Hollywoodstjerne i ærligt TV 2-interview: Skulle jeg have holdt min kæft? Måske

Kurt Russell har over 50 år bag sig i Hollywood, hvor han har fået kultstatus uden at være kommet på stjernernes a-hold. Og han virker ret ligeglad.

Manden, der er aktuel med hele to blockbuster-film "Fast & furius 8" og "Guardians of the Galaxy 2", fortryder ikke ret meget.

Efter fem årtier på det store lærred optræder Hollywood-skuespilleren Kurt Russell stadig på sin samme ukrukkede og direkte facon.

Han har altid nægtet at bukke under for de normer og regler, som gør, at man når til tops i filmverdenens ukronede hovedstad, Hollywood. Kurt Russell er den, han er, og han ville ikke ændre en pind, selvom han fik chancen.

Det fortæller han i et karakteristisk ærligt interview med Go’ morgen Danmarks filmekspert, Ann Lind Andersen.

- Jeg gjorde det på min egen måde, lyder svaret, da han bliver spurgt, om der er noget, han ville have gjort anderledes – når han ser på sin karriere i dag.

- Skulle jeg have holdt min kæft og ikke svaret på spørgsmål, jeg blev stillet? Det kan diskuteres. Ville jeg have gået til en masse fester og velgørenhedsarrangementer for at blive en del af Hollywoods inderkreds? Det kan diskuteres.

- Ville jeg have gjort noget af det anderledes? Fuck nej! lyder det bestemt fra Kurt Russell.

Han hader Oscars

Ifølge Ann Lind Andersen er Kurt Russells svar et godt eksempel på det, han er kendt for.

- Han har truffet en række valg, som er atypiske. Han er kendt for at være bramfri og konservativ. Han hader Oscars, og han har været ligeglad - for sådan er han, siger Ann Lind Andersen.

Kurt Russell er dog en mand, som rigtig mange i Hollywood respekterer for hans gode skuespil og det faktum, at han stadig er helt sin egen på trods af de mange år på det store lærred.

Faktisk blev der talt meget positivt om ham under optagelserne til "Guardians of the Galaxy 2", som havde biografpremiere i denne uge.

- Folk ser op til ham på filmsettet, hvor han har fået en kultstatus, men han er også en sjov figur, for selvom han har arbejdet med nogle af de største instruktører, kan man stadig ikke kalde ham en a-skuespiller, siger Ann Lind Andersen.

Derfor nåede han aldrig til tops

Kurt Russells første rigtige tv-optræden var i 1963 i westernserien ”The Travels of Jaimie McPheeters”, hvor han fik en tiårig kontrakt med Disney.

Han har et hav af film bag sig, men der er en grund til, at han aldrig helt nåede til tops, vurderer Ann Lind Andersen.

- Han har været på en slingrekurs i forhold til sine filmvalg. Han siger kun ja til de film, som han gider, og hvis det lige passer ham, og han har travlt med at passe køer på sin ranch og dyrke noget vin. Så nogle gange interesserer det der med at lave film ham ikke meget, siger hun.

I 2007 fik den 66-årige skuespiller dog et nyt gennembrud, da han fik hovedrollen i filminstruktøren Quentin Tarantinos film ”Death Proof”, og siden er det gået fremad for ham på filmfronten.

- Dér fik man ligesom øjnene op for ham på ny, og hvad han kan, og man kan mærke, at der bare er en enorm respekt for ham i dag, siger Ann Lind Andersen.

Overvejede at stoppe helt

Selvom Kurt Russell er blevet ved med at være helt sin egen, har hans tilgang til faget dog ændret sig, fortalte han blandt andet i interviewet med Go' morgen Danmark.

På et tidspunkt var han ligefrem i tvivl om, hvorvidt han skulle fortsætte eller stoppe som skuespiller for at blive professionel baseballspiller som sin far, Bing Russel.

Han har lagt mere end 50 år bag sig i Hollywood. Og Kurt Russell kan sagtens mærke, at han har ændret sig, fortæller han til TV 2. Video: Thomas Jørgen Seerup

- Men da baseballdrømmen var væk, begyndte jeg at se på skuespil som en karriere. Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg skal leve af det her, skal jeg finde ud af, hvordan det bliver ved med at være interessant for mig, siger han selv.

Og det er dét, han har gjort lige siden, lyder det fra Ann Lind Andersen.

- Det er det, der gør, at han stadig er interessant. For han vælger indimellem de roller, hvor han kan vise, at han kan noget rent skuespilmæssigt, slutter hun.