Nazisterne bortførte ham foran hans gravide kone - Danmark skulle have et signal om, hvad der ventede
Svend Asmussen var en af landets mest populære musikere under krigen. Derfor var han et oplagt mål, da nazisterne skulle give danskerne en lærestreg.
Der findes nogle mennesker, som bare er født til at kunne det hele ekstra godt.
Svend Asmussen var en af disse.
I tv-serien 'Mercur' på TV 2 spiller trioen Swe-Danes til generalprøven på Radio Mercurs store radioshow på Mercur-teatret. Svend Asmussen var en del af trioen og portrætteres af Anders Bernitt. 'Mercur' blev sendt første gang på TV 2 Charlie sidste år, hvor denne artikel blev udgivet. Da TV 2 genudsender tv-serien, kan du læse denne artikel op til programmets begyndelse.
Som helt ung var han et gudsbenådet musikalsk talent, som kunne spille flere instrumenter - med og uden noder.
- Allerede som ung var han på et højt niveau. Han kunne alt, han satte sig for, og han gjorde det godt, siger Frank Büchmann-Møller, forfatter til Svend Asmussens biografi '100 år for fuld musik' og bibliotekar på Syddansk Musikkonservatorium, hvortil Svend Asmussen i 2005 donerede hele sit arkiv af musik.
Svend Asmussen blev født den 28. februar 1916 og startede musikundervisningen allerede som 5-årig. Han stod på en scene som 12-årig, og det blev hans andet hjem.
- Det lå ham enormt meget på sinde, at folk skulle have en oplevelse, siger Frank Büchmann-Møller.
En kendt mand blev taget
Gennem 30'erne og 40'erne spillede Svend Asmussen med mange forskellige kunstnere og blev et kendt ansigt i dansk kulturliv. Især var hans mange engagementer i revyer hos revykongen Stig Lommer og hans jazz-koncerter et tilløbsstykke.
Men den 9. april 1940 blev Danmark besat. Under et overvældende og overraskende angreb tog nazisterne landet på sengen, hvor 16 danske soldater mistede livet.
Læs, hvordan Danmark blev angrebet den 9. april 1940 herunder.
Under besættelsen fik Danmark en særligt god behandling på grund af samarbejdspolitikken.
Men over sommeren 1943 led Tyskland store tilbageslag på Østfronten og Middelhavsfronten, imens Hitler kunne betragte sin tætte allierede, den italienske diktator Mussolini, blive afsat den 24. juli.
De udenrigspolitiske begivenheder fik fejlagtigt mange danskere til at tro, at krigen var ved at være ovre. Der spredte sig en følelse af, at man kunne gå mod besættelsesmagten. Det førte til bølge efter bølge af demonstrationer, strejker og sabotageaktioner, som gjorde, at den nazistiske tålmodighed slap op.
Den 29. august 1943 blev dagen, hvor Danmark skulle vænne sig til en meget hårdere linje fra nazisterne. Første skridt var at indføre militær undtagelsestilstand i landet, hvilket betød, at nazisterne fik uhindret magt til at gøre, som de ville.
Derefter udførte nazisterne masseanholdelser.
- Det var ren gidseltagning. Man valgte de danske kendisser for at gøre størst muligt indtryk på danskerne, som skulle vide, at nu gik besættelsen ind i en ny fase, hvor det grundlæggende var slut med de gode forhold, siger Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet.
En af disse kendisser var 27-årige Svend Asmussen.
- Nazisterne vækkede Svend og hans kone Annegrethe tidligt om morgenen den 29. august. Han var kun iført pyjamas, da han åbnede døren. Svend har altid set ung ud, så nazisterne spurgte faktisk efter hans far, siger Frank Büchmann-Møller.
Forbløffet måtte nazisterne erkende, at de havde fat i den rigtige mand. Svend Asmussen skulle pakke tandbørste og undertøj, imens hans gravide kone var dybt chokeret.
- Bare rolig, han kommer snart hjem igen, skulle de have sagt, ifølge Ellen Bick Meiers bog om Svend Asmussen 'June Nights'.
Han blev sat ned i en lastbil sammen med andre kendte danskere og kørt til Alsgade Skole i København, hvor nogle hundrede danskere blev stuvet sammen i gymnastiksalen. Få dage senere blev han overført til Vestre Fængsel.
- Mens han sad i Vestre Fængsel, kunne han spille violin, lave figurer og få besøg af sin mor og kone, siger Frank Büchmann-Møller.
Det ændrede sig dog, da nazisterne tog ham med til Berlin.
Nazi-fængslet på Alexanderplatz
Uden at vide hvorfor, blev Svend Asmussen hentet af to Gestapo-officerer. Hans kone fik at vide, at hun kunne hente resten af hans ting i Vestre Fængsel.
- Hun troede, at jeg var blevet skudt, har han senere fortalt.
På Hovedbanegården i København ramte alvoren ham. Han var et kendt ansigt, og flere mennesker genkendte ham som fange med de to nazister. I troen om at han var ude på sin sidste rejse, vinkede folk diskret til ham.
På Alexanderplatz i Berlin lå nazisternes frygtede militærfængsel i en enorm bygning, der tidligere huserede politiets Præsidium. Her blev Svend Asmussen indskrevet som en forbryder med fotografering forfra, fra siden og fingeraftryk.
Cellen var væsentligt dårligere end i Vestre Fængsel og målte to skridt den ene vej og tre skridt den anden vej. I siden var en briks, som han ikke måtte bruge fra klokken 6.30 til 16.30 og endelig en skammel, som han ikke måtte stå på for at kigge ud af vinduet. Hvis han ikke adlød, blev han lagt i lænker.
- Jeg kunne høre min nabo i lænker rasle i cellen ved siden af, siger han i Ellen Bick Meiers biografi.
På væggene var inskriptioner fra tidligere fanger på russisk, fransk og italiensk.
Ensformigheden og uvisheden i dagene var uudholdelig. Der var ingenting at lave i cellen.
Han anede ikke, hvad tyskerne ville stille op med ham, og han blev overladt til sine egne tanker, der i større og større omfang kredsede om, at han ville blive henrettet.
I flere uger blev døren stort set ikke åbnet.
Når den endelig blev åbnet, var det et glædeligt brud på dagens trivialitet. Ligesom det gav lidt substans til dagens tanker at glæde sig til at måtte sidde på briksen om eftermiddagen.
Samtidig med dette kastede britiske fly hver aften bomber over Berlin, og Svend Asmussen krøb ofte sammen i hjørnet med et tæppe over sig og fingrene i ørene.
- Gennem en lille lem i døren stak de maden ind til mig på en stang som et rovdyr. Hver morgen fik jeg en metalkande med vand, og det var min eneste mulighed for at spejle mig selv, har han tidligere fortalt.
Hjemsendelsen
Endelig kom en tysk soldat for at udføre forhøret. I tre-fire lange timer skulle Svend Asmussen fortælle alt om sit liv, venner, kolleger og alt muligt andet til kriminalrat Schmidt, som viste sig at være en venlig mand.
Det blev efterhånden klart, at den regulære bortførelse af Svend Asmussen var af en mere politisk orientering.
Svend Asmussen fik vist billeder af skumle typer, men genkendte ingen af dem.
Efter forhøret blev han sendt tilbage til sin celle, og der skulle igen gå uger, før han hørte noget nyt. Som hobby begyndte han at kvase væggelus med et rusten søm. På en god dag fik han has på 50 stykker.
En dag gik døren pludselig op.
Der stod kriminalrat Schmidt og meddelte, at næste morgen ville Svend Asmussen blive sendt hjem.
Han faldt den tyske soldat om halsen, opløst af tårer.
- Nazisterne endte med at frigive gidslerne, fordi den militære undtagelsestilstand var en succes. Der var stort set ingen sabotage eller strejker i ugerne efter gidseltagningen, så efter seks uger løftede nazisterne undtagelsestilstanden, som de havde lagt Danmark under, siger Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet og fortsætter:
- Det var rigtig godt for gidslerne, hvis liv dermed ikke kom i spil - for eksempel ved offentlig henrettelse.
Antinazisten "Onkel Hans"
Det viste sig, at der var foregået et stort arbejde i Danmark for at få den berømte musiker på dansk muld igen. Efter bortførelsen havde Svend Asmussens kone, Annegrethe, og revykongen Stig Lommer henvendt sig i Dagmarhus ved Rådhuspladsen i København, som nazisterne havde beslaglagt og gjort til sit hovedkvarter.
Den ledende skikkelse var Gestapo-chef Hans Hermannsen, en tysker fra Flensborg som havde opnået stor respekt ved at jagte og anholde danske kommunister.
Men bag hagekorset og skråremmen bankede ikke et nazistisk hjerte.
Hans Hermannsen brugte sine mange kontakter i det tyske system til at hjælpe danskere, som blev anholdt af nazisterne.
Det var også ham, som hev i de tråde, der bragte Svend Asmussen hjem til Danmark igen.
- Svend kom hjem igen den 14. oktober 1943 med hjælp fra Hans Hermannsen fra Dagmarhus, siger Frank Büchmann-Møller, forfatter til Svend Asmussens biografi '100 år for fuld musik'.
Hvordan det lykkedes ham står uklart, men Hans Hermannsen samarbejdede med Modstandsbevægelsen, og blev efter nazisternes kapitulation ikke anholdt som andre nazister i Danmark. I stedet skrev aviserne om hans bedrifter, hvor han skulle have "reddet 300 danskere ud af tyskernes kløer".
Efterfølgende blev han efter sigende ansat af PET og fik lov til at bo i Flensborg.
Folkehelten
Anderledes var det dog for den 27-årige Svend Asmussen, som havde fået den værste oplevelse i sit liv. I knap to måneder var han i nazisternes vold, og i ugevis havde han ingen anelse, om han ville få en kugle for panden eller et lift til Danmark.
Heldigvis blev det et lift hjem.
Oplevelsen lærte ham, at problemer i hverdagen var bagateller og småtterier sammenlignet med opholdet i Berlin. Han var en lettere forandret mand, som heldigvis kom hjem med liv og forstand i behold.
Revykongen Stig Lommer arrangerede hurtigt en ekstraforestilling med Hornbækrevyen i Tivolis Koncertsal for at vise danskerne, at Svend Asmussen var kommet hjem i god behold.
Da han trådte ind på scenen med musikeren Ulrik Neumann, ville bifaldet ingen ende tage.
Duoen ventede og ventede.
Det var først, da Svend Asmussen viste publikum sin frisure i nakken, at bifaldet forstummede. Den havde tyskerne nemlig klippet helt kort, som var moden for nazisterne. Da brød publikum ud i latter, og forestillingen kunne begynde.
- Jeg besøgte ham, da han var 98 år. Han var dårligt gående på grund af et par hjerneblødninger, men hans hoved fejlede intet. Han var helt nede på jorden og rigtig sød. For den ældre generation i dag var han en meget stor personlighed, siger Frank Büchmann-Møller, forfatter til Svend Asmussens biografi '100 år for fuld musik'.
Svend Asmussen blev 100 år gammel. Han døde den 7. februar 2017.
TV 2 sender hver mandag 'Mercur' klokken 20.50. Du kan se alle afsnit af 'Mercur' på TV 2 PLAY lige nu.