Verdens bedst tjenende musiker har ikke udgivet en plade i syv år

Forbes har udgivet deres årlige liste over bedst indtjenende personer fra underholdningsbranchen.
Det kan måske komme som en overraskelse for nogen, at den person i underholdningsbranchen, der har sat flest penge ind på kontoen i løbet af det sidste år, ikke har udgivet en plade i knap syv år.
Den amerikanske rapper, producer og iværksætter P. Diddy indtager førstepladsen på Forbes liste. Ifølge dem har han fra den 1. juni 2016 til den 1. juni 2017 tjent cirka 862 millioner kroner.
Vekslende indtjening
Men man skal huske, at listen påvirkes meget af de turnéer, som musikerne drager på det pågældende år. Det er formentlig derfor, sidste års store topspringer, den amerikanske sangerinde Taylor Swift, er røget helt ned på dette års 49. plads med "kun" knap 300 millioner kroner i lønposen.
P. Diddy har ganske rigtigt også været på sin 'Bad Boy Family Reunion Tour'-turné i løbet af 2016. Desuden ejer han en andel af Chiroc Vodka og har solgt en tredjedel af sit tøjmærke Sean John for cirka 465 millioner kroner.
Ligeledes har nummer to på listen, Beyoncé Knowles, også brugt størstedelen af 2016 på sin 'Formation World Tour', hvor hun blandt andet lagde vejen forbi Parken i København den 24. juli 2016. Ifølge Forbes indbragte den turné tæt på 1,7 milliarder kroner. Ligeledes er hun medejer af musikstreamingtjenesten Tidal, og hendes sidste album 'Lemonade' strøg til tops, hvilket lander en løn på knap 700 millioner kroner.
Nummer tre på listen er den britiske forfatter J.K. Rowling, som tjente milliarder ved at skrive om Harry Potter og derefter omsætte det til film. Hendes seneste udspil er teaterstykket 'Harry Potter and The Cursed Child', som er udsolgt et godt stykke ind i 2018. Derudover hiver hun også penge hjem på Harry Potter-forlystelser og filmen 'Fantastic Beasts and Where to Find Them'.
En liste uden nummer sjok
På listen, som tæller 100 personer med meget forskellige erhverv, er der ingen, som går hjem uden en betragtelig indkomst for det seneste regnskabsår.
På sidstepladsen er den ydmyge svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic, som ifølge Forbes stak 212 millioner i lommen. Som angriber i fodboldklubben Manchester United har han sikret sig en ganske god hyre, og så har han også både haft Adidas og Nike som sponsorer samt startet tøjmærket A-Z. Det står for 'Amatør-Zlatan'.
Den svenske fodboldspiller er dog færdig i Manchested United, efter han pådrog sig en slem knæskade.