Kendte

Simon Emil Ammitzbøll får ny kæreste - en kvinde

Det er ti måneder siden, at den danske økonomi- og indenrigsminister mistede sin mand til kræften.

Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Allliance afslører på sin Twitter- og Facebook-profil, at han har fået en kæreste. En kvindelig kæreste.

Det er ikke normalt noget, der skaber røre i andedammen, men i dette tilfælde et det en smule opsigtsvækkende. For Simon Emil har nemlig tidligere været gift med en mand. Han hed Henning Olsen, og de to dannede par fra 2005 til august 2016, hvor ægtemanden døde af kræft.

- Har fået nye kæreste. Nok overraskende: Det er en kvinde. Hun hedder Kristine. Vi er begge glade, skriver den danske økonomi- og indenrigsminister i sit tweet.

På Facebook afslører han, at han er meget forelsket i den tidligere kollega.

- Hun hedder Kristine Bille og er landssekretær i Europabevægelsen. Jeg er glad og forelsket (og det er hun også), skriver ministeren videre på Facebook.

Han vælger at fortælle om sin nye kæreste så åbent fordi, han ikke vil lade rygterne løbe løbsk.

- Jeg er jo glad, fordi jeg har fået en nye kæreste, og jeg har jo været i den specielle situation, at da min kæreste er en kvinde og dermed har et andet køn, end det som folk er vant til, at jeg har været tiltrukket af. Så jeg har følt, at jeg har været nødt til at meddele det ret tydeligt, så det ikke var noget der bare løb på gangene, forklarer han til TV 2 og fortsætter:

- Under normale omstændigheder ville jeg heller ikke annoncere det. Men nogle gange er det bedre at sige tingene up front.

Sød og dejlig

Simon Emil Ammitzbøll mødte den 34-årige Kristine Bille i Radikal Ungdom for 15 år siden. Siden da har de to holdt ved hinanden - dog kun som venner.

Kristine Bille var i en periode personlig assistent for ministeren på Christiansborg, og i dag arbejder hun som landssekretær i den tværpolitiske organisation Europabevægelsen.

- Hun er bare så sød og dejlig. Vi har altid været tætte, men nu er der opstået følelser, som er blevet til kærlighed. Det er dejligt at være forelsket igen og dejligt at have en at dele oplevelser og livet med, siger Simon Emil Ammitzbøl til BT.

- Det er mennesket, som fascinerer

Selvom det nye par har kendt hinanden længe, er følelserne - ifølge Simon Emil Ammitzbøll - først vokset frem de seneste par måneder. Og det var ministeren selv, der tog hul på snakken om de forandrede følelser med sin udkårne.

Selv forklarer han, at hans følelser ikke er hængt op på et køn, men mere et på et menneske.

- Jeg tror dybest set bare, at man må sige, at kærlighed er noget forunderligt noget. Jeg tror, man forelsker sig i et menneske. Det er i hvert fald sådan, jeg har det. Det er mennesket, som fascinerer. Det er mennesket, som man bliver forelsket og forgabt i. Det er mennesket og ikke kønnet, siger han til BT.

På Twitter er ministerens kollegaer begyndt at ønske ham tillykke.

- Kærligheden er det vigtigste, og jeg glæder mig på jeres vegne, skriver den tidligere skatteminister fra Socialdemokratiet, Benny Engelbrecht, på Twitter.