Smid Tøjet

Fræk detalje imponerer dommerne: - Så kan man lige lyne op

En meget kort kjole får Uffe Buchard i godt humør i 'Smid tøjet' i aften.

- Der er en detalje, jeg bliver nødt til at kommentere, som jeg er fuldstændig – fuldstændig - vild med. Det er, at buksen er vendt, så man lige kan lyne op for neden i den her, i forvejen meget korte, nederdel.

Sådan siger dommer Uffe Buchard om den kjole, som Karen Mukupa designer og syer i aftenens udgave af ’Smid Tøjet’.

Opgaven i programmet er at sy et outfit til en sommerfest, men der er ét benspænd: det må kun laves ud af brugt denimstof indleveret til Røde Kors. 

'Smid tøjet'

  • I tv-showet 'Smid tøjet' dyster otte danske stilikoner om, hvem der kan lave den flotteste og mest kreative design af brugt tøj doneret til Røde Kors.
  • De to bedste fra de to første afsnit går videre til finalen, hvor den endelige vinder kåres og vinder 250.000 kr til et selvvalgt Røde Kors-projekt.
  • Alle designs kommer til auktion på Miinto, hvor pengene fra tøjet bliver doneret til Røde Kors.

Gode toilet-muligheder

Karen Mukupa kalder sin endelig kreation for 'Japansk Distortion'.

Og den reference kan Uffe Buchard godt lide, han er i hvert fald ikke i tvivl om, at kjolen er nem at tisse i udendørs – noget mange gør på den københavnske gadefestival Distortion.

- Jeg har ikke rigtigt prøvet at sy før, andet end som barn i skolen eller i hånden med nål og tråd. Jeg tænkte, at kimonoens firkantede ærmer nok var nemme at konstruere. Og så synes jeg, det er en genial detalje, at de bukser blev vendt på hovedet, så de også blev til en lille kjole, siger Mukupa selv om sin kreation.

Se hvordan det går Karen Mukupas design i aften, når hun dyster mod frisør og stylist Dennis Knudsen, skateren Rune Glifberg og den tidligere jetsetter Sarah Zobel.

Vinderne af aftenens program går videre til finalen, hvor de fire bedste designere dyster om 250.000 kroner til et valgfrit Røde Kors-projekt.

'Smid tøjet' sendes onsdag aften klokken 20.00 på TV 2

Byd på Ghitas kjoler

'Smid tøjet' er en kampagne som Røde Kors og TV 2 står bag. Formålet er, at få danskerne til at donere deres brugte tøj, som så kan sælges videre og på den måde skaffe penge til nødhjælp i udlandet og til nationale projekter som eksempelvis Røde Kors' netværk af besøgsvenner. 

Se en oversigt over, hvor du kan aflevere dit brugte tøj her:

En række kendte danskere har valgt sende deres tøj på auktion, som man så kan byde på. Du kan blandt andet byde på tøj fra Nicolaj Coster-Waldau, Ghita Nørby og Lukas Graham. Pengene fra auktionen går naturligvis til Røde Kors. 

Se hvad de kendte har sat på auktion her.

Læs om de otte designere

Trine Kjær

Trine er født i 1988 i Smilets By, Aarhus, hvor hun også er vokset op. Hun er student, og ellers autodidakt inden for mode.

I dag har Trine sin egen virksomhed, Trine’s Wardobe Care, hvor hun sælger skønhedsprodukter, og så er hun kvinden bag den populære modeblog, Trine’s Wardrobe.

Trine er gravid, og derfor er hendes yndlingstøj lige i øjeblikket kjoler – gerne maxi-kjoler, som hun selv siger det.

Fun fact:

Trine har mere end 50 par jeans i sit klædeskab.

Foto: TV 2 Danmark

Sarah Zobel

Sarah er født i Charlottenlund i 1974, og hun er vokset op i Nordsjælland.

Hun er uddannet psykolog, og hun har mange jern i ilden. I øjeblikket er hun bl.a. i gang med at skrive en bog, og derudover pusler hun med et projekt, som er så nyt, at hun gerne vil holde det hemmeligt lidt endnu.

Sarah elsker tøj, og i øjeblikket er hendes yndlingsoutfit et par lyserøde satin gummisko, som er et samarbejde mellem Rihanna og Puma, en lang nederdel i dyreprint, som hun har fået syet og en guldlæderjakke, som er købt i L.A.

Fun fact:

Da Sarah var lille, gik hun altid rundt i for store sutsko, og det har givet hende et skørt kælenavn blandt familie og venner. De kalder hende for Sut. Sarahs søster og hendes børn kalder hende endda – helt kærligt - for Moster Sut. Det er ikke et kælenavn, som Sarah er specielt glad for, men hun kan simpelthen ikke slippe af med det.

Foto: TV 2 Danmark

Rune Glifberg

Rune er født på Rigshospitalet i 1974, og han er også vokset op i København. Han har dog gået i skole i Jonstrup lidt uden for byen.

Rune er professionel skateboarder, og han har boet ca. 20 år i Californien. Nu er han dog tilbage i København, hvor han sammen med designeren Ebbe Lykke har etableret virksomheden Glifberg + Lykke, der bl.a. har designet Helsingør Multipark, Lemvig Skatepark og Streetdome i Haderslev.

Runes yndlingstøj i øjeblikket er en blå dynejakke fra Volcom.

Fun fact:

Rune har stort set ikke købt tøj til sig selv siden 1994.

Foto: TV 2 Danmark

Mathilde Norholt

Mathilde Norholt

Mathilde er født en tidlig morgen i marts 1983 på Frederiksberg Hospital. Det meste af hendes opvækst har hun boet på Frederiksberg og i København, men hun har også haft en kort afstikker til Aalborg.

Mathilde har en HF-uddannelse og 1. grad som Vinyasa yoga-lærer. Derudover er hun autodidakt skuespiller. I øjeblikket arbejder på et ikke offentliggjort projekt.

Hendes yndlingstøj lige nu er Storm & Marie, Nue og Alexander Wang, mens hun generelt er vild med økologiske t-shirts fra MONKI, Acne og Henrik Vibskov.

Fun fact:

Da Mathilde var teenager lånte hun mere tøj fra sin fars skab end fra sin mors. Mathildes syntes, at hendes mor havde sådan nogle feminine lady-like ting - og mærker, hun syntes var vildt kiksede. Hun var mere til fars slidte skovmandsskjorte, et gammelt bælte fra en svunden hippietid og en oversized sort t-shirt. Det passede også bedre til Mathildes Adidas Superstar (med lyserøde "fat laces") og trætte baggie jeans.

Foto: TV 2 Danmark

Karen Mukupa

Karen er født i Zambia i 1973. Hun er vokset op i Tanzania, og som 15-årig flyttede hun til Danmark. Hun har en studentereksamen og er derudover autodidakt musiker.

Hun er bl.a. kendt som tv-vært børnebogsforfatter. Og så har hun lavet et hav af musik, bl.a. sammen med den nu afdøde Natasja.

Karens yndlingstøj lige i øjeblikket er et jumpsuit i afrikansk mønster.

Fun Fact:

Karen elsker at spise med fingrene og at danse i bare tæer.

Foto: TV 2 Danmark

Dennis Knudsen

Dennis er født i Søborg i 1963. Han er vokset op på Novembervej i Mørkhøj.

Dennis er uddannet sminkør, frisør og parykmager, og disse færdigheder er også blevet hans levevej. I øjeblikket bruger Dennis sine evner til at lave hår og makeup på Lars von Triers nye film.

Dennis’ yndlingstøj for tiden er et joggingsæt fra Abercrombie & Fitch, som han tager på efter en lang dag på filmoptagelser.

Fun fact:

Dennis elsker at være klædt i en tjekket jakkesæt, og det er nok også sådan, vi kender ham bedst. Men han mener også, at hver stil skal passe til lejligheden, og når han er i haven i sommerhuset, tager han hellere et på gamle jeans og træsko på. 

Foto: TV 2 Danmark

Master Fatman

Master Fatman er endnu et multitalent, der nu også kan skrive designer på det i forvejen lange cv, for han er blandt andet en kendt DJ, foredragsholder, radiovært, skribent og meget andet. 

Foto: TV 2 Danmark

Benjamin Lasnier

Benjamin Lasnier er med sine 17 år yngste designer. Benjamins karriere begyndte på Instagram, hvor han har millioner af følgere, og han er i fuld gang med at etablere sig som sanger og musiker.  

Foto: TV 2 Danmark