Dak Wichangoen og Thomas Evers Poulsen
Alder: 30 år og 39 år.
Til daglig er hun hård køkkenchef på en af Danmarks bedste restauranter - michelinrestauranten Kiin Kiin.
Men den opmærksomme seer kender også Dak fra tv’et, hvor hun har delt ud af sine madlavningsevner i ‘Go’morgen Danmark’ og ‘Madklubben’.
Køkkenchefen er i trygge hænder hos den erfarne danser Thomas Evers Poulsen, der tidligere har ført to nydansere til sejr, første gang i 2005 sammen med Mia Lyhne og igen i 2015 sammen med endnu en skuespiller, Ena Spottag.
Parrets førstehåndsindtryk af hinanden
Efter første halve time på dansegulvet sammen havde parret følgende kommentarer om hinanden:
-Thomas har jo taget en kæmpe buket blomster med til mig, så allerede der, synes jeg, det er startet godt ud. Og så har han sagt, at jeg ikke er helt elendig, siger en glad Dak Wichangoen.
Der blev grinet meget i træningslokalet, og det regner Thomas Evers Poulsen med nok skal fortsætte:
- Man kan fornemme, at vi begge to har det her glade væsen. Men det skal også blive rigtig hårdt, men jeg håber, at hun fra sit kokkeliv er vant til at sige “jatak”, når jeg beder hende om at gøre noget.