Badehotellet

Har du også undret dig: Sådan mødte Hr. og Fru Aurland hinanden

Den ene af de to Badehotelsforfattere Hanna Lundblad afslørede mandag, hvordan et af tv-seriens mest kendte par fandt sammen.

Det er en skøn sommerdag i 1928 i første afsnit af Badehotellet. Det er her seerne for første gang stifter bekendtskab med de mange populære karakterer i tv-serien, blandt andre stuepigen Fie, grosserer Madsen, fru Aurland og hr. Weyse. Men har du nogensinde spekuleret over, hvad der skete i karakterernes liv før den sommeren 1928, hvor vi fik lov at følge med i deres liv og ferier på Badehotellet for første gang. 

Det spørgsmål svarede den ene af de to manuskriptforfattere bag serien, Hanna Lundblad på, da hun svarede på seernes spørgsmål på tv2.dk sammen med skuespilleren Lars Ranthe.

En person ville nemlig gerne vide, hvordan den evigt bekymrede og ofte sortseende Hr. Aurland fandt sammen med sin smukke og lidt tilbageholdene hustru Helene.

- Kontorchef Aurland var kontorchef i departementet, hvor Helenes far arbejdede, og han havde inviteret ham hjem til middag og synes, at han muligvis var et godt parti til hans unge datter, forklarer Hanna Lundblad.

Helenes far så et passende parti i Hjalmar

Meget tidligt i serien fornemmer man, at Hr. og Fru. Aurland ikke har noget specielt passioneret forhold, og efter få afsnit finder Fru Aurland, da også sammen med sin store tilbeder Hr. Weyse, som hun igennem alle sæsoner har en udenomsaffære med.

Men ægteskabet er også primært baseret på praktik, forklarer Hanna Lundblad.

- For at følge konventioner og rette tid, har Helene så indvilliget i at gifte sig med kontorchef Hjalmar, når far så gerne vil. Det er måske ikke lige et match ’made in heaven’ for nogen andre end Helenes far, fortæller hun.

Den sværeste scene at skrive

Faktisk er det en scene med netop Hr. og Fru Aurland forfatter Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har haft sværest ved at skrive, afslører hun.

Efter de mange års utroskab mellem Fru Aurland og Hr. Weyse, som der tilmed kommer et barn ud af, besluttede forfatterne sig nemlig for, at Hr. Aurland skulle regne ud, at de to havde et forhold og at lille Severin, slet ikke var deres søn. 

- Det var helt vildt svært at nå frem til konklusionen, vi traf med, at Aurland skulle vide, at Weyse og Helene havde det her forhold kørende, men samtidig tænkte vi, det holder jo ikke, at han ikke lægger mærke til, hvad der foregår. Der gik vi virkelig op og ned ad gulvet og da vi skulle skrive den scene, hvor han opdager det. 

Hr. Aurland kommer på sporet af utroskaben, da hans hustru pludselig kalder ham Edward og han samtidig kommer i tanke om, at hendes skjorte var knappet skævt efter et af hendes utallige besøg på Hr. Weyses værelse. 

Trekantsdramaet på 'Badehotellet' blev endelig opdaget, hvor Hr. Aurland med tungt hjerte måtte indse nogle sandheder.

Det var så tragisk og rørende

Cecilie Stenspil, der spiller Fru Aurland, har tidligere fortalt, hvor forfærdeligt hun synes det var at spille scenen, hvor hun skal knuse sin mands hjerte, og skuespilleren Lars Ranthe, der spiller grosserer Madsen, var også meget berørt over scenen, selvom han slet ikke var en del af den, fortæller han.  

- Det var så rørende, da han (Hr. Aurland) rejser sig for at gå, og så siger han: "Jeg går lige en tur". Så siger hun "Jamen du har jo ikke noget tøj på", og så siger han: "Jamen, det er også rigtigt min egen". Det, synes jeg, var meget mennesket Aurland, at han midt i den store sorg, alligevel har pli og konduitte. Det var meget Aurlandsk og dybt tragisk og rørende, siger han.