokser.
I forrige uge stoppede Sarah Mahfoud på sit faste arbejde som social- og sundhedshjælper for at hellige sig sin professionelle karriere.
- Jeg er dog stadig vikar, men det betyder, at jeg har fået mere tid til at passe mine kampe og min træning, siger hun.