Tillykke Lise: Toppen af danske kendisser hyldede 'Matador's moder
Onsdag fyldte Lise Nørgaard 100 år, og det blev markeret ved en reception, hvor Bent Fabricius-Bjerre stod for musikken.
Der er altid grund til at fejre en fødselsdag, men der er ekstra meget grund til at fejre den, når fødselaren runder 100 år og er ingen ringere end Lise Nørgaard, som skabte dansk tv-historie med serien 'Matador'.
Hendes fødselsdag blev i dag markeret ved Gyldendal i København, hvor cirka 200 mennesker var med til at synge fødseldagssang og overvære Lise Nørgaard danse med stylisten Dennis Knudsen til Bent Fabricius-Bjerres toner fra temaet til 'Olsen-Banden'.
Blandt gæsterne var også 76-årige Jesper Langberg, som spillede rollen som Kristen Skjern i 'Matador'.
- Jeg beundrer den måde, hun lever sit liv på og var forud for sine medsøstre, siger han til TV 2 og fortsætter:
- Hun har bestemt, hvordan hendes liv skulle være, og der var ikke nogen, der skulle bestemme over hende.
Jesper Langberg fortæller, at han kendte Lise Nørgaard perifert inden optagelserne til 'Matador', men at de knyttede tætte bånd under optagelserne. Særligt havde de to meget snak om et skuespilsgreb, som kaldes 'underspil'.
- Vi var trætte af, at skuespillere råbte og skreg. Så vi snakkede om 'underspil', hvor alt kunne fortælles gennem øjnene. Kristen Skjern var jo sådan en antihelt, der ikke hidsede sig så meget op, siger Jesper Langberg.
Fra gammel drama til ny komik
En anden gæst var den danske komiker Frank Hvam, som i øjeblikket arbejder på den næste sæson af serien 'Klovn' med komikeren Casper Christensen.
- I mit hoved er hun den største dramaskriver herhjemme. Hun insisterer på at være morsom, når hun skriver alvorlige ting. Og det er et talent, som ikke alle har, siger Frank Hvam, som ville ønske, at han kunne sige, at han har arbejdet sammen hende. Dog indrømmer han, at han ikke har forsøgt at få hende med i 'Klovn'.
- Det står jeg faktisk her og fortryder, siger Frank Hvam og fortsætter:
- Nu skriver Casper og jeg jo 'Klovn', som er comedy, men når vi er glade for vores ting, er det også dramatisk. Og der har vi helt sikkert kigget på Lise.
Tv-værten Michael Meyerheim lærte Lise Nørgaard at kende, da han begyndte at arbejde på TV 2 og så var han nabo til hendes søster i 70'erne.
- Hun er vittig, hun har et kæmpe overskud, hun har en evne til at se den fine detalje i alting. Og så er hun vanvittig velformuleret og godt begavet, siger tv-værten til TV 2.
En anden 'Matador'-skuespiller, som også var til stede i dag, var skuespiller Per Pallesen, som blev tilbudt rollen af instruktøren Erik Balling.
- Han ringede mig op og sagde, at de skulle bruge en tjener på Jernbane Restauranten, og at de tænkte på mig. Og så fik jeg rollen, siger han til TV 2.
Han fortæller, at Lise Nørgaard sjældent var forbi optagelserne og ikke blandede sig så meget. Det var Erik Balling, som stod for optagelserne.
- Da vi indspillede de første afsnit af 'Matador', var jeg i trediverne. Det var et stort skulderklap fra hendes side at være med. Jeg har oplevet hende som en dejlig pige, som er klar i hovedet, selvom hun i dag fylder 100 år, siger Per Pallesen og slutter:
- Der er mange, som har spurgt, hvad tjener Boldt hedder til fornavn. Det bliver faktisk sagt én gang i serien. Han hedder Severin. Og Erik Balling sagde til mig, at tjener Boldt var kæderyger. Jeg røg ikke selv, men måtte altså ryge.
Fødselaren takkede af
Lise Nørgaard selv sluttede dagen af med en privat fødselsdag i familiens skød, men inden havde hun et par ord til gæsterne ved receptionen:
- Det er helt utroligt, at jeg skulle opleve det her. Det var værd at blive 100 år bare for at have sådan en dag. Men jeg vil advare jer, som har sådan en dag til gode: I skal samle kræfter, fordi det kræver en vis kondition at blive 100 år, siger Lise Nørgaard til sine gæster.
Her afslører hun også, at hun som teenager drømte om at blive berømt, og at det ikke kunne gå hurtigt nok. Men med sin høje alder har hun lært, at der også er andre ting i livet.
- Man tænker, skidt med, om man er berømt eller ej. Men når man så kommer herhen til sin 100-års-dag, så er der alligevel faldet lidt af undervejs, siger Lise Nørgaard.